lidt om drømme, kærlighed og kærester

”Hvad har du af drømme?Fortæl mig om dine drømme?”.
Sådan spurgte en læge i torsdags, da jeg var til konsultation på OUH.
Jeg blev temmelig stum og paf. Og da der sådan cirka var gået alt for lang tid med stilhed, fik jeg mumlet et svar der nogenlunde lød således: ”Jo…øhh…altså…Jeg vil gerne flytte hjemmefra…øhh…når jeg er rask…øhh…jeg vil gerne være rask…øhh..øhhm…ja…hmm…så vil jeg da gerne…hmm…øhh…afslutte de sidste fag på min HF?”. Mit svar blev nok nærmere et spørgsmål, og nok egentlig mere bare de ord som læger, sygeplejersker, osv. gerne vil høre. At jeg gerne vil være rask og leve så normalt, som muligt. Da jeg lettet sænker skulderene, og giver mig selv en indre ”high-five”, for at have afgivet et passende svar på det der føles som en vidneudsagn, smider lægen næste spørgsmål: ”Ja, men hvad så med en kæreste. Vil du ikke gerne have sådan en?”.
Og før jeg overhovedet når at sige ”øhh…hmm…øhh”, så er jeg på vej ud af døren, med ordene: ”Så aflevere du bare papiret oppe ved sekretæren og så må du have en god dag.”.
Og hele dette scenarie fik mig til at tænke.

Det er lidt sjovt. Altså det der med kærlighed og kærester. For er der noget læger, sygeplejersker og psykiatrien gerne vil vide, så er det om jeg har en kæreste eller vil have en kæreste. Den er stensikker. Det vil de rigtig gerne vide. Men sandheden er, at jeg faktisk ikke ved det. I hvert fald ikke nu.  Det ville jeg slet ikke kunne rumme.
Inde i mit hoved, der har jeg allerede accepteret at jeg skal være alene resten af mit liv, selvom jeg kun er 22 år. Og 22 år er ingen alder, det ved jeg, og det lyder latterligt. Men den tanke er i mit hoved. For hvem ville have lyst til at være sammen med mig mig? Bo med mig? Elske mig? Hvem ville kunne acceptere mig, mine fejl, mine mangler og alt det andet, når jeg ikke engang selv kan? Jeg er også intelligent nok til at vide, at Ana bilder mig rigtig mange ting ind. Ana fortæller mig at ingen kan elske mig, holde af mig eller ville kunne acceptere mig. Men jeg er stadig i tvivl? For jeg ved, at jeg jo er et slags ”ansvar”, og jeg ved, bare ved at kigge på min familie, hvor meget sygdom påvirker dem. Og hvorfor skulle jeg byde endnu et mennesker det?
Et helt andet faktum er, at jeg ikke ville kunne være mig selv. Jeg ville ikke kunne give mig selv. Det sætter Ana en stopper for. Jeg kan komme med flere scenarier, hvor jeg ikke ville kunne være mig selv, men det vil jeg ikke bruge bogstaver på, fordi det virker så tåbelig.
Men hvis man ingen kæreste har, betyder det så man ikke får kærlighed? Nej. Det tror jeg ikke. Men man får en anden slags kærlighed. Jeg svømmer i familie kærlighed, og det er jeg så evigt taknemlig for.

Men en ting er da sikkert. Ana sætter en klar stopper for drømme. Ana lader mig ikke drømme. Så mit svar er ofte: ”Det ved jeg ikke?”
Ana stjæler drømme og livslyst, og det skal Ana bare ikke!