Skidt og godt

Liv

 

‘’Det føles som om, at jeg aktivt skal holde liv i mig selv.
Aktivt holde gang i hjertet, koncentrere mig om, at fylde lungerne med luft. Huske at holde liv i alle organerne.
Det er udmattende, og jeg vil helst give slip og klaske sammen. Sove en dyb og lang søvn. Men jeg tør ikke. For jeg er frygtelig bange. Bange for ikke at vågne.
Tankerne i hovedet flyver på kryds og på tværs. Det er svært at huske, at de blot er tanker.
Jeg kan ikke finde ro, for i mit hovede, i min krop, der er ikke ro. Selv når det er stille, der er der storm. ’’

Overstående tekst skrev jeg i nat. Jeg kunne ikke sove for tankemylder og uro. Den følelse jeg skriver om, den buldrer rundt i min krop.

Jeg synes det er hårdt. Det er en rigtig hård kamp, som både er trættende og synes frygtelig lang. Heldigvis ligger jeg ikke længere på sygehuset, men er hjemme med sonden, og bliver fulgt tæt på Vejle sygehus. Jeg tager selv sondemaden som bolus, og selvom det blot er at presse 50 ml tyk, mælkelignende substans igennem sonden, så handler det om så meget mere og er frygteligt svært. Det er svært ikke at lytte til Anas skrig og hårde tone. At det er grådigt. Klamt. Ufortjent. Spildte kalorier. Men virkeligheden er, at det er alt andet end spildte kalorier. Det er næring der er med til at redde mit liv. Så jeg tænker mere sondemaden som medicin, og det gør det faktisk lidt nemmere. Ana hader at jeg tænker mere klart, og hun råber, skriger og griber i alt, som hun kan holde i, og det gør det her enormt hårdt. Jeg mærker mig selv og mine følelser meget mere, hvor i mod jeg før har været lidt lammet.  Når man har været anorektisk og underernæret længe, og så begynder at få mad, så er det et kendt fænomen, at man ofte får det psykisk værre, fordi man pludselig kan mærke sig selv.

Jeg er motiveret for at kæmpe med næb og kløer for mit helbred. For at lukke munden på Ana. Måske slipper jeg aldrig af med hende, men jeg kan lære at styre hende, i stedet for hun styrer mig.

Kære Ana. Jeg kender sandheden nu. Jeg ville være død, før jeg var tynd nok.

1

  • Gunnar

    Kære Nana
    Du har jo altid været en intelligent og talentfuld pige og når man tænker over det. er det jo egentlig utroligt at Ana har kunne styre dig i så mange år! Godt at du nu kan se at uanset hvad du gør vil hun aldrig blive tilfreds og at hun kan få lov til at skrige og råbe lige så tosset hun vil og når du så spiser noget kan høre hendes desperate hyl forstumme i takt med at med hun mister magten over dig min seje ven Nana! kh Gunnar

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skidt og godt