Om en underlig sorg

Det ville være smart. Faktisk så ville det være helt igennem fantastisk, hvis jeg kunne stå på taget af den højeste bygning, og skubber anoreksien ud over kanten. Se den falde til jorden, blive knust og ødelagt. Og så var det ligesom det.
Men så enkelt er det slet ikke.
Jeg ved også med mig selv – hvis det var en realitet – at når Ana desperat ville gribe fast i alt om sig, skrige og bede, så ville jeg hjælpe hende op igen, omfavne hende og undskylde. Jeg ville bede Ana om tilgivelse.

Det må være svært at forstå for omverdenen. Og det forstår jeg godt. Det må være svært at se anoreksien, som andet end én dæmon for andre. Og det forstår jeg godt. For hvordan kan jeg invitere noget så ødelæggende ind? Og føle det er en tryghed og en sikkerhed. Jeg ved det ikke, og jeg ville ønske jeg vidste det.
Men anoreksien er mit sikkerhedsnet. Jeg kender reglerne og jeg kender konsekvensen, hvis man bryder reglerne.
Min behandler har før sagt, at anoreksien er en rigtig dårlig veninde. Og jeg er enig. Ana er et dårligt bekendskab, men når jeg føler mig ensom, alene, venneløs og uduelig, så er Ana der og så bilder jeg mig selv ind, at det er bedre at have en dårlig veninde end ingen veninde.
Og jeg vil jo gerne være rask, men samtidig vil jeg ikke. Forvirrende, ikke? Det forstår jeg godt.
Men at sige farvel til anoreksien, det er faktisk en kæmpe sorg. En kæmpe ufostålig sorg.
Jeg prøver i hærdigt at kæmpe mig fri. Jeg prøver at slippe Ana og få Ana til at slippe grebet om mig. Jeg spiser. Men hver mundfuld er en kamp. For på den ene side står pligtopfyldende Nana og siger ”du kan godt”, og på den anden side så står Ana og skriger, og prøver at hive gaflen ud af hånden på mig.
Hver mundfuld, hver gang jeg siger Ana i mod, det føles som om, at jeg forbereder mig på en begravelse.
Det lyder så sært. Men Ana er jo også min ven, set fra mit eget synspunkt.
Men sætter jeg tingene i perspektiv, så ville jeg aldrig ønske nogen at få anoreksi. Fik mit søster eksempelvis en spiseforstyrrelse, så ville jeg tage den, kvæle den, trampe på den, bande af den og ønske den en hæslig død. Jeg ville se den som en dæmon. Og INTET andet.

Og jeg vil jo gerne være rask, for jeg tør ikke tænke på konsekvensen hvis jeg fortsætter som Ana ønsker det. Men samtidig vil jeg ikke, for så skal jeg til at stole på min krop. En krop som ofte har forrådt mig, og som jeg ofte har forrådt. Det føles som at komme ud på meget tynd is.
Men igen, jeg tør ikke tænke på konsekvensen, hvis ikke jeg kæmper imod Ana. Det er en slem ambivalens.
En ambivalens jeg egentlig ikke ville dele med nogen. Især fordi jeg er god til at tale behandlere og læger efter munden. Jeg ved godt, hvad de vil høre. De vil helst høre jeg vil være rask. Og det vil jeg jo også. Men jeg bliver nødt til at åbne op om emnet, tabuet, om også at have et ønske om at beholde Ana, for hvordan skal jeg ellers få hjælp til at bearbejde den sorg?

Det er frygteligt smerteligt at elsker anoreksien, for det ønsker jeg ikke. Men det gør jeg. Jeg elsker og hader den.