Jeg sad og så chernobyl, da en tanke slog mig. Gad vide om, der om 15 – 20 år, bliver lavet en serie der hedder “da verden lukkede ned” eller “covid-19”…

verden er vendt på hovedet. Vi er inde i en ret alvorlig krise. Verdenen er ikke som den vi kender. Og alligvel føles det totalt urealistisk, at der florere noget, som potentielt er en dræber, når man kigger ud, og solen skinner. Men det er også rart, for så er noget som det plejer. Noget har ikke ændret sig. Eller, det er selvfølgelig underligt solen skinner, og det ikke regner? Men det kan vi nok ikke give covid-19 skylden.

Jeg er meget ængstelig, og har et behov for at folk omkring mig forholder sig optimistiske. Jeg kan slet ikke overskue sort syn. For der er hele tiden brænde til mit “angst-bål”. På tv, på de sociale medier, samtaler. Det er overalt. Jeg har sådan et behov for at flygte fra det, men det eneste jeg kan, det er at slukke fjernsynet. Så det gør jeg. Mentalpause.
Min mor arbejder stadig, da hun varetager en kritisk funktion. Som man siger. Og det gør, at nogle af mine dage er, som de plejer. Stå op, morgenmad, hun tager på arbejder, gåtur og frokost, hun kommer hjem igen, aftensmad, sove og så forfra.
Og ved i hvad? Det er så rart. Det sætter en dæmper på den angst der brænder i mig. Det virker som en lille vandslange. Anoreksien jubler til gengæld ikke over lockdown. Hun bryder sig ikke om andre sætter dagsordenen. Ikke engang sundhedsmyndighederne. Men det skal hun ikke blande sig i, så hun får kamp til stregen og jeg retter ind. Alt dette, giver anledning til virkelig at sparke Anas røv. Ja… der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Jeg har trykken for brystet og hjertebanken. Det er svært at få luft. Og jeg føler mig svimmel. Det er min sygdomsangst, som i den grad får næring, i disse corona tider.

Danmark er lukket ned, for vi er også ramt af covid-19. Og for at passe på de ældre og svage i samfundet, så må det siges at være ret fornuftigt.
Jeg er i risikogruppen. Jeg er kroniker, undervægtig, svag og har dårlig immunforsvar. Hos os bliver der vasket hænder, sprittet af, nyst og hostet i ærmet eller i et lommetørklæde, der bliver ikke rørt ved ansigtet ude, der bliver ikke krammet eller givet hånd. For at gøre det kort, så følger vi de anbefalinger myndighederne har givet.
Men jeg er ikke tryg længere. Jeg er bange. Faktisk ret bange. Min sygdomsangst lever rigtig godt med, at medierne ikke snakker om andet end covid – 19. Og tal. Og statistikker. Jeg bliver nervøs og ængstelig. Og egentlig med rette, for jeg tåler ikke ret godt sådan en omgang. Så jeg derfor holder jeg afstand til folk, og selv sygehustider er blevet aflyst.
Så her er blot et kærligt puf til jer der godt tåler det. Til jer der nok “bare” for “the sniffles”. Husk håndvask, sprit og afstand. For den der står ved siden af, tåler det måske ikke. Så lad os passe på hinanden. Hjælpe andre, ved at ændre adfærd. Hjælp mig, med at passe på mig. Det vil jeg være rigtig taknemlig for!
så stop smitten og på med spritten 🙂

Jeg er det som mange kalder for sensitiv. Jeg overtænker. Og overføler. Jeg mærker rigtig meget. Sidder jeg på café med en, så bemærker og mærker jeg også alle rundt om, tænker hvad de tænker. Jeg påtager mig i høj grad andres følelser. Jeg bliver særlig påvirket af toneleje og stemning. Hvis nogen snerre en sætning, så kan jeg bruge timer på, at tænke over, hvorfor det blev sagt sådan. Om det var mig? Det er noget der er steget i takt med sygdom, helt sikkert! Men jeg har nok altid været en lidt følsom og følende sjæl, og jeg tror også at anoreksien har haft god grobund i det. og senere angsten.

Men er der noget jeg virkelig har lagt mærke til de sidste år, hvor jeg har været sygemeldt, træt og skærmet, så er det at jeg er blevet noget mere sanse – følsom. Hvis man kan sige det? Lys føles lysere, og jeg vil langt hellere have at det er lidt mørkt. Lys er eksponeringen, og jeg kan få det helt skidt ved lys. Men særligt lyd og temperatur er hårdt ramt. Før i tiden kunne jeg sagtens høre høj musik. I timer! Skråle med. Men det kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke overskue det, og det er helt ærligt mega trist, men det er blevet til larm i mine øre. Jeg hader at det er sådan, men jeg kan bare ikke rumme det. Og sådan er det generelt med støj. Eller hvad jeg definere som støj. Bilradio, mennesker der snakker, glas der rammer hinanden, det gør decideret ondt i ørerne, og kan starte en slags angst. Temperatur er også et træls punkt. Varme kan jeg bare ikke, og igen får jeg det decideret dårligt. Men hvor andre fryser, der kan jeg kampsvede, og så får jeg hjertebanken, og angsten kører derud af. Så selvom andre ikke synes det er varmt, så kan jeg synes det er en sauna… og det kan jeg mærke at folk har meget svært ved at forstå. Og det kan jeg godt forstå. For jeg forstår det ikke selv.  jeg prøver at at reflektere over mit sygdomsforløb. Og hvad det har gjort ved mig. Og det er som om det har skærpet mine sanser, og gjort mig til en overføler. Gad vide om man kan vende det til en styrke?