AUH og flytning

Jeg endte på intensiv

Det var en underlig drøm. Der var vildt lyst, og der gik de her vildt irriterende kvinder – i ens tøj – rundt, og trak en maske over min næse og mund hele tiden. Det var vildt lyst, og jeg kunne næsten ikke få vejret. Det var vildt lyst, og de blev ved med at insistere på den maske. Det var en underlig drøm.

Okay, så det var ikke en drøm, men sådan føltes det, da jeg så småt begyndte at vågne oppe på intensiv. For i lørdags, der kunne jeg være død. Sådan helt alvorligt. Og derfor endte jeg på intensiv, hvor jeg omkring klokken 14 lørdag begyndte at lukke øjnene op, og det føltes for mig, som en drøm. Eller et mareridt måske. Egentlig var jeg først rigtig vågen søndag morgen ved 4 tiden, indtil da er det hele meget sløret. Og noget er der ikke. Så det er genfortalt af min mor, læger og sygeplejerske. Og noget har jeg læst i min journal.
Men hvad skete der? Ja nu skal jeg prøve at fortælle.

Det sidste jeg husker er, at jeg går tidligt i seng fredag. Jeg er lidt små skidt og mit blodsukker er 12,3. Jeg tager lidt insulin og falder så i søvn. Og nu husker jeg ikke mere.
Min mor går ind til mig lørdag morgen, da jeg åbenbart har kastet rigtig meget op i løbet af natten, fordi hun lige vil høre hvordan det går. Jeg vil gerne vente med morgenmad, hvilket hun godt kan forstå. Hun spørger om jeg har taget langsom insulin, og jeg svarer ja. Det har jeg nok ikke. Hun tænker jeg er dehydreret, og får givet mig noget vand, og tænker der så er lidt ro på. Hun kommer ind til mig lidt senere, hvor jeg er sværere at få kontakt til, og virker ”væk”. Hun ringer til vagtlægen, og mens hun sidder i kø måler hun mit blodsukker, som er så højt at de ikke kan måles på mit apparat. Hun lægger derfor på og ringer 112 i stedet.
Jeg bliver hentet i ambulance, og hun kører afsted i vores bil, hvor hun bliver overhalet af ambulancen, som nu kommer med udrykning.
Jeg kommer ind på akut afdelingen, hvor de måler værdier. Jeg har et blodsukker på 48,2, et ketontal på 4,6 og en temperatur på 31,9. Så de går igang med ketoacidose regime, og en opvarmning af mig.
Min mor har fortalt mig, at opvarmningen foregik således, at jeg fik et tæppe over mig, med en slags lommer i, hvor der blev blæst varm luft ind i. Smart. Jeg får lagt to venflon (drop), et rør i pulsåren i håndleddet, da de på den måde kan tage nogle præcise blodprøver, og et kateter.
Herefter bliver jeg kørt op på intensiv afdelingen, fordi jeg er skidt. Jeg er rigtig skidt. Jeg hyperventilere, og det gør man fordi, når man har en syreforgiftning (ketoacidose), så prøver kroppen på alle tænkelige måder, at komme af med syren i kroppen. Så her får jeg maske på, for at få ilt. Og det er så her jeg begynder at huske og fornemme lidt, om de her irriterende damer, som gav mig den dumme maske på. Jeg kan nemlig huske jeg synes det var vildt ubehageligt, fordi jeg var vildt tørstig og følte jeg skulle kaste op.
Det hele er meget sløret for mig. Men jeg kan huske jeg ryster helt vildt meget, og de prøver at give mig morfin og senere et andet præparat for at stoppe den rysten. Jeg ryster nemlig ikke pga. afkøling, da jeg faktisk har feber nu. Det hjælper lidt, men ikke meget. Jeg husker at de giver mig mega meget væske og andet medicin, samt tager blodprøver hver time. At de monitorere alt og der er ledninger over alt.
Jeg vågner så lidt mere op der søndag morgen, og jeg husker, at jeg har så ondt i kroppen, at jeg tænker jeg aldrig kommer til at gå igen. Spoiler alert. Jeg går igen.
Jeg føler mig sulten, men jeg har heller ikke fået mad siden fredag aften, men da maden kommer mister jeg appetitten igen, og føler ikke rigtig jeg har kræfter til at spise. Så jeg sover mere. Og lidt mere. Søndag begynder blodprøverne så småt at rette sig, men mit laktat er højt.
Laktat er mælkesyre, som man også får hvis man dyrker hård motion, så i kan regne ud, at det er en hård omgang for kroppen.
Jeg snakker med en læge, som forklarer at pga. min krops i forvejen lidt skrøbelige tilstand, så tager det lidt længere tid for mig, at komme mig, og derfor skal jeg blive på intensiv til min laktat falder mere. Jeg fortæller jeg har det som om, at jeg er blevet kørt over med en lastbil, hvor til han svarer, at det nok snarere er to gange den har kørt mig over. Han forklarer også, at min temperatur er blevet så lav, fordi kroppen simpelthen har været ved at lukke ned. Det er skræmmende.
Mandag kommer jeg ned på medicinsk afdeling, hvor de holder øje med mig til om tirsdagen, hvor jeg føler mig mere end klar til at komme hjem, til trods for jeg har enorme mængder væske i kroppen. Det har jeg nok fået, da jeg er blevet pumpet med væske, og det skulle gerne fortage sig i løbet af nogle dage.
Så nu er jeg hjemme igen. Med souvenirs i form af blåmærker, øm krop og massere væske i kroppen. Faktisk lidt følelsen af at være en pumpet hamburgerryg. Og en virkelig skræmmende oplevelse.
Jeg er så, så glad for, at jeg lige er flyttet med min mor, for hvis jeg havde været alene i en lejlighed, så var det endt galt. Og den tanke skræmmer mig.
Min mor er altså bare super sej!

Her er et lille billede af min ene underarm, som har fået en flot blå farve.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AUH og flytning