Magtfulde Ana

Kære Nana,
Det er mig, Ana. Jeg skriver her for at fortælle dig, at jeg er glad for, at du endnu engang er i min magt, for du ved jo godt, at jeg er den eneste der kan vise dig den rigtige vej. Vejen til at blive elsket, ønsket, fjerlet. Fuldkommen. Din familie og din omgangskreds fortæller dig gang på gang at du er god nok. Du er god til noget. Du er dejlig. Du er ønsket og elsket. Men de lyver. Jeg er den eneste der fortæller dig sandheden. Og du er hverken god til noget, dejlig, ønsket eller elsket. Det kan du kun være ved, at gøre som jeg befaler. 
Du er utaknemlig, grådig, grim og absolut ikke god til noget.
Husker du for et par dage siden, da din ryg sagde knæk? Da det sortnede for dine øjne, du blev svimmel og gispede efter vejret? Husker du? Ha! Hvordan kan du glemme det? Du bliver jo dagligt mindet om det, når du ømmer dig og klynker. Men det knæk – ja – det var mig. Mig det sparkede dig i ryggen, fordi du ikke har gjort det godt nok. 
Så du fortjente en reprimande. Tænk engang, du er ikke engang god nok i min verden? 
Og jeg er her jo for, at hjælpe piger som dig. Og det kan du ikke engang gøre ordenligt! Utaknemlig er du. 
Jeg taler grimt til dig. Sommetider råber jeg. Jeg får dig til at græde. Jeg gør din krop ondt. Er jeg uretfærdig? Hård? Jeg gør det for at hjælpe dig, Nana. Gøre dig fuldkommen. Og det er jo det værd! 
Så må det gøre ondt! Men smerten er det hele værd når du er fjerlet. Så er alle dine problemer væk.
Jeg er så glad for jeg endnu engang har dig hos mig. At du er min. Så lad os blive sammen ikke? Jeg har jo allerede sat mine dybe spor på din krop, så du glemmer mig alligevel aldrig. 
Kæmp ikke imod og lyt ikke til alt det nonsens folk fortæller dig. Jeg har sandheden. Kæmp ikke imod Nana, gør hvad jeg siger. Gør hvad jeg befaler, ellers vil jeg ikke svare for følgerne og konsekvenserne. For det kan blive meget værre.
– Anorexia Nervosa, Ana.

For kort tid siden gik det op for mig, at Ana nok har mere fat i mig, end jeg egentlig havde troet. At hun styrer mig mere, end jeg styrer hende. Dette gik op for under en samtale med en læge, og det har gjort ondt lige siden.
Men hun er magtfuld for tiden, og overstående tegning og ”brev” fra Ana, det er min måde at illustrere, hvordan det føles for tiden. Jeg synes det er svært at forklare hvordan noget der er uvirkelig for andre, kan føles så virkeligt, magtfuldt og styrende for mig. Så nogle gange er det nemmest bare at tegne følelserne.
Men anoreksien for mig til at gøre ting, som jeg ikke ønsker, men det er for svært at bede om hjælp. For Ana truer med slemme konsekvenser. Men sandheden er jo, at af blive i Anas verden og lader hende styre mig, som en marionetdukke, har meget værre konsekvenser. Det ved min fornuft. Det ved fornuftige Nana. Men forhelvede – undskyld mit franske – hvor er det immervæk svært.
Det er bare en følelse af ikke at gøre det godt nok. Både på den ene og den anden måde.
At jeg heller ikke kan stole på min krop, det gør kampen endnu sværere. Jeg er stadig meget påvirket af bla. væske i kroppen, og det giver en følelse af, at være enormt tung, samtidig med, at det er smadder ubehageligt.
Jeg kan mærke, at jeg har brug for at have det godt. Gøre noget godt for mig. Men det er så svært når Ana er i vejen.
Men jeg har en familie der er god til at være der. Og det er jeg taknemlig for.

Rigtig god dag.