Vendepunktet

Da jeg i 2013 startede på HF, på Fredericia Gymnasiet, blev vi bedt om at skrive noget om os selv. På dette tidspunkt var jeg 18 år og havde sejret over den grimme anoreksi. Jeg valgte derfor, at skrive en slags erindring (?) eller essay (?) – nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde genren.
Jo, jeg tror faktisk jeg vil kalde det en slags erindring. Den første del handler om mine tanker og følelser jeg havde, da jeg sommeren 2012 måtte indlægges på Kolding Børneafdeling. Den dårlige samvittighed jeg havde og den store skyldfølelse.
Jeg fik utrolig meget ros for min aflevering, og derfor har jeg tænkt mig, at jeg i dag vil dele den med jer. Så her er den:

Vendepunktet

Hun ligger der. Hun ligger der som et krøllet stykke papir. Skrøbelig, tynd og ødelagt. Hun er syg. Det er tydeligt at se. Indsunkne kinder, store poser under øjnene og tyndt, pjusket hår. Hun er et skravl. Hun ligger der, og hun tror, hun skal dø. Lægen siger, hendes lever er hævet, fordi hun har sultet sig selv. Hun er ikke bange, og hun er heller ikke trist. Hun er rasende, vred, men kun på sig selv. Hun har selv gjort det. Det er faktisk hendes egen skyld.
Hun er som et papir, hun selv har krøllet sammen og kastet væk.
Hun ligger og stirrer ud af vinduet. Det er sommer, og hun ville ønske, hun kunne være derude.
Derude og nyde solen, ferien og livet. Men hun kan ikke gå, hun har ingen energi Det er hendes egen skyld. Hun har selv gjort det. Det er hende der valgte ikke at spise. Det er hende der valgte at lukke alt ude, og det er hende selv der valgte livet fra. Hun ligger der, helt stille – og tænker.
En verden uden hende. Tænk, at den findes?
Hun kan se sin familie for sig. Deres sørgmodige øjne der kigger på hende.
Hvad gik der galt?
Hvorfor gik det så vidt? Men hun ved, det er hendes egen skyld.
Der er kun en der kan ændre det. Hende selv. Hun vil ikke give op, hun vil kæmpe.
Så hun tager papiret, glatter folderne ud og vender det om.

Jeg hedder Nana, jeg er 18 år. Jeg bruger str. 37 i sko, og så bruger jeg alt for mange penge. Jeg elsker musik, jeg elsker solskin, og jeg elsker at leve. Jeg har den bedste, mest støttende og fantastiske familie i hele verden – og jeg elsker dem mere end noget andet.
Jeg er ikke særlig god til matematik, men til gengæld er jeg god til så meget andet, så det gør ikke så meget. Da jeg var ni fik jeg sukkersyge, da jeg var femten blev jeg opereret for cyster og da jeg var seksten blev jeg indlagt med en spiseforstyrrelse. Men det er okay, for det er en del af min identitet.
Sommeren 2012 valgte jeg kampen mod spiseforstyrrelsen, da jeg blev indlagt med hævet lever og ødemer i kroppen. Jeg valgte at kæmpe, og jeg valgte at tage tingene med et smil.
Mit yndlings citat er ”When life gives you a 100 reasons to cry, show life you’ve got a 1000 reasons to smile”.
Jeg er papiret og jeg vendte det.

Som i kan læse så er historien lidt den samme, som den er nu. Jeg er dog blevet klogere. Jeg ved at anoreksi IKKE er noget man vælger. Det er sygdom – og man vælger ikke selv, at være syg.
Jeg kan også glædeligt fortælle, at jeg igår var på OUH til vægtkontrol, og jeg nu vejer over 40 kg! Jeg er ovenud lykkelig, men der ligger stadig en kamp foran mig ( og minimum 10 kg vægtøgning endnu), for anoreksi er så meget mere end vægt. Men jeg er stadig lykkelig, da min ferie nu er reddet – da vi havde en aftale med læge og behandler om, at det først var forsvarligt ved min. 40 kg, så det var en kæmpe sejr!
Så jeg er endnu engang et krøllet papir, men jeg  skal dælme nok glatte det ud!