Lærestreg

Jeg reflekterer meget over dette år, 2018, for tiden. Jeg synes det har været et ufattelig hårdt år, hvor jeg virkelig har lært, hvilke skader anoreksien gør.

Jeg har haft en spiseforstyrrelse i flere år nu. Faktisk så mange år, at jeg ikke helt har styr hvor mange år, men noget der ligner 8 år. Den spiseforstyrrelse jeg havde i begyndelsen, den er ikke den samme som den er nu. Og den jeg kæmper med nu, er ikke magen til den der hærgede sidste år. Spiseforstyrrelsen udvikler sig, ligesom jeg selv gør.

Og i år har jeg virkelig lært, hvor meget skade Ana gør. Jeg tror ikke alvoren har sat sig så meget i mig før, som i år. Jeg har nok viftet problemerne lidt væk. Lidt ligesom når man tænker; “ det sker kun for naboen” og ikke lader sig bekymre. Realitets tjek. Jeg er så naboen.

Ana har godt nok ødelagt meget for mig. Hun har ødelagt min lever og min bugspytkirtel. Hun har smadret mit fordøjelsessystem. Hun har næsten taget mit liv. Hun har sørget for daglige smerter. Både de fysiske og psykiske. Hun har gjort mine knogler svage, i sådan grad, at jeg har fået et usædvandeligt brud, for en på min alder. Hun giver mig angst og åndedrætsbesvær. Og jeg kunne egentlig blive ved. Ana er en led dæmon.

Ana har ødelagt meget. Noget af det ugenopretteligt, og det er en kæmpe sorg. Alligevel er jeg glad for, at alvoren er gået op for mig. Sådan rigtigt. Jeg håber og krydser fingre for, at jeg fortsat kan kæmpe videre, for Ana skal ikke styre mit liv.