På den igen

Når. Det er sådan, at jeg på onsdag igen bliver indlagt på Vejle sygehus, og får lagt en sonde.

Det er sådan, at mit mavebøvl er blevet værre og mine levertal igen er steget. Min krop trænger til næring, og den har brug for hjælp til det.

Det er med blandede følelser, det må jeg indrømme. Jeg ved – med min fornuft – at det er nødvendigt, og det er for det bedste, men anoreksien skriger. Jeg føler jeg er for tyk til at tage i mod sondemad, og jeg frygter at tage voldsomt på. Det gør mig bange.

Jeg spiser jo, derfor forvirrer det min hjerne, at jeg har brug for hjælp til næring, og anoreksien bliver vred og angsten dukker op. Men fornuftige Nana ved jo også, at jeg ikke optager næringen og en del af maden også ryger retur. Og det er jo det jeg skal have hjælp til.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler at jeg snyder. Og det er jo i bund og grund fuldstændig skørt. For det påvirker min krop og min hverdag i en meget invaliderende grad.

Nøj, jeg synes det er hårdt.