tanker

Jeg føler tit, at jeg er enormt misundelig på folk, som har store vennegrupper. Et aktivt socialliv. Gode venner. Men sandheden er, at jeg egentlig ikke føler overskud til at være sammen med nogen, og at jeg næsten skal tage mig sammen. Faktisk kan jeg føle mig mere alene i andres selskab, end når jeg bare er mig selv. Nok fordi jeg føler min verden er helt anderledes, og jeg ikke føler jeg har noget at bidrage med. Når det er sagt, så har jeg venner. Få venner, men rigtige, ægte og fantastiske venner. Og det er måske i virkeligheden bedre? I hvert fald for mig.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at meget af det her bunder i min generaliseret angst. Generaliseret angst, har for mig, tager overskud. Mindre overskud til helt små og banale ting. At svare på en SMS kan føles som en uoverskuelig opgave, og endnu værre er det at tage telefonen. Jeg magter ikke at få selskab pludseligt. Det skal helst være noget jeg er forberedt på.

Jeg tror angsten har gjort mig lidt bange for nærhed, og kram og knus føles ubehageligt. Selv fra mine nærmeste. Jeg vil helt ærligt helst ikke røres. Når det er sagt, så vil jeg så gerne give andre kærlighed. Vise at jeg holder af dem, men det er ret svært når man ikke selv har lyst til at modtage.

Jeg trives i virkeligheden bedst i mit eget selskab, men føler ofte en trang til selskab. Det er sært? For jeg har oftest lyst til at være alene.

Bare lidt små tanker herfra..