Sårbar

Jeg føler mig nøgen, sårbar og ofte magtesløs i dette sygdomshelvede. Det gør ondt at se, hvordan verden driver forbi, og jeg kigger på som tilskuer. Jeg ved, at jeg er den eneste – med hjælp naturligvis – der kan ændre det, men det er så svært. Især når Anas hårde ord, bliver spyttet ud i en ru stemme.

Det er svært at forklare, og i særdeleshed også svært at forstå. Men jeg synes ofte det føles som om, at have hjemve i egen krop. Følelsen af ikke at være “hjemme”. Jeg føler mig fremmede og utilpas.

Ana får mig til at tænke uklart og gør det hele tåget. Ana kan lamme min krop, så jeg intet føler. Men hun kan også få mig igennem hele følelsesspektret, og gør det vanskeligt at identificere hvad jeg egentlig føler.

Anoreksien er jo ikke min eneste udfordring. Jeg er syg. Det ved jeg. Men Ana er i høj grad skyld i mine øvrige udfordringer, og det gør mig så vred. Jeg kan ikke stole på min krop længere. Jeg ved ikke hvornår jeg pludselig bliver dårlig. Det er socialthæmmende, og gør det bestemt ikke nemmere når man har socialangst.

Jeg er virkelig flov over, at være som jeg er. Flov over at være sårbar, skrøbelig. Flov over der skal tages særlige hensyn.

Jeg kigger lidt på mit liv udefra, og det er slet ikke som det skal være. Helt ærligt, så synes jeg det er trist…