Hjemme hos mig er der hjælpemidler, f.eks. en kost med fejebakke, som er så lang at jeg ikke skal bukke mig ned. Hjemme hos mig er der støttestrømper og medicin. Jeg har også knogleskørhed. Og nu kan jeg så tilføje en badeskammel til min pensionistsamling.
Egentlig har jeg et stykke tid tænkt, at jeg skulle have sådan en, men det har også føltes lidt for ”gammelt” at købe sådan en. Men jeg ved også at den vil gavne mig, da varmt vand hjælper rigtig meget på smerter, men når man ikke kræfter til altid at stå op i badet, så er det svært med lange bade – og her kan badeskamlen så gavne mig. Det tog mig så godt nok lige et par dage før jeg kunne tage mig sammen til at samle den, men kræfterne var ikke til det. Men nu er det gjort, og jeg er sikker på, at jeg nok skal blive fine venner med den, når jeg ikke har den nødvendige energi til at stå i længere tid.
Så min fine pensionistsamling bliver stille og roligt udvidet.

Efter jeg er flyttet hjemmefra, så er jeg begyndt selv at stå for at fylde min pilleæske op. Det har jeg ikke haft ansvaret for før, og hvorfor, det kan vi komme ind på en anden gang. Men jeg kan godt mærke at jeg stadig laver fejl. Og når jeg laver fejl, så finder jeg ud af hvor meget jeg har brug for den medicin som jeg får på daglig basis. Jeg havde glemt at fylde min pilleæske op med setralin (Setralin er et antidepressivt præparat), hvilket jeg først opdagede nogle dage senere. Jeg havde opdaget det ved at jeg fik endnu mere tankemylder, blev endnu mere trist og angsten fyldte endnu mere. der gik 4 dage, hvor jeg ikke havde fået dem, og selvom jeg ofte føler mig ustabil og sårbar, så føltes det 100x værre end sædvandelig.  Så dem tror jeg ikke lige jeg glemmer igen!
Men jeg synes det er vildt, hvor meget jeg bliver ”styret” af setralin. At jeg ikke kan hænge sammen uden ”lykkepiller” – hvilket i øvrigt er et misvisende, forfærdeligt øgenavn, da pillerne gør en alt andet end lykkelig!
Setralin ligger en dæmper på min følelser, og nogle gange føltes det som om jeg går rundt i min egen lille osteklokke. Men når det er sagt, så er jeg ikke parat til at smide dem foreløbigt.

Mellem jul og nytår fik jeg foretaget en MR-scanning, og jeg har efterfølgende været hos min mave læge for at få svar, og få lagt en plan. Det tyder på min jeg lider af diabetisk gastroparese, hvilket betyder lammelse af mavesækken. Det betyder maden og væsken ligger længere tid i mavesækken end den burde. Det kan være forklaring på NOGLE af mine mavegener. Derfor er jeg startet på noget medicin, som skulle hjælpe med bevægelsen af mavesækken. Præparatet hedder Domperidon, som ligger meget tæt på det lidt mere festlige Don perignon.
Indtil videre har det ikke hjulpet, men jeg må lige væbne mig med tålmodighed. Og ellers bliver jeg sandsynligvis henvist til en gastroenhed i Aarhus(?)

Ellers sker der jo ikke så meget. Jeg er i min egen lille boble, som heldigvis stadig er Corona fri. Og så håber jeg snart på en indkaldelse til vaccinen.
Så her går dagene med serier, gåture og tegning. Ligesom det nok gør for rigtig, rigtig mange andre…