Minder og hverdags glimmer

Minder. Minder er en finurlig ting. Jeg samler på minder.
Minder er en slags mental billedbog – eller sådan er det i hvert fald for mig. Her er det ikke Bamses billedbog, men Nanas billedbog. Minder kan være dårlig og minder kan være gode, men der er kun plads til de gode i min billedbog. Det er dem jeg samler på.

Minder om badmintonspil på camping i Frankrig og om ALTID at skyde bolden op i et træ… Mindst syv gange. Minder om, at ringe på ved min mormor og blive mødt med et ”Hej Baaaaby”, og blive klappet lidt for hårdt – men kærligt – på kinden. Jeg klukker lidt af grin, når jeg tænker tilbage på naboens hund, som blev bidt i snuden af min søsters kanin og skreg som en stukket gris. Jeg tænker tit tilbage på gode tider i min farmor og farfars båd, Spætten, hvor man fik lov at lege styrmand, tisse i en spand og fik serveret boller og rød sodavand. Jeg mindes også, at min fætter lærte mig at vende pandekager i luften, i min mormors lille køkken. Jeg har gode minder fra min farmor og farfars have, hvor der var et træhus i æbletræet og altid var fri leg – og gud, hvor har jeg lavet mange ”akrobatiske” udfoldelser på sådan en trapez med ringe, som også hang i æbletræet.
Jeg har haft mel kamp med en veninde hjemme ved min far (Hvis du læser far: UNDSKYLD! Men du opdagede det aldrig). Jeg elsker hvordan min søster og jeg har haft så mange gode stunder sammen, at jeg faktisk ikke kan vælge et. Og jeg elsker mindet om at have det røv varmt i Alsace, og så ramme den kølige pool.
Jeg har mange gode minder, og det værdsætter jeg.

MEN, for mig er minder noget man skaber igennem livet, og så vokser billedbogen, og når man engang så ved at livet er ved at være slut, så åbner man for den mentale billedbog, og glædes ved alle de minder.
Dermed ikke sagt, at man ikke kan værdsætte minder igennem livet, for det kan man, og det er jo også sådan samtale ofte opstår. Men det skal jo ikke være så altoverskyggende, at man ikke kan skabe nye minder og få nye oplevelser.
Så hvad gør man når man ikke har livskraften, overskuddet eller energien til at få nye oplevelser? Så lever man på minder. Eller det gør jeg i hvert fald. Og ærligt, så kan det være en ret trist oplevelse, at skulle finde glæde frem i datid, og meget sjælendt i nutid. Det gør ret ondt sommetider, da jeg føler jeg ikke skal have det sådan, som 22-årige. Det kan nogle gange føles som om, at livet er slut – selvom det jo ikke engang er startet.
Men mørket er en betingelse for lys, og det er umuligt at gå igennem livet uden mørke. Jeg går nok igennem mørke lige nu, men jeg skal nok finde kontakten…

Men for er det hele i dagligdagen ikke bliver surt og trist, så skal man huske hverdags glimmer! Hverdags glimmer er meget vigtigt. Det er bitte små ting, som gør hverdagen lidt bedre, og det kan, for en som mig, som er meget alene, være fuldstændig essentielt. Hverdags glimmer kan være alt. Det kan være at gøre lidt ekstra ud af morgenmaden, det kan være lige at tage 10 min pause, det kan være et kompliment eller at give et kompliment, det kan være at forkæle sig selv med en dessert på en tirsdag eller det kan være, at høre sin yndlingsang når man står op, fordi dagen bare bliver bedre. Hverdags glimmer – tak! Det tror jeg er med til at gøre en grundglad.
Det kan være svært at finde det der skide glimmer, eller det synes jeg i hvert fald, men jeg er bevidst om det og overbevist om det hjælper, så hvis du har lidt i overskud, så tager jeg gerne imod! Man kan nemlig godt sprede hverdags glimmer.

For at runde af, så vil jeg fortælle at jeg mindes da jeg var yngre, at være en fjollet pige, en spøgefuld, en der godt kunne lide at være den sjove. Det savner jeg. Jeg savner den barnlige Nana, med færre hæmninger. Men man ændrer sig jo, og også som man vokser. Så den Nana findes nok ikke længere, og så er problemet i bund og grund nok, at lære at acceptere sit ”nye” jeg. Det skal jeg i hvert fald lære.
Så jeg vil slutte af med et : træk vejret – det lander det hele og du gør det så godt.