Lørdags tanker

Lev i nuet. Tre ord du garanteret har hørt 100 gange, set på memes og flotte billeder, og garanteret også noget du har prøvet at efterleve. YOLO!… You know.
Men der er nu noget om det. Vi skal huske nuet – og være i det. Være til stede.
Vi tænker altid på hvad vi skal have til aftensmad, at vi skal huske og hente lille Noah – Valdemar til japansk drageflyvning, og at vi glæder os sådan til på lørdag, fordi der komme tante Ingrid og drikker eftermiddagskaffe.
Men hvad med lige nu? Vi kan jo bruge hele livet på at vente, hvis vi altid skal se frem til noget, eller glæde os til noget eller vente på noget.

Generelt ser jeg flere aspekter af ”det der” med at leve i nuet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mit selvværd og selvtillid er rigtig skidt. Jeg har ikke noget godt forhold til hverken mit udseende eller mit indre.
Jeg er tynd, afpillet og bleg. Jeg ser syg ud. Jeg er syg. Jeg føler mig grim, frastødende og mindre værd.
Jeg har længe gået med forventningen og tanken om, at når jeg bliver ”velernæret” – som det smukt hedder på lægesprog – så vil jeg acceptere mit udseende, min krop og føle mig pæn. MEN, det er jo en lodret løgn, og jeg ved det. For jeg har været ”velernæret”, og der var jeg ikke skid gladere. Det handler om selv accept. Jeg kan jo ikke gå og vente på jeg rammer de magiske tal på vægten, og så forvente at jeg med et trylleslag ser mig selv helt anderledes. Så kan jeg fandme vente længe. Jeg skal acceptere mig selv nu – tynd, velernæret, tyk – det er skide ligemeget. Være i nuet. Acceptere mig selv som jeg er nu, og om 10 år.
Og jeg tror generelt, at der er rigtig mange der har brug for, at blive bedre til at acceptere sig selv. Naturligvis i flere grader.
Acceptere vores skævheder, ”fejl”, finurligheder og skæve tænder. Og  jeg tror også vi skal lære at acceptere ros. Acceptere det som vi er rigtig gode til, glæde os over vores flotte tånegle eller hvad det nu kunne være. Dyrke hele mennesket, fordi det er det, som gør os til os. Det er hele pakken, og alt hvad den indebærer.

Vi lever i et præstationsamfund, og det er, for mig i hvert fald, rigtig svært at kunne identificere mig i den verden. Vi skal helst have en flot uddannelse, som vi kan vise frem, og hvis der endelig er en der stikker lidt ud, så er de helst kendte kunstnere, musikere eller skuespillere, ellers taler vi ikke rigtig om dem. Så skal man også sørge for et godt job, men selvfølgelig også have tid til venner og familie. Man skal helst have overskud (eller i hvert fald udstråle det), og det gør man bedst ved at lave hjemmelavede-über-sunde-spelt-havregryns-hirseflage-klid-boller, og at man bor tjekket og minimalistisk. Man skal gå i det rigtige tøj, samtidig med der skal være styr på økonomien. Alt skal naturligvis vaskes med parfumefrit og økologisk vaskemiddel, man skal huske at spise en masse avocado og træne. Men der skal selvfølgelig også være plads til en smøg, og en drink og pizza i weekenden.
Mange vil måske kalde det for et liv i balance.
Men for mig er det stress og rod. Jeg føler jeg ville miste mig selv og miste det, som gjorde mig til mig. Jeg kan ikke identificere mig med det, så er der noget galt med mig? Tja. Måske. Men jeg kan godt forstå, hvis andre har det på samme måde. Dermed ikke sagt, at der er noget i vejen med overstående scenarie, for det er der ikke, og ofte er det noget jeg ser mig jaloux på.
Men så minder jeg mig selv om, at jeg ikke har lyst til at deltage, fordi jeg ved, at JEG ikke ville kunne være tilstede. Jeg ville ikke kunne være i nuet. Jeg ville ikke kunne leve i nuet.