Sådan en dag

Jeg har sådan en dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig magter dagen. Ikke rigtig orker at eksistere, møde dagen og komme igennem den. Jeg har sådan en dag, hvor jeg føler mig ekstra sårbar og mest af alt, har lyst til at gemme mig lidt væk.

Nogle dage er bare svære end andre. Nogle dage er det endnu mere tydeligt, at verden uden for taler et sprog som jeg ikke forstår. At jeg udelukkende kun kan de vigtigste høflighedsfraser. Endnu tydeligere at verden er fyldt med sociale regler, som jeg ikke forstår. Og endnu tydeligere, at verden suser forbi i sådan en fart, at jeg slet, slet ikke kan følge med. Sådan er det jo egentlig alle dage, men nogle gange overrumpler de følelser mig bare mere end andre, og jeg bliver træt af at kæmpe. Og sådan har jeg det i dag. Det hele er bare for meget. Og jeg føler mig udenfor, men smidt ind i det hele. Jeg føler alle kigger. Alle dømmer. Men så prøver jeg at vende det om. Dømmer jeg andre? Nej. Så hvorfor skulle de tænke grimt om mig. Og hvis det gjorde, er det så egentlig nogle, hvis mening betyder noget? Jeg prøver t tænke sådan. Det lover jeg. Men det er så svært. Svært at lille munden på ana. Og på angst. Og så bliver jeg frustreret over jeg ikke orker at kæmpe alt for meget i mod. I dag. Men hvad hjælper det? Måske er det okay. Okay ikke at orke i dag. Så det prøver jeg at acceptere. Og så åbner jeg døren til verden. Og prøver at gå en lille tur alligevel. Prøver at møde verden. Prøver at forstå. Og så kæmper jeg jo lidt alligevel.