På det sidste
Flere har nu nævnt, at det er længe siden jeg har opdateret bloggen, og det er jo rigtig nok. Jeg har bare ikke følt jeg havde noget at sige, eller følt overskud til det. Og det er jo helt reelt.
I skrivende stund sidder jeg i min seng og ved faktisk stadig ikke helt, hvad jeg skal skrive om – så det bliver nok en anelse rodet, og kommer generelt bare til at handle om, hvad der er sket på det sidste.
Der er sket det, at jeg ikke længere er på smertestillende – of any kind! Og det er fandme hårdt.
Jeg har over en længere periode fået morfin præparater, som har ødelagt mit mave-tarm system, derfor gav det mening at stoppe med det smertestillende, da det ville hjælpe på min mave, som har været skyld i daglige opkastninger, forstoppelse, udspilet mave og frygtelige smerter. Alle ved, at når man har rigtig ondt i maven, så dræner det en for energi.
Her er det sure så. Det har ikke hjulpet på min mave. Jeg har stadig daglige opkastninger, smerter og udspilet mave.
Og da jeg ikke får det smertestillende, så har jeg generelt flere smerter. Det er ærlig talt ulideligt.
Jeg ville godt kunne leve med mine smerter, hvis så bare maven ville ordne sig, men niks – Nu har jeg bare mere ondt generelt og min mave er stadig et problem.
Det er ret opadbakke, og noget af det der generer mig allermest, det er faktisk hvor drænende for energi det er. Når kl. er 13, så er jeg færdig. udmattet. Det er sådan jeg knap orker at se tv.
Hvad er ellers nyt? Der er ikke sket så meget sådan sygehusmæssigt, men der er da sket andre ting.
Jeg er begyndt at gå morgenture, og jeg kan mærke det virkelig gør et eller andet for mig. Det gør min sjæl godt, at se solen står op, når grå skumfiduser (skyer) altså ikke prøver at overtage himlen. Men uanset, så gør den friske luft mig godt, og det at gå smertelindrer en smule.
Og så føler jeg mig også lidt som en del af verden, når jeg ser folk tager på arbejde og cykle i skole, haha.
Jeg har også været med min mor i sommerhus på Samsø. Tiltrængt ro, frem og hygge. I kender alle sommerhushygge. Der er en hel særlig stemning, og så er det rart ikke skulle noget. Så på den tur fik jeg tullet rundt i hyggesokker, spist frisk stegt rødspætte, købt et kæææmpe græskar og set usandsynlig dårlig TV. Men en ro vi havde brug for!
I dag har jeg været i Odense med min far, hvor jeg ufrivilligt endte i Harry Potter helvede! Hold fast en masse udklædte voksne og børn, og sikke en stemning de har skabt. Rigtig fint, og jeg blev da også lidt tryllebundet (høhø), selvom jeg ikke er det største Harry Potter fan.
Derudover spiste vi på ”Me Mothers streetfood”, som er en vietnamesiskbiks. De største anbefalinger herfra. Supper lækkert og ikke så dyrt.
Jeg har planlagt lidt indlæg den kommende tid, men dette var bare et lille kuk. I får hermed lidt stemningsbilleder fra den seneste tid.
Smuk solopgang over østerstrand.
Sommerhus på Samsø og frisk stegt rødspætte til frokost.
Me Mothers streetfood. Her ses forårsruller og vietnamesisk pandekage med rejer.
Ingen kommentarer endnu