Det giver ro

Det skranter for mig lidt her hjemme, og jeg føler mig presset. Både min fysik og min psyke er berørt, og det er ret hårdt. I sidste uge var jeg på endokronologisk afdeling. Jeg snakkede med en sygeplejerske, bla. Om at jeg har så helt enormt ondt. Og så blev jeg vejet, og jeg har tabt mig. Jeg savner at høre fra den afdeling som står for mine maveproblematik, da jeg føler den i høj grad er blevet værre. Jeg er træt og energiforladt. Og det gør mig ked af det. Mit overskud er på nul, og jeg føler jeg intet kan. Jeg er bekymret og føler mig presset.

Som jeg har skrevet før, så søger jeg om førtidspension. Og endelig er der kommet dato på, hvornår min sag kommer for det rehabiliterende team. Det er en kæmpe lettelse , at jeg ikke længere går i uvished om, hvornår den kommer for teamet. Og så kommer den også for før jeg havde forventet. Så skal alt krydses for, at det går som jeg håber.
Det er naturligvis lidt bittersødt, for hvor fedt er det at være 24 og ønske en (midlertidig!) førtidspension. Men uanset skaber der noget ro i sindet. Nu sker der lidt!
et lille pip fra hende den trætte.