Om skæve tal, påske og gåture

Glædelig, god påske derude. Det er vidst lidt i sidste øjeblik? Påskeferien lakker jo med enden, og helt ærligt, så er det en befrielse for mig! Faktisk så er jeg faktisk bare glad for at marts er slut og april er startet.
I marts er der sket ALT for meget, og i hele påsken, har både krop og sind sagt mere og mere fra.

Marts har været fyldt med dejlige oplevelser – helt sikkert! – og det kan sikkeret være svært at forstå, hvordan ferie, fest og farver kan føles som en byrde. Men det kan det altså. Mit lille hoved er overstimuleret og kroppen brugt for meget, til trods for at jeg virkelig har deltaget på et minimum.
Så april skal dedikeres til at slappe af, hvile og trække vejret. Helt ned i maven.
Og da både sygeplejerske og min terapeut har sagt, at nu skal jeg lige skrue ned, så må der nok være noget om snakken.
Og faktisk så har min krop på anden vis, også reageret. På en måde, som jeg altså bliver nødt til at tage dybt alvorligt.
I marts har jeg været i Odense 3 gange. Og en af gangene var en lægekonsultation, hvor jeg blandt andet skulle have svar på blodprøver.
Svarene var alt andet end gode. Mit immunforsvar er påvirket, mit kaliumtal er lavt, mine levertal er steget, mine nyrer er påvirket, for at nævne et par. Min krop har det, kort sagt, rigtig skidt! Den er på overarbejde, og tallene er blevet værre siden sidst.
Det er virkelig skræmmende, og minder mig virkelig om, at anoreksi er farligt. Livsfarligt. Jeg bliver bange, vred og ked af det. Lever og nyre, det er altså ikke lige nogle organer man skal spøge med.
Men ved i hvad det værste er? Det værste er faktisk, at lægerne ikke kan gøre noget. Og de ved heller ikke om min lever bliver normal igen.
Så føler man sig efterladt, alene og temmelig meget på bar bund. Jeg har heldigvis en fabelagtig mor, som kæmper med næb og kløer for mig, selv når jeg ikke kan. Så vi prøver at søge lidt ud, og lede efter mad der er godt for leveren.

I går, der skrev jeg overstående tekst (Billede), da jeg var ude og gå min lille morgentur. Det er efterhånden blevet en fast morgenrutine, som jeg virkelig elsker. Det er mit lille frirum, hvor grimme tanker slet ikke er der, hvor Ana, Angst og sygdom bliver der hjemme og hvor jeg ikke føler, at jeg skal undskylde for min tilstedeværelse, fordi der ingen andre er. Jeg tillader mig selv at drømme, noget Ana ellers ikke tillader. Og selvom det måske bare er fem minutter, så renser den gåtur mig. Den lader mig ånde.
Og den lille gåtur betyder bare så meget! Og det kan måske lyder lidt skørt, men når man er så vant til at have følenatternerne ude, som jeg er, så er det vigtigt at have et pusterum.
Jeg har brug for den dræbende stilhed, for jeg er virkelig ikke god til høje lyde og uro. Larm. Jeg er konstant på vagt i verden, og larm minder mig bare om, at jeg skal være endnu mere på vagt.
Det kan virke latterligt, men når man er så sensitiv som jeg, og ens krop konstant er fysisk udfordret, så føles det altså ret naturligt.
Men det skøre er, at den jeg egentlig skal være på vagt for, er Ana og mig selv. Jeg er min egen værste fjende.
Så måske? Måske er det værste i virkeligheden ikke, at lægerne ikke kan gøre noget? Måske er det værste i virkeligheden, at det føles som om, at jeg har gjort det ved mig selv?