tanker om personlighed

Jeg har tænkt lidt. Tænkt lidt over hvem jeg egentlig er? Hvad gør mig til Nana? Hvad gør mig til den person jeg er? Hvilke personlighedstræk har jeg? Hvem fanden er jeg?
Jeg synes egentlig det er svært at svare på lige nu, for jeg føler lidt mit liv er et usamlet puslespil, hvor brikkerne er spredt til højre og venstre. Øst og vest. Og jeg skal jo lige finde de der brikker, før jeg kan samle det puslespil.
Men jeg synes efterhånden jeg er blevet en smule klogere på mit jeg. Men så også kun en smule.

Jeg er det man kalder særlig sensitiv, hvilket er et begreb jeg virkelig ikke bryder mig om. Ikke at jeg underkender meningen med begrebet, men fordi jeg simpelthen føler, at ordet særlig hæver en over andre – og dermed synes jeg at begrebet er er misvisinde? Kan man for pokker ikke finde et andet begreb?

Når, men jeg er en følsom pige. Såkaldt særlig sensitiv – som jeg i øvrigt også synes er et begreb der bliver kastet rundt lidt for hyppigt, men det er måske bare mig? – men sådan har jeg altid været. Jeg har altid søgt tryghed.
Men jeg synes, at efter anoreksi, angst osv er blevet ”inviteret” ind i mit liv, er min sensitivitet blevet ekstrem.
Små ting kan fylde uforholdsmæssigt meget i mit hoved, i forhold til hvor udramatisk og uproblematisk situation egentlig er.
Sådan noget som ikke at få svar på en SMS prompté, eller ikke at få en tilhørende smiley i en besked, kan hyle mig helt ude af den – for hvad har jeg dog gjort, der kan skyldes denne mangel på en emoji?
Jeg har en helt overdreven tendens til at give mig selv skylden for alt, for jeg vil bare ikke såre nogen, træde nogle over tæerne eller virke utaknemlig. Og det giver anledning til en hel del dårlig samvittighed.

Jeg kan mærke at jeg har ændret mig en hel del efter jeg er havnet i den situation, som jeg nu er i. For 6 år siden var jeg meget social, fjollet og mine interesser lå et helt andet sted, end de gør nu.
Jeg vil langt hellere være mig selv eller i et småt selskab, end jeg vil til store fester og arrangementer. Mange mennesker gør mig ængstlig, og det samme gør meget larm og uro. Jeg vil langt hellere være hjemme og nyde ro og fred. Jeg kan godt lide at ”nørde” ting, og bliver klogere på totalt irerallevante ting, men det holder jeg altså af. Jeg gider ikke at gå i byen og drikke mig fuld. Og jeg gider ikke høre høj, dårlig musik. Jeg snakker i øvrigt også langt bedre med mennesker der er ældre end mig, end folk på min alder, fordi jeg simpelthen ikke deler samme interesser.

Alle disse ting er ikke noget det gør mig syg, men det er noget der gør mig sårbar i en konkurrencepræget og lettere narcissistisk verden, og det tror jeg spiller en stor faktor i, hvorfor jeg er endt, hvor jeg er endt – MEN det er jo nogle af de ting der gør mig til Nana. Og det skal jeg egentlig ikke lave om på, for jeg er vel god nok? Eller.

Jeg kan mærke jeg har et ekstremt behov for anderkendelse for tiden – ligesom alle andre mennesker har! – men jeg får det ikke. Og det er indimellem svært, når man har så grimme tanker om sig selv, for så bliver de endnu grimmere. Og så kommer jeg i tvivl. Er jeg nu god nok?
Er jeg træls at være sammen med? Virker jeg dum? Uintelligent? Kedelig? Grim? Jeg er så flov over mit udseende, at jeg kan blive helt knust af, at kigge på mig selv i spejlet – og indimellem føler jeg, at folk næsten må få ondt i øjnene af at kigge på mig. Det gør fandme ondt.
Men min værste frygt er, at ingen synes jeg er god til noget og jeg er værdiløs. At samfundet ikke har brug for mig, at jeg ingen gavn gør og egentlig bare er til besvær.

Jeg overanalysere og mit hoved bliver fyldt med tanker, som ikke har noget godt at gøre. Og så prøver jeg at skille sind og sjæl ad – men det er ret svært.
Jeg tror i virkeligheden, at jeg ofte er min egen værste fjende.

Når, lidt torsdags ævl herfra. Og så vil jeg gå på jagt efter de der skide brikker til mit puslespil!