Lidt bekendelser, mundlort og tankestrøm

Jeg lå forleden morgen og tænkte. Jeg tænkte på bloggen og lidt om hele sandheden. Altså hele sandheden om min spiseforstyrrelse og angst, og hvad den har fået mig til, og ind i mellem stadig får mig til. Jeg har delt en masse, bevares, men denne blog. Min blog – den skal være hudløs ærlig, hvor grænseoverskridende det end måtte være.
For mig handler det nemlig om, at være et eksemplar (ikke noget pragteksemplar!!) på, hvad psykisk sygdom kan gøre ved én.

Så da jeg lå den morgen. Og tænkte. Der gik det op for mig, at jeg egentlig har gjort massere af ting – som især spiseforstyrrelsen har fået mig til – som jeg aldrig har fortalt til andre.
Nu har jeg åbnet lidt mere op for min mor, men jeg mener at der bare skal åbnes op – for hvad hjælper det, at gemme på det?

Én af de mest skræmmende ting, min anoreksi har fået mig til, er noget så tosset som, at bade i mørke. Er det ikke skørt? Jeg skammede (Og skammer mig stadig) mig så meget over min krop, at jeg ikke selv kunne tåle synet af den. Så bad foregik med slukket lys, når det var mørkt, men inden aftensmad. Håndklædet skulle rundt om den afpillede krop, inden jeg kunne få et glimt af mig selv i spejlet.
Bad foregår ikke længere i mørke – bare rolig, men det er altid ubehageligt, at kigge på mig selv i spejlet. Jeg vil helst undgå det, men det er jo ikke til nytte, og rykker intet. Jeg SKAL stoppe med at ” bodyshame” mig selv.

Og når vi nu er ved bad, så har anoreksi tvunget mig til at gå i bad flere gange dagligt. Jeg har engang været i bad 4 gange på en dag, fordi anoreksien får mig til, at føle mig ulækker og beskidt. Sådan føler jeg det stadig, men jeg går ikke i bad 4 gange dagligt mere – det er lige ekstremt nok!

Angsten – åhh – den får mig til at miste kontrol – eller i hvertfald følelsen af manglende kontrol, og det kan jeg virkelig bare ikke lide. Selv de mest simple dagligdags ting kan og har den fået mig til at undgå. Undgå opkald. Kan ikke tage tog eller bus selv. Handle alene.
Det er faktisk først her for nyligt, at jeg kan gå i fakta selv – hvilket jeg i øvrigt er rigtig stolt af! – men det er stadig en ubehagelig oplevelser og det hele snurrer.

Angsten stoppede mig for, at tage med min mor og søster til England sommeren 2015. Jeg var kommet igennem security og ventede på gaten åbnede – men jeg kunne ikke. Jeg måtte følges ud af personale og hentes af min far i lufthavnen.

Anoreksien har fået mig til at stå og læse ernærings deklarationer slavisk. Jeg kunne ikke spise noget uden, at vide præcis hvad der var i og hvilket antal kalorier der var i – sådan er det HELDIGVIS ikke længere. Faktisk vil jeg helst undgå, at kigge på næringsindholdet.

Sundhed kan man nemlig ikke gøre op i kalorier. Sådan hænger det altså ikke sammen – og det lærer jeg mig selv. Men det er sgu svært når man lever i en verden der tror at kalorier er usunde og at kulhydrater er skabt af djævlen. Anoreksien har tidligere fået mig til at tro, at kulhydrater var noget man skulle holde sig fra, men det er jo noget pjat. Jeg har erfaret, at kulhydrater giver mig massere af energi, og ærligt, så er livet fandme for kort til at bekymre sig om der er ris til aftensmad. Bare kulhydratpolitet nu ikke kommer og anholder mig. #FarligeKulhydraterPasPå
Anoreksien har generelt fået mig til, at sluge alle kostråd og sundhedstrends fra ”eksperter”, og jeg gør det jo nok stadig.

” Well i didn’t drop it on the ground, so that counts as clean eating, right?”

Men det er fandme også svært ikke, at suge det til sig, når det er over alt og man har en ret let påvirkelig hjerne.
Tag nu bare sådan noget som clean eating, altså ren mad (Mad uden tilsætningsstoffer, e-numre og andre ingredienser med mærkelige navne man ikke kan udtale). Min anoreksi fik mit til at tro, at mad med en lang ingrediens liste og underlige navne var farlige, men:

I think I made my point!