Nu sker der snart noget stort for mig. Noget der hverken handler om sygdom eller svære følelser. Der er nemlig sket det, at per 1. december, der får jeg simpelthen nøglerne til min lejlighed. Ja, jeg flytter hjemmefra. Bevares, kun nogle hundrede meter, men jeg får mit eget sted. Lejekontrakten er underskrevet og indskud + forudbetalt leje er betalt.
Jeg har været længe om at forlade ”reden”, men min situation har været noget anderledes. Selvom jeg stadig er ligeså fysisk udfordret, så har jeg nu fået økonomi til at kunne flytte for mig selv, samtidig med jeg kan mærke, at jeg har behov for at der skulle ”ske” noget for mig, som er normalt og ikke sygdomsrelateret.
Omstændighederne er naturligvis lidt anderledes for mig, end som for mange andre som flytter hjemmefra, da jeg jo har en hel del udfordringer. Derfor er det også perfekt, at min mors lejlighed er 2 min væk, så hun kan hjælpe mig med at holde ana og andre uvelkomne i skak.
Men hold op hvor er jeg glad. Og hvor glæder jeg mig! Flyttekasserne er købt, og jeg er så småt begyndt at pakke lidt. Det er en fed følelse, ikke kun fordi min værelse ligner Imercos lager, men også fordi det pludseligt bliver virkeligt.
Så Nana her hun flytter hjemme fra til december.
Jeg holder jer opdateret 🙂

Nogle gange så tænker jeg, at jeg er født under en lille, grå regnsky. Eller at jeg måske har været havheksen Ursula i et tidligere liv, og er blevet ramt af virkelig dårlig karma. Jeg tror egentlig ikke, at jeg tror på karma, men snarere på tilfældigheder, men lige for tiden er jeg simpelthen ramt af en barnagtig urimelighedsfølelse, som jeg helst vil forklare med onde havhekse eller små, mørke regnskyer…

Maven driller, og det er der jo som sådan ikke noget nyt i. Jeg har denne her bugspytkirtel, som ikke vil producere de enzymer den skal, og det giver en del problemer og komplikationer.
I går skulle jeg derfor have lavet en gastroskopiundersøgelse, hvor de skulle suge noget saft op fra min mave, og lave nogle vævsprøver. Derfor skulle jeg ankomme fastende, på OUH. Jeg kom ind til en sød læge, fik bedøvet min hals og blev godt drugged.
Da jeg vågner fra mit rush, fortæller en sygeplejerske mig, at de ikke kunne foretage undersøgelsen, da jeg havde mad i maven, trods faste. De mener det skyldes neuropati i maven, også kaldet gastroparese, som er en komplikation til min diabetes. Det betyder mavesækken tømmes langsomt. Det kan muligvis forklare, hvorfor jeg har så mange mavesmerter og opkastninger.
Undersøgelsen skal derfor foretages igen, og under nogle mere omstændige forhold. 2 dage inden må jeg kun få væsker, dagen før skal jeg indlægges og faste. Pga. diabetes bliver jeg nødt til at blive indlagt, da jeg bliver nødt til at få drop, for at stabilisere mit blodsukker.
Så ikke nok med at jeg skal have lavet undersøgelsen IGEN, så skal jeg også overskue endnu en sygdoms problematik. Og det føler jeg bare ikke, at jeg helt kan rumme.

Som ”the icing on the cake”, så skulle jeg i fredags have fjernet stingene fra mit forsøg som knivjonglør, og det skulle selvfølgelig heller ikke være som det skulle. Såret gabte for meget, og derfor fik jeg sat nogle strips på og en ny tid. Hvad der så skete er, at jeg ikke kunne tåle stripsene, og de har derfor flået min hud af og jeg har fået en allergisk reaktion. Så nu har jeg et sår der gaber, som absolut ikke kommer til at hele pænt, og en virkelig irriteret hud udenom. Så i mandags stod der både en sygeplejerske og to læger om min læg, som aaaaldrig havde set noget lignende.
Det er jo småting i forhold til det andet, men det hele bliver bare for meget. Jeg føler det hele går skævt og forkert, og jeg synes det er urimeligt. Hvorfor kan det ikke bare gå godt? Jeg kan blive både trist og bitter. Og lidt barnlig. For det føltes ikke retfærdigt.