Den mad der

Mad. Der er ingen vej uden om. Man skal have mad for at leve, og jeg er egentlig ret interesseret i at leve. Det er ikke nogle hemmelighed, at mad er en temmelig stor del af at have en spiseforstyrrelse. For mad fylder uforholdsmæssigt meget. Alt for meget. Så hvordan er det lige med mad og mig for tiden?

Jo, jeg spiser. Jeg elsker mad. Men mad er fandme stadig svært. Men det er efterhånden mere en indre kamp, end en ydre. Jeg spiser. Men det er godt nok hårdt. Inden i. Et begreb i den spiseforstyrret verden er “forbudte fødevarer” eller “fear food”. Og sådan en liste har jeg haft. Alt med mange kulhydrater, som pasta, pizza og burger var no go. Og det virker jo måske ikke særlig chokerende. Men også ting som vindruer og mango har været på den liste. Der er jeg ikke længere. Der er ikke noget jeg nægter at spise. Men da jeg forleden stod på et toilet, og fik et panikanfald og tudede fordi jeg havde spist en burger, så tænkte jeg det var et relevant emne at tage op. For mad er stadig mega svært, selvom jeg spiser. Men af en eller anden grund, så synes jeg det var forkert at jeg havde spist den burger. Men den tanke havde jeg jo ikke om nogle af de andre der satte tænderne i en burger. Og det er sgu fjollet. At jeg spiser betyder bare at jeg kæmper for livet.Men hold kæft hvor er det svært, at finde en balance i en verden der er så meget ude af balance. For der er hele tiden informationer om hvad man ikke må spise. Hvad der er rigtig og hvad der er forkert. Men jeg prøver ikke at lade det påvirke mig, og jeg ønsker heller ikke at andre skal lade sig påvirke. Jeg ønsker alle får madro. At man ikke benægter sig ting. Udover fluesvampe, lava og ananas på pizza.