Det her emne, er for mig, lidt ømt at komme ind på. Nok fordi jeg i bund og grund synes, at det er lidt pinligt?

Jeg svømmer ikke i venner. Det kan man hurtig slå fast. Jeg har én rigtig god veninde, som tilgengæld gør det op for dem, som jeg ikke har. Og det er jeg så taknemlig for.

Jeg har efterhånden været sygemeldt en del år, og har være meget isoleret, og meget mig selv. Og også efter eget ønske, på en måde. Altså jeg har gerne ville være social, men har simpelthen ikke haft overskuddet til det. Og så forsvinder folk. Og det er godt nok ikke særlig mærkeligt, når man nu ikke har plejet venskabet. Men jeg kan mærke, når jeg endelig er ude, at jeg ikke rigtig forstår det sociale spil? Jeg har nok været ude af det for længe, og det bliver sværere at læse folks signaler. Og så begynder mit tankemylder, og jeg får lyst til at opgive. For hvem gider dog være sammen med mig?

Jeg ved ikke hvordan folk opfatter mig. Er jeg venlig? Sød? Arrogant? Påståelig? Jeg ved det ikke. For jeg forstår ikke rigtig spillet. Hvad er okay at sige? Hvad er underligt? Nogle gange snakker jeg bare løs, fordi jeg frygter stilheden. Andre gange – oftest – observere jeg. Jeg synes det er pinligt, at være 24 og ikke kunne agere i sociale sammenhæng. Ikke at kunne skabe venskaber. Jeg er så bange for at skræmme folk væk, men også bange for at blive glemt. Det er måske lidt skørt, men jeg føler at jeg har brug for at blive bekræftet i at jeg er rar nok at være sammen med. Hvis jeg er det. Og jeg har brug for at blive spurgt. Blive spurgt om jeg vil ses og hvad jeg laver. Men det tænker jeg er meget normalt. Hmm… men jeg ved det ikke?

“Hvordan går det?”. Det er muligvis det spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet. Og det er også helt okay. Jeg har ikke noget imod, at fortælle om sygdom og den slags. Men det er begyndt at gå op for mig, at jeg måske kun bliver identificeret med syg. Kendt som syg. Eller måske er det bare mig, som glemmer jeg også er andet? For det er jeg. Jeg er da meget andet end syg. Jeg kan andet og er andet. Så meget andet, faktisk! Jeg er Nana som elsker at tegne, lave mad og gå ture. Jeg er Nana der er genert og stille, og virkelig dårlig til matematik. Jeg er Nana der er betænksom, men også dårlig til at være god ved mig selv. Jeg er Nana der elsker gul neglelak, corgier og forguder Frankrig. Jeg er Nana der hader lakrids, der er mega klodset og engang væltede en “bil” i Legolands køreskole. Jeg er hende der holder af at se underlige dokumentarer og som er noget af en bangebuks. Jeg er Nana, som knuselsker min søster, som fortsæt ser venner hver aften og som stadig kan den gamle K-salat reklame udenad. Jeg er Nana. Fyldt med fejl og dårlige vaner. Fyldt med gode egenskaber og dårlige hårdage. Jeg er hende der kan være noget så usikker, men jeg kan også være hende der er ret sjov. Jeg er lidt af hvert. Lige som alle andre. Så jeg beder dig. Du som læser med. Vil du ikke nok spørger om, hvad jeg lavede i går? Hvad min livret er? Eller hvad introsangen til mit liv ville være? Du må også gerne spørger, hvordan det går. Det tænker jeg også er en generel interesse og bekymring. Men spørg mig også om andet. For jeg er så meget mere. Det vil jeg gerne vise og det vil jeg ikke glemme.

Det er stadig mørkt, da jeg vågner en tidlig morgen. Og hun er der. Hun er der lige så snart jeg slår øjnene op. Hun ligger der, med hendes indsunkne kinder, kolde ånde og sorte huller der, hvor øjnene ellers ville være. Jeg rejser mig. Står op, og håber, at hun så bliver liggende.                                                                     Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Og hende. Betragter hendes skeletskikkelse. Hun hvisker i mit øre, at jeg er grim. Forkert. Klam. Ulækker. Der er ingen grænser for hvilke ord, hun spytter udover hendes smalle læber. Jeg prøver at ryste det af mig. Ignorere hende. Prøver virkelig fysisk, at ryste det af mig.           Hun er der når jeg er ude blandt folk. Men det er kun mig der kan se hende. Men hun er der. Lige bag mig. River og kradser i mig, hvis jeg er ude og spise. Prøver at flå bestikket ud af mine hænder. Jeg er grådig siger hun. Fortjener ikke mad. Jeg prøver at lukke ørene, og løfter gaflen ind i munden, selvom hun river og flår.                                                               Hun er der når jeg ude blandt folk. Men de kan ikke se hende. De kender hende ikke. Hun er der når jeg prøver, at sige noget. Hun tysser på mig og ingen hører, hvad jeg siger. Jeg åbner munden igen, men hun klasker hendes benede hånd foran min mund, og griner hånligt. De gad ikke høre dig før, så hvorfor skulle de nu? Du er til grin Nana. Du er kedelig Nana. Uinteressant. Dum. Det hvisker hun mig i øret. Jeg holder mund, er stille. Jeg observere. Siger ikke noget. Jeg kan mærke hendes kolde ånde nærme sig mit øre igen. Nu er du jo bare dum Nana. Nu er du bare sær Nana. Gå Nana, de kan ikke lide dig. Du er ikke værdig. Gå. Skrid. Siger hun. Så det gør jeg…                                      Jeg sidder i min sofa. Stirrer tomt ud i luften. Hun er der. Hun siger jeg er doven. Ikke god nok. Intet er godt nok. Jeg kan ikke gøre det godt nok. Så jeg rejser mig, tager mine sko på, og åbner døren. Jeg vil ud, så jeg går, og håber hun bliver bag døren, da jeg lukker den efter den. Jeg trækker den friske luft ind og sætter igang. Retter blikket fast ligeud. Men jeg kan mærke hende. Hun er lige bag mig.                           Hun er der hele tiden. Over alt. Hun forfølger mig. Hun er der altid til at gøre mig mindre. Dummere. Grimmere. Forkert. Hun er der hele tiden. Hun er der når jeg er vågen, og hun er der når jeg sover. Selv i drømmene forfølger hun mig. Jeg får aldrig fred. Men jeg prøver at ignorere hende. Kæmpe imod hende. Vise jeg er stærkere. Hun er Ana. Hun er dårligt selskab. Hun er kun til, for at få mig til at føle mig som et uønsket møl, når jeg bare gerne vil være en smuk sommerfugl…