Overstående billeder ligner mest af alt mordscenen fra en dårlig og forudsigelig krimi, men det er egentlig bare dagens resultat af mig, der skulle lave en frokost.

Det er efterhånden blev en slags tradition, at jeg skal komme til skade med et af mine ben, en gang årligt. Først hofte-lårbensbrud, året efter væltede der 50-75 1,5 L cola ned over min venstre læg, og det er først nu, at bulen er ved at være væk. Og i dag måtte den højre læg så udsættes for, hvad man bedst kan kalde en flyvende kniv. En køkkenkniv, vel og mærke.
Det gode ved at være så uheldig som jeg er, det er at der altid er lidt indhold til bloggen, og det skal man selvfølgelig ikke kimse af.

Når, men det der skete var, at jeg skulle kreere mig lidt frokost. Nærmere betegnet en sandwich. på bordet ligger den relativt store køkkenkniv, som jeg har skåret salat med. Jeg ved ikke hvad jeg nøjagtig gør, men jeg får møffet kniven ud til kanten af køkkenbordet, og den vælger så en flyvetur ned mod gulvet. Jeg springer til side, og jeg tror egentlig at jeg har undgået kniven, som en anden ninja. Men efter et kig mod syd, ser jeg en del blod, og ja, kniven fik mig. Jeg kigger på mit ben, og på højre læg er der en ret dyb flænge, som gaber. Jeg kan se kødet, og lad mig sige, at jeg ikke plejer at være sart, men jeg fik det skidt. Jeg ringer panisk til min mor, som med det samme bestiller tid på skadestuen.

1 stivkrampe og 7 sting senere kan jeg gå fra skadestuen i Kolding med verdens mest nederen ”komme til skade” historie – igen! Til gengæld fik jeg at vide at jeg har en rigtig fin hud, hvilket jeg blev underligt stolt over. Men man må jo tage sine komplimenter, hvor man kan. Men alt er fint, og det gør helt ærligt ikke specielt ondt.

ADVARSEL: jeg ligger billeder op af såret, så hvis du er sart, så skal du nok ikke lige kigge 🙂

Jeg føler mig på mange måder som et tal. Eller faktisk mange tal. Og jeg hader matematik, og er i øvrigt også mega dårlig til det! Med mindre der kommer til at regne kalorier ud, for så er jeg freaking Stephen Hawking, som kan løse de vildeste formler. Det er en bivirkning af at have en spiseforstyrrelse. Så ved man pludselig hvor mange kalorier der er i spidsen af en banan. Tal.

Men jeg føler mig som et tal. Jeg bliver målt og vejet i tal. BMI. Levertal, nyretal, væsketal. Blodsukker, ketontal og langtidsblodsukker. En skala fra 1 – 10 hvor ondt har du? Hvilket årstal fik du dit og dat? Dødelighed i procenter. Hvor mange gram kulhydrat? Tal, tal og tal. Blodtryk og puls. I tal. Jeg føler mig som et tal. Og jeg føler mig set som et tal, og ikke et menneske.
Jeg føler at min livssituation jævnligt bliver vurderet af andre, på baggrund af tal. Eller det er vel egentlig ikke noget jeg føler, for den bliver vurderet på baggrund af tal. Og det kan føles uendelig hårdt, særligt fordi jeg synes der er andre faktorer der spiller ind.

Jeg føler det er så urimeligt. Især fordi jeg stadig ikke har fået løsningen. Jeg føler mig som den vildeste ligning, som end ikke er blevet løst. Og når de kloge hoveder når et lille stykke i min livsligning, så dukker der endnu en ukendt op.
Jeg er på mange måder en XY akse, hvor X er alder, som stiger. Og Y er fremskridt, som står stille. Min XY akse er alt andet en lineær.

Jeg hader matematik. Og jeg hader tal. Og derfor kan det indimellem føltes som et meget langt mareridt, af en matematik leksion. SUK.

Så er jeg kommet hjem efter en indlæggelse på OUH, og i guder hvor er jeg træt og skvadret. Helt ærligt, så synes jeg det har føltes en anelse meningsløst at være indlagt i tre dage, da deres konklusion var den samme som sidst. Jeg optager ikke næring særlig godt, og især fedt har jeg svært ved at optage. Min bugspytkirtel kan ikke danne de enzymer der skal til. Men de undersøgelser de skulle lave og de observationer de skulle gøre, de tog altså 3 dage, og så blev jeg da heldigvis sluppet fri. Denne gang har de dog lagt planer om nogle ambulante undersøgelser, så lidt sker der da. Jeg skal have lavet endnu en kikkertundersøgelse. Denne gang for at få noget væske fra min tyndtarm. Og så skal jeg have lavet en fibroscanning af leveren, og hvad det nøjagtig er, det aner jeg simpelthen ikke.
Så alt det der gik i stå under corona nedlukning, det kommer der da lidt opstart på igen.

Anoreksi er på så mange måder en led og frygtelig satan. Den narrer mig, og jeg skal være på vagt, for Ana står klar rundt om næste hjørne til lige at snuppe mig i et svagt øjeblik. Og så kan Ana få mig til at gøre stupide ting og onde ting mod mig selv. Hun kan bilde mig ind, at jeg ikke er det mindste syg. At det er noget pjat. Alt det til trods for smerter, indlæggelser osv.
Anoreksi har gjort, at jeg har udviklet kronisk pancreatitis, som gør at min bugspytkirtel ikke producere enzymer. Det gør jeg ikke optager mad korrekt, det medfører opkast, mavesmerter og så meget andet. Ana har også gjort jeg har udviklet steatohepatitis. Eller fedtlever. Det synes jeg simpelthen er så flovt, og det er helt sikkert anoreksien der fortæller mig at det er det. Jeg har ikke fedtlever pga. overvægt, som det ellers ofte skyldes, hvor løsningen kan være et vægttab. Nej jeg har det pga spiseforstyrrelse, og en forstyrret ernæring, og her ville et vægttab være potentielt dødeligt. Det betyder mine levertal er meget høje, og min lever meget forstørret, og at der er dannet fedt rundt om leveren (og lidt arvæv), som kan blive til mere arvæv, og til sidst blive til skrumpelever, og det er jeg bare alt, alt for ung til. Og derfor skal jeg have lavet denne fibroscanning. Det er i øvrigt også derfor, at jeg har fået lavet intet mindre end 3 (!!) leverbiopsier.
Spiseforstyrrelsen har givet så mange senfølger og gener, og jeg håber ikke der er nogle derude, som får de samme ting at slås med, for det er bare ikke for sjov. Knogleskørhed, ernæringsproblemer, angst. Listen er lang.

Så nogle gange tænker jeg, at det egentlig er godt for mig at blive indlagt eller komme på sygehuset, for så bliver jeg konfronteret med sygdom og alvoren, og det giver ind i mellem et lille kick til at kigge min værste dæmon i øjnene, og give Ana en stor, fed fuckfinger.

Egentlig så er jeg begyndt at skrive dette blogindlæg, uden egentlig at have en plan. Uden at have noget på hjertet, samtidig med at have, alt for meget på hjertet.
Jeg synes, at jeg er et rigtig dumt sted for tiden. Sådan et rigtig træls sted, hvor det føltes noget nær umuligt at komme videre. Jeg føler lidt anoreksien har et godt greb i mig disse dage, og angsten ligeså. Den anden dag tog jeg mig i at sidde ude foran Føtex, fordi jeg ikke turde gå ind. Noget jeg ellers gør dagligt. Det gør jeg i grunden for, at opretholde noget struktur, og tvinge mig selv ud.
Men der sad jeg så. Ude foran Føtex, og skulle samle mod til mig. Jeg fik ordnet Føtex – så at sige -, men det var bestemt ikke uden hjertebanken og koldsved.
Og apropos at tvinge sig selv ud, så har jeg virkelig lyst til at isolere mig lige for tiden. Bare gemme mig væk. Jeg føler mig så uværdig, ulækker og trist. Men jeg ved også godt, at det ikke går. For så ender jeg med, at trække mig selv længere ned i et sort hul, og så er det endnu sværere at rejse sig.
Det er virkelig svært at pege på en ting der gør, at alting føles gråt og svært, for i virkeligheden er det nok en blanding af rigtig mange ting. Mave, diabetes, spisning, angst, følelsen af at være uvelkommen i egen krop og så meget andet. Jeg føler det har knækket mig lidt.
Okay meget.
Jeg føler mig som en ubuden gæst i min egen krop, og jeg har slet ikke lyst til at være i den. Hovedet, tankerne og følelserne kan jeg ikke flygte fra, men jeg vil virkelig gerne kunne acceptere dem for hvad de er. Tankerne er ikke farlige, jeg skal bare kunne give slip på dem og lære, at de blot er tanker, og ikke sandhed. Følelser er vel i bund og grund også kun et problem, hvis ikke vi kan rumme dem. Rumme og acceptere dem. Acceptere at de er der, og ikke nødvendigvis skal fikses, og at de ikke er forkerte. Ingen følelser er forkerte, der er bare nogle følelser der er rarere end andre. Men at acceptere at de er der, og huske at intet er for evigt.
Men det er lettere sagt – eller skrevet – end gjort.
Jeg lider nok også lidt af sammenligningsmisundelse, og den gør det enormt svært at acceptere at være 25 år. kronisk syg og førtidspensionist, når jævnaldrende har uddannelse, nogle er ved at stifte familie, og ser dejlige, friske og glade ud. Det kan jeg sagtens unde andre, men det nager mig, at jeg ikke er der. Og nok ikke ender der. Det er en følelse, og den skal jeg acceptere. For ellers kan livet blive ulideligt langt. Så jeg øver mig.

Jeg vil nemlig så mega gerne være mayonnaisen på min egen æggemad, plottet i min egen historie, osten på min pizza og så videre… Jeg vil lære, at min værdi ikke er afhængig af andres mening om mig. Jeg vil lære at acceptere følelser, tanker og mig selv. Skifte fokus, men også tillade mig selv de øv – dage der medfølger mit sind og krop. Og så drysse lidt ekstra hverdagsglimmer udover de dage.
Jeg øver mig.
Livet er hele tiden i forandring. Intet er for evigt. Så nyd det gode når det er der. Accepter det dårlige, og huske det forsvinder igen.
Jeg øver mig.