Hvis der er en ting, som jeg i hvert fald kan slå fast, så er det, at jeg er en loyal kunde. En meget loyal kunde. Finder jeg et sted at handle, hvor jeg synes kvaliteten er god og service er top, så kommer jeg tilbage. Mere end en gang!

På torvet kommer der hver onsdag en ostemand. Han kan jeg godt lide. Og kan vidst også godt lide mig. Han ved hvem jeg er, for jeg har edder sparkme tit købt ost og smør der. Faktisk så ofte at han lå som nummer 2 på min mobilepay. Faktisk så havde jeg længe en lille rutine med at gå ned på torvet hver onsdag, for at se om der var noget spændende i biksen, eller bare for hilse. Men, så blev jeg indlagt med sonden og fik så derefter et hoftebrud, så det er naturligvis lidt tid siden, at jeg bare sådan har kunne vade på torvet.

I dag var så dagen. Dagen hvor jeg – endelig – fik humpet ned på torvet. Alene vel og mærke! Jeg sætter kurs mig ostemanden, da jeg skal have noget af hans lækre hjemmekærnede smør. Jeg bliver mødt med et smil. Faktisk et meget stort smil og et “hvor er jeg glad for at se dig”. Jeg smiler naturligvis tilbage, og undskyldende siger jeg, at det også har været noget tid siden jeg har været der. Han kvittere med “jeg troede faktisk ikke jeg skulle se dig igen”. Jeg for en smule dårlig samvittighed og fortæller, at jeg har haft et hoftebrud. Jeg fornemmer han bliver lidt rørstrømsk, og jeg kommer i tanke om, at sidst jeg var nede ved ham der havde jeg faktisk sonden. “Når for den. Jeg har simpelthen været så bekymret for dig! Jeg troede godt nok… ja puh, sådan en ung pige. Jeg har faktisk spurgt flere efter dig”. Jeg smiler lidt forlegent. Det er også lidt en øjenåbner. Han slutter med et “Du har reddet min dag!”. Jeg fornemmer, at han oprigtigt har været rigtig bekymret. En mand jeg ikke kender, udover osteindkøb. Det for mig til at tænke, at måske er jeg ikke helt ligegyldig…?

Tak søde ostemand! Du har også reddet mig dag.