Sidste sommer var jeg i Alsace med min mor. Vi boede i et mobilehome oppe i nogle bjerge. Mobildata var en by i Rusland og Wifi virkede heller ikke. Det tvang os til at ligge telefonen væk og være sammen. Rent faktisk være sammen, snakke sammen og mærke efter.
Da jeg kom hjem igen, var det virkelig som om, jeg var blevet født på ny. Jeg havde fornyet energi og var oprigtig glad.
Den følelse er længe væk, og det har undret mig? Men jeg tror da i høj grad, at det ikke at blive bombarderet med Facebook opdateringer, kigge på perfekte billeder på Instagram og have travlt med telefonen, og i stedet for rent faktisk at være til stede har en enorm betydning, og har spillet en kæmpe rolle under min ferie.

Vi lever i en glansbillede verden. Vi skal skal se og være perfekte. Vi er blevet 12-tals mennesker, og vi hungrer efter at være den bedste. At få et 7 – tal i skolen er pinligt og jeg har sågar hørt folk sige ”Jeg fik kun 10”. Er det ikke vildt? Der er et kæmpe pres på os, og vi må ikke længere være ordinære – og at være dårlig til noget, det er jo helt uhørt – det ties i hvert fald.
Men faktum er, at det ideal vi skal leve op til i dag, det er totalt urealistisk. Vi skal være fitte, flotte og fantastiske.

De sociale medier spiller en kæmpe rolle. Vi har skide travlt med at poste smukke billeder og opdateringer, selvom virkeligheden er noget helt andet. Vi dyrker et glansbillede. Og vi er nok pressede til det, for ellers får vi ikke likes, og hvem vil ikke gerne have det ? Så er man jo vellidt og populær, ikke? Men hvem har bestemt at ”likes” betyder noget. Ingen. Og det gør de ikke.
Bevares jeg ligger selv flotte, smukke billeder på Instagram. Jeg vil gerne have masser af likes – og i virkeligheden så handler det jo nok om, at min verden er pisse kaotisk, og jeg har en meget lille omgangskreds. Så kan jeg lægge et flot billede op og få likes, for så bliver jeg anerkendt. Men det er jo ikke sandheden, det er et skuespil. Jeg gør det for, at være lidt med i verden, når jeg jo nu er i min egen lille osteklokke.
Men det er et skuespil, vi alle spiller. Formentlig af forskellige grunde, men det gør, at vi ikke mærker længere.

Man kan jo gå forbi folk på caféer, der sidder med hver deres telefon. Sikkert travle med at forevige det ”dejlige” øjeblik, formentlig med hashtagget #nærvær. Jeg undrer mig over om de overhovedet lægger mærke til, om kaffen er varm, eller blevet kold. Lægger de mærke til, om den anden er glad, ked af det? Om de selv er glade.
Det samme er gældende for ferie fotos. Der ligger så mange billeder af folks barer fødder på hvidt sand og igen undrer jeg mig egentlig lidt over, om de mærker sandet. Mærker varmen og glæden ved at være på ferie?

De fleste ser efterhånden hele verden gennem deres telefon – og så kommer vi til at dyrke idealet, fordi vi hele tiden bliver bombarderet med glansbilleder, og jeg tror det gør, at vi glemmer at mærke og føle – og så bliver vi de der tanke mennesker.

Det gør mig ked af det, for jeg gør det selv. Det gør mig også ked af det, fordi det påvirker mig – jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg bliver aldrig glansbilledet i virkeligheden, og det skal jeg heller ikke være, men det er svært for mig at acceptere, at virkeligheden er sådan. Jeg tror på, at man får langt mere ro og glæde, når man smider idealet væk og er sit eget ideal! Og det skal jeg lære.
Og heldigvis skal jeg til Alsace igen til sommer, og der bliver telefonen også lagt mere væk.

Jeg har fået en mentor. En jeg hver fredag skal mødes med en time og lave ”et eller andet”. Jeg har været på venteliste i 3/4 år, og jeg mødte ham, ganske kort, for tre uger siden, da jeg var nede hos min sagsbehandler.
Vi aftalte at gå en tur ved den første ”mentor-time”.

Jeg skulle så mødes med ham i fredags. Jeg var mildest talt ret nervøs. Nervøs for at det blev akavet. Nervøs for det blev påtaget. Nervøs for at skulle snakke med en vildt fremmede mand.
Vi gik op på volden, satte os på en bænk med udsigt over stranden, i det skønneste vejr – og det gik hurtigt op for mig, at ovenstående nervøsitet var uden grund.

Han fortalte mig, at når han møder nye unge, som han skal være mentor for, så er det første, han ligger mærker til deres ”hjerte”. Det lyder måske sært, og selvfølgelig står han ikke og kigger ind i en åben brystkasse, men jeg tror godt I forstår, hvad jeg mener.
Så sagde han til mig, at det første han lagde mærke til ved mig, den dag på sagsbehandlerens kontor, var et godt menneske, et sødt menneske og en velmenende person. I drømmer ikke om, hvor længe jeg kan leve højt på sådan et kompliment – Eller faktisk var det ikke et kompliment, men noget han havde mærket og følt. Faktisk så kaldte han mig unik – unik i forhold til den verden vi lever i og de mennesker, der lever i den. Åh jeg blev rørt.

Problemet med at være sådan, og samtidig være en sensitiv og følsom pige, som jeg er, er at det i den verden vi lever i, i dag gør en utrolig sårbar og så er man i risiko for at få ondt i psyken. Ondt i sindet.

Min mentor kalder det moderne menneske for et ”tanke-menneske”. Vi tænker mere, end vi mærker efter i sjælen. Vi tror, det vi tænker er sandt, men tanker er ikke sande. Tanker er ikke noget vi er, tanker det er noget vi har. Men det glemmer vi i vores hektiske hverdag. Vi glemmer at skille sind og sjæl ad.

Vi bor også i et samfund der er enormt dømmende på udseende. Det er vigtigere, at have en kæreste der er toplækker med en fed social status, end en der er oprigtig og ydmyg – og ja et godt menneske?
Vi dømmer på udseende, men det fortæller jo intet om personen? Intet. Det er jo ærlig talt slet ikke vigtigt, hvordan vedkommende ser ud, det er da langt vigtigere, at personen er god, velmenende og venlig.

Hvad er det første du tænker, når du ser en kæmpe fyr med tatoveringer med en kæmpe hund? Nok ikke noget særligt positivt, men han kunne jo være det mest godhjertede menneske og hunden god som dagen er lang.

Jeg har i så lang tid – ja og gør det stadig – gået op i hvad folk tænker. Jeg frygter det. Hvad nu hvis de synes, jeg er tyk? grim? dum? Og jeg tænker min anoreksi også har lidt bund her. Jeg har tabt mig i et forsøg på at ”forsvinde”, blive mindre synlig – det sjove er bare, at jo tyndere man bliver, jo mere synlig bliver man.

Jeg ville da ønske, at jeg kunne være ligeglad, men det kan jeg ikke. Mit hoved er fyldt med tanker, uro og det giver mig nogle problemer. Man kan ikke fjerne tanker, men jeg kan øve mig på, at se tanker som skyer der driver. De kommer og de forsvinder igen.

Puh, sikke en hektisk uge! Den har helt taget pusten fra mig, og jeg tillader mig derfor at være doven og mega-super-duper træt denne søndag.

Ugen startede temmelig rutinemæssigt mandag, med en tur til terapi i Odense. Det var en hård samtale, der satte nogle tanker igang – dermed ikke sagt den ikke var god og brugbar, for det var den. Derefter en tur op og få taget blodprøver på Fredericia Sygehus (Kan man overhovedet sige det længere?)

Tirsdag gik turen på OUH til vejning og sygeplejerske. Mit D-vitamin var steget til 12, hvilket stadig er ret langt fra de min. 50, men det går da fremad. Jeg snakkede lidt med sygeplejersken om, at jeg har haft urimeligt ondt i maven de sidste par uge, samt min mave er totalt udspilet og spændt. Hun synes jeg skulle tage til egen læge, da det godt kunne være tarmslyng.
Jeg fik tid ved min egen læge om eftermiddagen, hun mente (heldigvis) ikke det var tarmslyng, da hun kunne høre bevægelse. Alligevel synes hun jeg skulle en tur på akut afdelingen i Kolding – og så gik turen mod Kolding.
Jeg ankom ca. kl 16, og fik taget blodprøver, temperatur (havde lidt feber), blodtryk osv. De ville holde mig fastende, hvis nu der skulle opereres. Det skal lige siges jeg sidst havde spist og drukket kl. 12.
Jeg blev mega ked af det, ikke fordi jeg ikke kan holde til ikke at spise (det værste er væske), men fordi hele min daglige rytme blev ændret, og jeg kan ikke så godt klare uforudsigligheder og har det bedst med struktur.
Efter nogle timers ventetid kom en læge, som mente jeg skulle scannes, men han skulle lige have svar på de sidste blodprøver. Et par timer senere kom han tilbage, og synes jeg skulle scannes dagen efter og dermed blive og sove.
Da jeg har angst og ikke rigtig kunne overskue den situation, fik jeg lov at sove hjemme, så længe jeg mødte op kl. 8 om morgenen.
Vi kørte hjem og vi fik aftensmad kl. ca 10… Aldrig har burger king smagt så godt.

Jeg møder op kl. 8 næste morgen, til en uvidende sygeplejerske, men hun finder dog ud af, at den er god nok. Jeg får at vide at jeg skal gå i venteværelset, og når ja, så skal jeg i øvrigt faste igen.
Scanningen blev aldrig til noget da der var problemer med henvisningen, og jeg fik derfor taget røntgen. Jeg blev så ”løsladt” kl. ca 13.30, med medicin på lommen, og en rumlende mave.
fra da jeg ankom der gik der 3 timer(!!) før det overhovedet kom en og sagde noget til mig. Hold op de havde travlt.

Nu forsøger jeg mig med den her medicin, men jeg er godt nok træt og udkørt. At maven gør ondt er bare så hæmmende. Det har også gjort jeg har ondt i ryggen og kaster op. Øv. Kryds fingre for mig og medicinen virker!

God søndag.

• Jeg bruger for mange penge på mad
• Jeg er super klodset
• Jeg siger nogle gange bare de ting jeg tænker, hvilket andre mistolker som om jeg er sjov.
• Jeg spiser ALT for meget agurk, og det kan min mor skrive under på.
• Jeg er fyldt med kreative idéer, specielt når jeg er i søstrene grenes, det sker ligesom bare aldrig…
• Jeg går i øvrigt meget i søstrene grenes, uden at købe noget altså – eller jo, måske fire piberensere og en pakke servietter med enhjørninger på.
• Jeg står aaaalt for tidligt op.
• Jeg hader fugle – ISÆR måger. Ja, det har jeg skrevet om før, men jeg hader dem virkelig. Faktisk har jeg udviklet en form for måge-o-forbi, og jeg har faktisk engang stået 100 meter hjemmefra og ikke turde gå hjem, da der var mange måger. Ja… Så måtte jeg jo ringe helt hysterisk til min mor. Ikke at jeg ved hvad det skulle hjælpe.
• Til trods for måge-o-fobien, ja så har jeg en ting med, at sende de latterligste mågejokes – specielt til min mor.
• Jeg bliver mega hurtig rastløs.

Nej, det finder du som læser, nok ikke specielt spændende – og det er det egentlig heller ikke. Det er totalt ligegyldige informationer om mig. Hvem jeg er.
Men bær over med mig, jeg har en pointe med disse unyttige facts. De facts er noget af mig. Noget af hvem jeg er.
For noget er gået op for mig, noget jeg har snakket om med min behandler om.
Jeg er ikke anoretiker, jeg er ikke diabetiker, jeg er ikke angst – jeg er ikke min sygdom, jeg har dem!
Så selvom min blog og mit liv drejer sig om sygdom – og det egentlig er alt overskyggende lige nu – så er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg er så meget mere og så meget andet. I virkeligheden er det nok ikke andre jeg skal understrege det overfor, men nok mig selv jeg skal overbevise, men i får den altså lige med.

Lige nu ligger landet bare sådan, at tingene er nødsaget til at dreje sig om sygdom, fordi jeg er i den situation, som jeg nu er i.
Men jeg vil ikke være ”hende anoretikeren” eller ”hende den syge”. Mine diagnoser skal ikke definere mig – nej så vil jeg hellere være ”hende med de dårlige mågejokes”.
Og med det som de sidste ord:

Der findes tusinde – nok millioner af memes om mandage. Ergo alle må hade mandage. Dette er så faktisk ikke sandt, og det er jeg levende bevis på, for jeg kan normalt egentlig meget godt lide mandage. Faktisk cirka ligeså godt, som jeg kan lide tirsdage og onsdage.
Men lige i dag, der kan jeg virkelig ikke lide mandag!
Og det er egentlig lidt unfair over mandag, for det har egentlig ikke noget med mandag at gøre som sådan.

Det er står sådan til, at jeg i dag har ketoner i blodet (En farlig tilstand for diabetikere), og derfor var nødsaget til at aflyse min aftale i terapi. Min terapi er altid en mandag, men det er jo ikke mandags skyld, at vi har valgt at tilrettelægge det sådan. Og oven i det, så har jeg også lidt feber denne mandag.
Så i virkeligeden er det synd for mandag, men lige i dag. Netop i dag, hader jeg mandag så meget, at jeg har lyst til at slå mandag lige der, hvor det gør allermest ondt.
Nu er det jo sådan, at man ikke kan slå mandag. For mandag er jo egentlig ikke andet end et ord. Et navn for en dag. Og det er svært at slå dage, da de jo er…. dage.
Men jeg kan være sur på mandag, og træt af mandag. Dumme mandag – altså. I dag hader jeg mandage!
Men mandag, jeg lover at holde af dig næste mandag – og i morgen er du sikkert også tilgivet!