tanker

Jeg har været lidt tilbageholden med at offentliggøre dette indlæg, da jeg frygter det måske er for hårdt? For ærligt? Men jeg har valgt at dele det alligvel, for det er min blog, hvor jeg deler mine tanker.

Julen nærmer sig – igen – med hastige skridt, og dermed opstår spørgsmålet, hvad ønsker du dig? Det her indlæg skal slet ikke sættes i forbindelse med jul, som er en dejlig og magisk tid, men spørgsmålet har sat lidt tanker igang hos mig.

Hvad ønsker jeg mig? Jeg ønsker mig inderligt en ting. Ikke at være mig. Det er en trist kendsgerning, men ikke desto mindre sandt. Jeg er så ked af at være mig. Jeg gider ikke være mig. Jeg vil være en anden.

Jeg synes at en hverdag med smerte, frygt for opkastninger, mavebøvl, anoreksi og kamp med mad er hård. Forfærdelig hård. Jeg er så gennem træt, men ude af stand til at sove. Jeg bliver frustreret. Desperat. Inderligt bange for, at tingene aldrig ændrer sig. Og det ender ofte med tårer, fordi det hele nogle gange bare bliver for meget.

Jeg ønsker mig virkelig en pause fra alt det. En pause fra mig. Det er ikke sjovt at have det sådan, og jeg kan godt få dårlig samvittighed og skamme mig over at have det sådan. For der er jo folk der har det værre. Og hvad med min familie? Særligt min mor. Hun skal, ikke nok med at være sig selv, rumme min smerte og mine kampe.

Jeg ønsker ikke at være mig. Sådan lyder det rigtig ofte i mit hoved. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg egentlig ikke være nogle andre. Jeg tror mine følelser er så stærke og triste for tiden, fordi jeg føler at tingene kammer lidt over. At jeg føler mig hjælpeløs. Men jeg ved der er en positiv ting, og den vægter jeg højt. Nemlig, at jeg har lysten til at have lyst til at være mig! Og det vidner om, at jeg har noget at kæmpe for.