Denne uge

Tanker

17265651_251603055302005_6158128399677128704_n

Jeg har fået en mentor. En jeg hver fredag skal mødes med en time og lave ”et eller andet”. Jeg har været på venteliste i 3/4 år, og jeg mødte ham, ganske kort, for tre uger siden, da jeg var nede hos min sagsbehandler.
Vi aftalte at gå en tur ved den første ”mentor-time”.

Jeg skulle så mødes med ham i fredags. Jeg var mildest talt ret nervøs. Nervøs for at det blev akavet. Nervøs for det blev påtaget. Nervøs for at skulle snakke med en vildt fremmede mand.
Vi gik op på volden, satte os på en bænk med udsigt over stranden, i det skønneste vejr – og det gik hurtigt op for mig, at ovenstående nervøsitet var uden grund.

Han fortalte mig, at når han møder nye unge, som han skal være mentor for, så er det første, han ligger mærker til deres ”hjerte”. Det lyder måske sært, og selvfølgelig står han ikke og kigger ind i en åben brystkasse, men jeg tror godt I forstår, hvad jeg mener.
Så sagde han til mig, at det første han lagde mærke til ved mig, den dag på sagsbehandlerens kontor, var et godt menneske, et sødt menneske og en velmenende person. I drømmer ikke om, hvor længe jeg kan leve højt på sådan et kompliment – Eller faktisk var det ikke et kompliment, men noget han havde mærket og følt. Faktisk så kaldte han mig unik – unik i forhold til den verden vi lever i og de mennesker, der lever i den. Åh jeg blev rørt.

Problemet med at være sådan, og samtidig være en sensitiv og følsom pige, som jeg er, er at det i den verden vi lever i, i dag gør en utrolig sårbar og så er man i risiko for at få ondt i psyken. Ondt i sindet.

Min mentor kalder det moderne menneske for et ”tanke-menneske”. Vi tænker mere, end vi mærker efter i sjælen. Vi tror, det vi tænker er sandt, men tanker er ikke sande. Tanker er ikke noget vi er, tanker det er noget vi har. Men det glemmer vi i vores hektiske hverdag. Vi glemmer at skille sind og sjæl ad.

Vi bor også i et samfund der er enormt dømmende på udseende. Det er vigtigere, at have en kæreste der er toplækker med en fed social status, end en der er oprigtig og ydmyg – og ja et godt menneske?
Vi dømmer på udseende, men det fortæller jo intet om personen? Intet. Det er jo ærlig talt slet ikke vigtigt, hvordan vedkommende ser ud, det er da langt vigtigere, at personen er god, velmenende og venlig.

Hvad er det første du tænker, når du ser en kæmpe fyr med tatoveringer med en kæmpe hund? Nok ikke noget særligt positivt, men han kunne jo være det mest godhjertede menneske og hunden god som dagen er lang.

Jeg har i så lang tid – ja og gør det stadig – gået op i hvad folk tænker. Jeg frygter det. Hvad nu hvis de synes, jeg er tyk? grim? dum? Og jeg tænker min anoreksi også har lidt bund her. Jeg har tabt mig i et forsøg på at ”forsvinde”, blive mindre synlig – det sjove er bare, at jo tyndere man bliver, jo mere synlig bliver man.

Jeg ville da ønske, at jeg kunne være ligeglad, men det kan jeg ikke. Mit hoved er fyldt med tanker, uro og det giver mig nogle problemer. Man kan ikke fjerne tanker, men jeg kan øve mig på, at se tanker som skyer der driver. De kommer og de forsvinder igen.

17596746_179960599184148_8885758904122736640_n

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Denne uge