En historie om kommunikation

Ordet kommunikation kommer af det latinske ord communicatio. Kommunikation kan defineres ved at et individ påvirker et andet individ på en sådan måde, at begge parter for en ensartet oplevelse.
Kommunikation. At kommunikere. Det behøves ikke altid at være ord. Kropssprog, ansigtsudtryk, lyde og bevægelse er en væsentlig del af det, at kommunikere.

Jeg har en sekretær. Eller nej det har jeg sådan set ikke, men det er altså det jeg kalder hende. ”min sekretær”. Jeg ved ikke hvad hun hedder, hvor gammel hun er eller hvem hun egentlig er.
Det hele startede da jeg begyndte på Psyk i Odense. For at komme hen til indgangen til Psyk, så går man forbi et advokatkontor. Og de har nogle enorme vinduer, som jeg har altid har gloet ind ad.
Her sidder der så en sekretær. Hun har kort hår, briller og ser rigtig sød ud. Hun kiggede ofte ud af dette enorme vindue. Og da vi et par gange havde udvekslet blikke gennem den enorme rude, så vinker hun en dag. Og jeg vinker tilbage. Så udviklede det sig til en ivrig vinken med et stort smil. Det begyndte at blive MEGET vigtig at vi så hinanden gennem den enorme rude, og vinke ivrigt. Og sådan blev hun ”min sekræter”.
Jeg føler jeg kender hende. At vi har noget sammen. Jeg ved hvilken en side af skrivebordet hun sidder på, jeg ved hun havde en stor skål juleslik stående sidste jul og jeg ved hun er sød. Det ved jeg bare – og jeg ved hun gang på gang, mandag morgen, har gjort min dag lidt bedre!
Jeg føler jeg kender hende, selvom jeg aldrig har talt med hende. Før i dag!!

Jeg vader målrettet hen til det enorme vindue, hvor ”min sekretær” sidder og vinker glad. Hun signalere at jeg skal vente, og jeg ser hende spæne mod døren.
Hun fortæller mig at kontoret lukker, og hun vil ønske mig al held og lykke fremover (hun har nok regnet ud, hvor jeg går hen), og hun synes jeg skulle vide at de lukkede, så jeg ikke kom til at tænke ”hvor fanden blev hun lige af?”.
Det var første gang vi talte sammen, til trods for vi har kommunikeret i næsten 2 år.
Og selvom jeg ikke aner hvad hun hedder, hvor gammel hun er eller hvem hun egentlig er, så føler jeg alligevel jeg kender hende.
Og det var dælme lidt vemodigt at vinke for aller sidste gang til ”min sekræter”.