Mental krammer

At have stiftet bekendtskab med Ana, fører – udover sorg, vrede, smerte og samvittighedskvaler – også en god portion ambivalens med sig.

Jeg kan stå op og føle mig kæmpe stor. Føle alt blævrer, og at det skælver når jeg går. Føle mig grim og utålelig. Have en enorm smerte inden i, og en underlig vammel fornemmelse fra inderst til yderst. Jeg får lyst til at forsvinde. Skjule mig. Jeg kommer til at længes efter at være endnu tyndere end jeg i forvejen er, fordi det at være så tynd, gør en lidt følelsesløs og alt virker tomt. Så kan jeg gå en tur i byen, og ane min reflektion i et butiksvindue. Og så skammer jeg mig. Jeg kan se de tynde ben og arme, og en krop der ser alt andet end sund og harmonisk ud. Jeg ser frygtelig ud. Så bliver jeg også arrig, og alle minder om episoder, hvor jeg er blevet skudt til at være væsentlig yngre end jeg er, de dukker op. Jeg bliver vred og ked af det. For hvordan er det jeg behandler mig selv. Så får jeg lyst til at kramme hende reflektionen i butiksvinduet.

Jeg tror jeg har brug for en mentalkrammer. Omfavne hende der reflektionen jeg ind i mellem ser, men også hende den tunge og store jeg også mærker. De skal have kærlighed.  De er begge mig, de er begge mig hylster og mig indre. Og de trænger til noget godt. Noget rigtig godt. Og på søndag tager jeg på ferie, så kan både mit indre og ydre få omfavnelse.