jul?

Vi glæder os alle i denne søde juletid – eller gør vi? For hvordan er det lige når man har anoreksi, angst og diabetes?

Til en start vil jeg gerne sige, at det er ret påklageligt, at jeg ikke har opdateret bloggen det sidste lange stykke tid. Jeg har ikke haft overskud – hverken psykisk eller fysisk det sidste stykke tid, så energien har måtte prioriteres, og her faldt bloggen altså ikke under kategorien.

Jul er for de fleste forbundet med hygge, gæster, julefrokost, juletræ, æbleskiver, flæskesteg og meget, meget mere! Jul er tid til at være sammen og der er lagt op til den helt store hygge. De fleste går og tæller ned til den helt store dag, d. 24, og vi kan næsten ikke vente, og det lyder da dejligt!
For mig er det mega skræmmende!

Man skulle tro, at mit største problem ville være sukkersygen, med alle julegødterne, men det er mit mindste problem. Mit blodsukker kan styres med insulin.

Nej mit største problem er anoreksien og angsten.
Jeg føler juledagene er for meget for mit hoved – jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke har kontrol over tingene. Jeg er bange for alle menneskerne – til trods for det er familie. Jeg frygter maden. Kan jeg nu styre det?
Alt snakken, alle gaverne – ja selv alt pynten, det forvirrer mig. Jeg bliver overstimuleret og det gør mig også ekstremt grådlabil.
Jeg ved jeg ikke kan tåle, hvis jeg føler noget ikke lykkedes for mig, jeg ved jeg ikke kan tåle, hvis nogle driller mig, når jeg er ved at nå min ”limit”.
Jeg er socialt handicappet…
Jeg er så bange for ikke at leve op til forventningerne, eller gøre det godt nok – hvilket er åndssvagt, for der er ikke nogle der stiller krav, udover mig selv.
Jeg bekymrer mig om noget så dumt, som at jeg er bange for at se oppustet i mit nye (i øvrigt ret flotte) juleoutfit, og at folk så kigger på mig – og så tvivler jeg, fortjener jeg egentlig, at have så pænt tøj på, når jeg er så tynd og min mave buler sådan?
Jeg er bange. Inderligt bange. Men for hvad?