Søndag

Jeg føler mig syg. Sådan rigtig syg. Egentlig er det ikke så mærkeligt, for det er jeg. Men det har virkelig taget på mig lige nu. Jeg er vant til at have ondt, men det gør ondt, som jeg aldrig har prøvet før. Min energi er fuldstændig fordampet, og det er som om ingenting rigtig har min interesse. Jeg føler mig ædt op, og overladt til mig selv af sygehuset. Jeg er godt klar over, at situation har været ret så kritisk, men jeg er nået et punkt, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal stille op, for at gøre dagene tålelige?
Verden er ikke normal, og det føles som om, at det er længe, længe siden man kunne give et kram og sidde på en cafe. Men det er det jo egentlig ikke. Nogle måneder. Kun. Men corona fylder så meget i vores hverdag, at det nok føles længere. Men jeg savner hverdagen. Ligesom alle andre. Længes efter et kram af min dejlige veninde. Ikke gå store buer uden om andre mennesker. Det savner jeg. Jeg har dog en bøn. En lille en. Sprit nu hænderne af. Jeg ser så mange der vader lige forbi spritten, og det tager blot et par sekunder. Så gør det nu, så vi hurtigere kan komme tilbage til hverdagen. Og så vil jeg så gerne undgå en covid-19, oven i alt det andet.

god søndag. På med spritten. Husk afstanden.