Overstående billede er temmelig optimistisk, og det er i øvrigt slet ikke sådan jeg har det – MEN(!), hvor er det bare vigtigt!

Jeg kæmper for at acceptere mig selv, mærke mig selv, føle hvad jeg har brug for og gøre noget for mig selv, så jeg en eller anden dag, forhåbentlig, kan elsker mig selv. Det gør jo ondt at skrive – og sandsynligvis også at læse – men jeg elsker ikke mig selv. Jeg hader mig selv. Det er grimt. Følelsen af at føle sig uvelkommen i egen krop og eget selskab, det kan være så absolut pinefuldt.
Men jeg skal acceptere mig selv, ellers når jeg aldrig til det punkt, hvor jeg hviler i mig selv. Jeg skal lære at acceptere mine fejl og mine mangler. Acceptere at jeg ikke kan være perfekt. For det kan man bare ikke. Der er altid nogen der er klogere, nogen der er smukkere, nogen der kan løbe hurtigere eller nogen der kan spise flere kager. Og sådan er livet bare.
Jeg bliver aldrig den der bliver til noget storslået, som at finde en kur mod kræft eller blive kendt for at kunne slå 28 kolbøtter, mens jeg jonglere med flammekastere – nej. Men det tror jeg heller ikke jeg bliver lykkelig af – jovist, det kunne da være meget fedt, at skabe noget storslået eller være den bedste, men der er lykken ikke gjort. Jeg er og bliver lille, ordinære og lidt halv kedelige Nana. Og det skal jeg acceptere!

Jeg skal mærke efter og finde ud af, hvad jeg har brug for. Ikke hvad andre synes jeg har brug for. Mange tror jeg ikke kan skelne mellem sygdom, ”sygdomsfølelser” og følelser. Men det kan jeg som regel godt – for jeg har altså følelser foruden min sygdom. Men jeg kæmper for at mærke dem ordenligt, men det er sgu skide svært, for det gør jo ondt.
Jeg vil hellere gemme det væk når fremmede spørger, sluge kamelen. Jeg er lidt ” skabsnordjyde”, som min mor siger.

I dag er vejret gråt og mit humør ligeså – og det virker jo egentlig meget passende. Jeg kan mærke jeg helst vil gemme mig lidt væk under dynen, for det er okay ikke at have det okay!

Jeg er per definition perfektionist. Det kan ikke diskuteres og det er ikke noget jeg ikke stolt af. Perfektionisme er ret karakteriserene for anoretikere, så det kan jo ikke ligefrem være noget chok. Som anoretiker stræber man efter noget uopnåeligt. Man prøver at skabe – det man selv synes er – kontrol i kaos, men sandheden er man skaber meget mere kaos.
Det har og mærker jeg på både min krop og på mit sind.

Jeg har skabt kaos i min krop. Min krop er ikke min ven lige nu – men jeg har heller ikke været sød ved den, så vi er i konflikt med hinanden, og skal endnu engang finde melodien. Min krop blev min fjende, da anoreksien blev min ven – og nu kæmper jeg for at det vender.
Alt det her hurlømhej med det lave kalium, det har virkelig sat mig på en prøve og fået mig til virkelig at kunne se, hvad den forfærdelige anoreksi gør ved kroppen.
På blot 7 dage har jeg fået taget lodprøver 3 gange og blevet ringet op af en læge to gange, og venter på 3 opkald.

Perfektionismen påvirker mig således, at nogle af de ting jeg finder vigtige, SKAL være perfekte – eller kan jeg blive hylet helt ud af den. F.eks. madlavning. Bliver det ikke sådan som det skulle, så kan jeg blive helt ked af det og begynde og græde.
Små ting, som punktlighed, f.eks. ikke at tabe noget og se ordenligt ud er vigtigt, og jeg kan blive hylet helt ud af den, hvis det ikke er som det skal være.
Perfektionismen for mig også til at føle mig ikke god nok, mindre værd, forkert og malplaceret.
Jeg arbejder på det, men det er svært..

Mandag betyder også et smut til Odense for at komme på psyk. Selvom det er surt at stå tidligt op, og skulle ud og køre en smålang tur, så er jeg SÅ glad for min terapi og behandler. Hun er guld værd! Selvfølgelig er det hårdt, for man rammer jo nogle ømme punkter, men det er noget jeg er glad for!

Dagens indlæg skulle i virkeligheden handler om noget andet. Den skulle handle om, at lære at nyde sit eget selskab, hvilket jeg prøver på. Så dagens indlæg skulle have handlet om det – og den udfordring jeg havde stillet mig selv, men det bliver en anden gang.
For bloggen skal være ærlig – det lovede jeg.

Mandag morgen fik jeg et opkald fra et ukendt nummer. Jeg tænkte, at det nok bare var en telefonsælger, men alligevel sagde noget i mig jeg skulle skrive og spørger hvem det var. Det var OUH ang. nogle blodprøver.
Jeg blev panisk og min mor fik lov at snakke med lægen (sidst jeg blev ringet op af en læge ang blodprøver blev jeg indlagt med en stafylokok infektion, så minderne sidder lidt i mig).
Vi har længe vidst mit kalium niveau var lidt til den lave side, men ikke sådan så der skulle gøres noget.
Men lægen kunne fortælle, at kalium niveauet var faldet mere og derfor skulle jeg tage 3-4 ekstra kalium piller og få taget blodprøver.
Jeg fik så taget blodprøver i går.

I dag bliver jeg endnu engang ringet op af lægen fra OUH. Da jeg er alene hjemme taler jeg selv med ham. Mit kalium niveau er stadig meget lavt. Faktisk ligger jeg lige på nippet til det man kalder ”risiko zonen”, hvor man bliver indlagt og får kalium via drop. Så lavt kalium er meget skidt for kroppen og når man ender helt i ”risiko zonen”, er man i risiko for hjerterytmeforstyrrelser og hjertestop. At have lavt (eller højt) kalium niveau har betydning for, at kroppens celler kan fungere som de skal.
Så nu skal jeg tage 5 ekstra kalium tabletter om dagen og få taget blodprøver mandag, og så må jeg tage den derfra.

Min dag i dag er naturligvis påvirket af dette, og mit humør er alvorligt påvirket… sikke en øv dag.

Indlægget blev skrevet i går (Fredag 20. januar)

Jeg lå forleden morgen og tænkte. Jeg tænkte på bloggen og lidt om hele sandheden. Altså hele sandheden om min spiseforstyrrelse og angst, og hvad den har fået mig til, og ind i mellem stadig får mig til. Jeg har delt en masse, bevares, men denne blog. Min blog – den skal være hudløs ærlig, hvor grænseoverskridende det end måtte være.
For mig handler det nemlig om, at være et eksemplar (ikke noget pragteksemplar!!) på, hvad psykisk sygdom kan gøre ved én.

Så da jeg lå den morgen. Og tænkte. Der gik det op for mig, at jeg egentlig har gjort massere af ting – som især spiseforstyrrelsen har fået mig til – som jeg aldrig har fortalt til andre.
Nu har jeg åbnet lidt mere op for min mor, men jeg mener at der bare skal åbnes op – for hvad hjælper det, at gemme på det?

Én af de mest skræmmende ting, min anoreksi har fået mig til, er noget så tosset som, at bade i mørke. Er det ikke skørt? Jeg skammede (Og skammer mig stadig) mig så meget over min krop, at jeg ikke selv kunne tåle synet af den. Så bad foregik med slukket lys, når det var mørkt, men inden aftensmad. Håndklædet skulle rundt om den afpillede krop, inden jeg kunne få et glimt af mig selv i spejlet.
Bad foregår ikke længere i mørke – bare rolig, men det er altid ubehageligt, at kigge på mig selv i spejlet. Jeg vil helst undgå det, men det er jo ikke til nytte, og rykker intet. Jeg SKAL stoppe med at ” bodyshame” mig selv.

Og når vi nu er ved bad, så har anoreksi tvunget mig til at gå i bad flere gange dagligt. Jeg har engang været i bad 4 gange på en dag, fordi anoreksien får mig til, at føle mig ulækker og beskidt. Sådan føler jeg det stadig, men jeg går ikke i bad 4 gange dagligt mere – det er lige ekstremt nok!

Angsten – åhh – den får mig til at miste kontrol – eller i hvertfald følelsen af manglende kontrol, og det kan jeg virkelig bare ikke lide. Selv de mest simple dagligdags ting kan og har den fået mig til at undgå. Undgå opkald. Kan ikke tage tog eller bus selv. Handle alene.
Det er faktisk først her for nyligt, at jeg kan gå i fakta selv – hvilket jeg i øvrigt er rigtig stolt af! – men det er stadig en ubehagelig oplevelser og det hele snurrer.

Angsten stoppede mig for, at tage med min mor og søster til England sommeren 2015. Jeg var kommet igennem security og ventede på gaten åbnede – men jeg kunne ikke. Jeg måtte følges ud af personale og hentes af min far i lufthavnen.

Anoreksien har fået mig til at stå og læse ernærings deklarationer slavisk. Jeg kunne ikke spise noget uden, at vide præcis hvad der var i og hvilket antal kalorier der var i – sådan er det HELDIGVIS ikke længere. Faktisk vil jeg helst undgå, at kigge på næringsindholdet.

Sundhed kan man nemlig ikke gøre op i kalorier. Sådan hænger det altså ikke sammen – og det lærer jeg mig selv. Men det er sgu svært når man lever i en verden der tror at kalorier er usunde og at kulhydrater er skabt af djævlen. Anoreksien har tidligere fået mig til at tro, at kulhydrater var noget man skulle holde sig fra, men det er jo noget pjat. Jeg har erfaret, at kulhydrater giver mig massere af energi, og ærligt, så er livet fandme for kort til at bekymre sig om der er ris til aftensmad. Bare kulhydratpolitet nu ikke kommer og anholder mig. #FarligeKulhydraterPasPå
Anoreksien har generelt fået mig til, at sluge alle kostråd og sundhedstrends fra ”eksperter”, og jeg gør det jo nok stadig.

” Well i didn’t drop it on the ground, so that counts as clean eating, right?”

Men det er fandme også svært ikke, at suge det til sig, når det er over alt og man har en ret let påvirkelig hjerne.
Tag nu bare sådan noget som clean eating, altså ren mad (Mad uden tilsætningsstoffer, e-numre og andre ingredienser med mærkelige navne man ikke kan udtale). Min anoreksi fik mit til at tro, at mad med en lang ingrediens liste og underlige navne var farlige, men:

I think I made my point! 

De fleste af os kender følelserne angst og frygt – og vi genkender det alle, som ret ubehagelige følelser. Angst er helt naturligt, og faktisk er angst vores ven, hvor underligt det måske lyder. Angst forhindrer os i at tage unødvendige risici og den hjælper os med at reagere på noget farligt.
Men angst kan blive sygeligt, og man reagere ude af proportion med den egentlige fare.

Angst er en pudsig størrelse, faktisk vil jeg sige angst er mange størrelser og former, for angst er ikke én ting. Der finder forskellige angst diagnoser – jeg har tre. Psykiatrifonden har lavet nogle ret fine forklaringer på de forskellige diagnoser, og jeg vil tage lidt uddrag fra de tre diagnoser jeg har, samt fortælle lidt selv.

Socialfobi: ”De fleste af os kender til at være bange for et eller andet. For at flyve, gå til tandlægen, for slanger, hunde eller højder. Men for nogle mennesker er angsten meget voldsom. Angsten fører til, at man så vidt muligt undgår visse situationer eller ting. Når frygten er ude af proportioner med den reelle fare og har konsekvenser for evnen til at fungere i hverdagen, er der tale om en fobi” – psykiatrifonden.

Jeg har socialfobi, jeg undgår ofte situationer, hvor der er mange mennesker. 

”Socialfobi optræder i situationer, hvor man er sammen med andre mennesker og frygter, at de skal tænke dårligt om én, eller at man kommer til at opføre sig pinligt. Vedvarende social fobi er ofte forbundet med lav selvagtelse og frygt for kritik.” – Psykiatrifonden.

Jeg undgår ofte sociale arrangementer, fordi jeg frygter hvad andre tænker og synes om mig. Jeg frygter kritik i høj grad, og er bange for ikke at gøre tingene godt nok. Jeg frygter ofte, at få et angstanfald i andres selskab, og vil derfor hellere undgå andres selskab, og dermed også undgå et ubehageligt anfald. Altså en frygt for frygten. 

”Mennesker med socialangst har svært ved at sige noget i andres påhør, skrive i andres påsyn eller spise sammen med andre. De undgår Fx at spise frokost med kollegaerne på jobbet og er tilbøjelige til at holde sig til sig selv.”- psykiatrifonden.

Symptomer: Hjertebanken, svimmelhed, frygt for at dø, rysten, ledsages ofte af symptomer på depression.

Panikangst:
” Ved panikangst optræder angsten pludseligt, og oftest uden man kan pege på en egentlig årsag. Anfaldende er voldsomme og fysiske, og mange der oplever det første gang, tror derfor at der er noget fysisk galt, som fx hjerteproblemer. Et anfald kan føles som et pludseligt sammenbrud af krop og tanker.” – Psykiatrifonden.

Jeg har panikangst og jeg har været på skadestuen 3 gange, samt været på hjerteafdelingen på Kolding sygehus pga. paniske anfald, hvor jeg tror der er noget galt med mit hjerte. Jeg bliver frygtelig bange for at dø. Jeg har hver gang blevet mødt med søde, forstående mennesker, der har taget de prøver de skulle. EKG, blodprøver, røngten, blodtryk, lyttet, overvågning af hjertet. Mit hjerte har aldrig fejlet noget. Det eneste der har været var en meget høj puls og mælkesyre tal så høje, som havde jeg dyrket hård motion. Jeg har også været på psykiatrisk skadestue pga. panikangsten, der fik jeg beroligende piller…

”Man oplever en voldsom frygt for, hvad der skal ske med én, om man skal dø eller om man er ved at blive pludselig sindssyg. Angstanfaldende er oftest ovre i løbet af få minutter, men man vil sædvandligvis føle sig rystet og nervøs efterfølgende.” – Psykiatrifonden.

Efter et panikanfald er jeg helt vildt udmattet, og jeg kan næsten ikke huske hvad der lige skete.

”Fordi anfaldet er så skræmmende og ubehageligt, udvikler der sig hurtigt en frygt for nye anfald, en såkaldt forventningsangst. Forventningsangsten er særligt forbundet med de situationer, hvor man før har fået et anfald. Frygten for et nyt anfald kan med tiden blive nok til at udløse anfaldet.” – Psykiatrifonden.

Symptomer: Opstår uventet, hjertebanken, trykken for brystet, kvælningsfornemmelse, følelse af uvirkelighed, svimmelhed, kvalme, frygt for at dø… Mange flere

”Patienter der kun oplever et enkelt eller få panikanfald diagnosticeres ikke med diagnosen panikangst. ” – psykiatrifonden.

Generaliseret angst:”Generaliseret angst er karakteriseret ved at være tilstede stort set hele tiden som en grundlæggende følelse af uro eller ængstelse.” – psykiatrifonden.

Generaliseret angst blev jeg diagnosticeret med får et par år siden. Mit møde med den type angst har nok været den værste. En konstant uro eller bekymring som man ikke kan flygte fra. Selvom panikangst er meget voldsommere, så går det altid over efter kort tid, og socialfobi kan jeg ”flygte” fra.

”Angsten siges at være ”fritflydende”, dvs. den ikke angår noget specifikt. Den manifesterer sig dog ofte i bekymringer, og tidligere kaldte man derfor generaliseret angst for bekymringsangst. Bekymringerne kan angår mange ting, fx. dagligdags gøremål, arbejde, økonomi, helbred, mulige ulykker, osv., og kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i bevidstheden. ” –  Psykiatrifonden.

Mine bekymringer omhandler ofte helbred, om min familie er okay, om jeg kan magte dagen, hvad folk tænker og meget andet.

”Den grundlæggende angstfølelse kan give et stort behov for kontrol, og det kan derfor være svært at håndtere, når der opstår problemer eller uafklaret situationer.” –  Psykiatrifonden.

Symptomer: påvirket koncentrationsevne, søvnbesvær, muskelspændinger, anspændt, nedsat evne til at fungere i hverdagen, rysten, uro, nervøsitet, hjertebanken, trykken for brystet, svimmel, sveden, forvirring.

Jeg får noget der hedder setralin for bla. min angst. Setralin er et anti-depressiv. Jeg er glad for, at jeg får disse piller, da de har gjort at jeg ikke får panikanfald så ofte. Desværre har det ikke hjulpet ret meget på min generaliseret angst eller min socialfobi. Men jeg ved at når jeg engang er parat, så er der gode terapeutiske behandlinger, som har god effekt. 
Det var lidt om de tre typer angst, som jeg har, men der findes flere typer. Mange mennesker har angst, og det skal der sættes mere fokus på. Hvis du vil læse mere kan du gå ind på psykiatrifondens hjemmeside.