Nogle gange tænker jeg, at det ville være nemt. Frygtelig nemt bare at lade være. Lade være med at spise, lade være med at kæmpe, og bare lade timer og dage flyde forbi i et væk. Det ville være nemt. Nemt bare at smide alt det, som jeg kæmper for, på jorden, trampe på det og glemme det. Ikke at skulle spekulere på alle Anas lede ord, fordi jeg bare føjede hende. Men konsekvensen ville være frygtelig, og det er nok derfor, at selv på de sorteste dage, så er der altid en spinkel tråd jeg kan holde ved. Fordi jeg synes konsekvensen af, at føje Ana er frygtelig. Det vidner nemlig om, at jeg vil leve.

Motivation til at blive ved, den kan være svær at finde. Men er der noget jeg har lært om mig selv, så er det, at alle de begrænsninger Ana sætter, de motiverer mig. Både det fysiske begrænsninger og de psykiske begrænsninger.
Jeg mærker det særligt når mit idekartotek er fyldt til bristepunktet, og jeg sætter næsen op efter at male, men mærker at jeg ikke har noget psykisk overskud til det.
Jeg mærker det når jeg ser billeder af folk der rider, klatre og løber, og det så går op for mig, at det kan jeg ikke.
Det mærkes på kroppen, når jeg presser mig selv til det yderste fordi der er noget jeg vil, men at jeg så ikke kan nyde det. Det mærkes når jeg inviteres til noget, men mine socialeangst sætter en stopper for det. Det er hårdt. Det er fandme benhårdt!
Men det er virkelig også noget der motivere mig, og sætter tankerne igang. Jeg vil opleve, nyde og leve.
Så min største motivation det er mine begrænsninger!

God søndag til jer derude, jeg håber i kan holde varmen…

Dette. Dette er min udsigt lige nu, og det har det givetvis været de sidste par dage. Jo ser i, i lørdags forvandlede jeg mig nemlig til en hjælpeløs, klynkede sofakartoffel, som er også er pletvis smølf. Ikke lige sådan man vil tilbringe solrige, sommer dage. Nu skal i bare høre.

Det hele startede i lørdags, hvor jeg vågnede tidligt, og tænkte at jeg da ville hente rundstykker til min mor og jeg. Det gør jeg rimelig ofte, for det er jo ret hyggeligt, at samles om et morgenmåltid.
Når, men på med tøj og ud af døren.
Jeg var lidt splittet om jeg skulle gå til Byens Brød eller Føtex, men helt automatisk drejede jeg, da jeg kom til Axeltorvet, så valget faldt dermed på Føtex.
Lørdag er der torvedag, og jeg nyder at se de forskellige stande gøre klar og hilse på hinanden, så mit hoved var ret koncentreret om at betragte. Jeg frøs dog lidt, så jeg sat tempoet en smule op.
Og før jeg ved af det, så sidder min sandal fast i en flise og jeg falder. Jeg husker at faldet føles langsomt og uvirkeligt.
Jeg lander først på venstre knæ, tager fra med venstre hånd, får skubbet mig over, så jeg så tager fri med højre hånd, lander på højre side af fjæset, højre arm og side. Hold nu helt grydeske, hvor gjorde det ondt. Alt luft blevet slået ud af mig, og jeg kunne virkelig ikke sige et kvæk.
Jeg ved folk så mig ligge der, for jeg kunne høre dem snakke om mig, men ingen kom og hjalp mig op, hvilket er ret uheldigt når man ikke har kræfter til selv at komme op. Efter, hvad der føles som længere tid end det var, kom pølsemanden og hjalp mig op. Tak til ham i øvrigt.
Jeg fik humpet mig hen på en bænk og ringet til min mor, som fluks kom og hentede mig.
Jeg blev placeret på sofaen hjemme, hvor jeg faldt i søvn. Jeg blev sådan helt enormt, svimmel, forkvalmet og træt. Efter et beskedent indtag af morgenmad, ringede jeg til vagtlægen, som gerne lige ville se mig. Anoreksi og knogleskørhed, og et fald på hårde fliser, det skal altså lige undersøges.
Intet brækket! Bare nogle forstuvninger, hævelser og blåmærker. Så jeg slap med forskrækkelsen.
Jeg skal så hvile kroppen, hvilket er røvsygt når det er sommer! Men hele min krop føles forstuvet, men er allerede bedre.
Her får i lidt flotte billeder:

Et ret hævet knæ, blåmærker i ansigt, på hænderne og på bagsiden af knæet, samt en ret øm arm blev det til. Nu må heldet altså vende!

Fødselsdage… Igår havde jeg fødselsdag og fyldte 23 år. Fødselsdage er blevet sværere efter Ana er kommet ind i mit liv, og lysten til at blive fejret er ikke stor – primært fordi, at Ana fylder mig med skyld efter. Når det er sagt, så blev jeg fejret igår, og det blev lige som jeg synes. Helt stille, roligt og nede på jorden, og uden tjuhej og fandango.
Det vildeste der skete igår var, at jeg inviterede min mor og søster på Den Blå Café i Kolding. Der var feriestemning og god mad!
Lysten til at blive fejret er i den grad dalet, nok primært fordi jeg føler livet er gået i stå – men det er det jo ikke – men følelsen er der stadig. Der lå også en taktik i, at holde min fødselsdag low-key. Nemlig at holde Ana så meget på afstand, som muligt. Så der var ingen kage, fordi jeg vidste at det ville give anledning til meget dårlig samvittighed. Dagen skulle egentlig holdes så lig med mine daglige rutiner som muligt, for hun ikke kom og tog del i festilighederne…
Når, men dagen forløb dejligt og roligt.

Men nu er jeg 23. Så hvad har jeg egentlig lært i de 23 år? Eller ikke lært? Det har jeg listet op.

23 ting som jeg har lært – eller ikke har lært – i mine 23 år:

• I mit første leveår lærte jeg at fløjte indad. Jeg har dog aldrig lært at fløjte udad…
• Jeg har lært, at rækker man tunge til min far, så får man sennep i øjet.
• Jeg har ikke lært at drikke rødvin. Det er jeg bare ikke voksen nok til.
• Jeg har lært jeg stadig kan få en gratis børnebolle i føtex, hvis jeg er sammen med en af mine forældre.
• Jeg har lært at forstå Brd. Prices ”Rigelig smør”. Det gør så også jeg ikke forstå folk der siger ”Nej tak, jeg spiser ikke smør”, det er bare ikke naturligt?!
• Jeg har lært, at livet ikke er sort og hvidt.
• Jeg har lært, at jeg har en enorm støttende familie.
• Jeg har ikke lært at spise lakrids, og lærer det nok aldrig.
• Jeg har ikke lært, at ligge stræklagner på.
• Jeg har lært, at det primært er ældre kvinder der snyder foran i køen.
• Jeg har lært, at får man valget mellem at have ret eller være venlig, så skal man vælge venlig. Noget jeg stadig øver mig på.
• Jeg har ikke lært at nyde en tur i biografen.
• Jeg har lært nogle flere af mine egne grænser at kende.
• Jeg har lært, at jeg hader kokosvand! Hvem i alverden drikker det fordi de kan lide det??
• Jeg har ikke lært, at nyde et afsnit af Modern Family. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig.
• Jeg har lært, at jeg ikke skal blande en pose bland-selv-slik, efter jeg så et barn med fingeren i næsen og derefter i chokofanterne.
• Jeg har ikke lært at slappe af i egen krop.
• Jeg har lært, at man ikke kan se Friends for meget.
• Jeg har lært, hvor undervurderet sådan et stort glas iskold vand er!
• Jeg har lært at lave Pad Thai, palak paneer, pho og andre asiatiske retter.
• Jeg har lært at sygdom er et fuldtidsarbejde, og er benhårdt.
• Jeg har lært at verdens længste bilkø fandt sted i Kina og varede over 12 timer.
• Jeg har ikke lært at sætte låget ordenlig på tusser, syltetøjsglas, mayoflasker osv. Det virker som spild af tid.

  Det var 23 ting jeg har lært – og ikke lært – i mine 23 år som Nana. Jeg har naturligvis også lært andet. Som ikke at spise gul sne eller at røre ved en tændt kogeplade.
  Men det var mine 23 ting, på mine 23 år.
  Rigtig god dag.

ANGST

Mine øjne flakker, og alle synsindtryk suser forbi som korte billeder. Farver, mennesker, bevægelser – det forvirrer mig. Mine vejrtrækninger bliver hurtige, korte, overfladiske og min puls stiger. Hjertet galopere afsted, og det føles som, at det hopper ud af brystet på mig.
Hurtigt bliver jeg svimmel, forvirret og febrilsk.
Her er mange mennesker. Larm. Går de ikke ret tæt på mig? Ser jeg forkert ud? Er jeg ved at blive skør? Hvad må de da ikke tænke.
Mit hoved begynder at dunke og jeg får det varmt. Rigtig varmt. Min hud bliver rød, jeg sveder og det klør. Hvad fanden sker der?
Mit bryst begynder at gøre ondt. Rigtig ondt. Stikkende smerter. Nu er jeg i tvivl. Slår mit hjerte normalt? Slår det overhovedet? Jeg tager min hånd til mit bryst og tæller. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 hjerteslag. Okay, hjertet slår. Men jeg tæller lige igen. Og igen. Og igen. Og igen. Samtidig med det beroliger mig, bliver det en tvangshandling. Nu stråler smerten fra brystet sig ud til min arm. Er jeg ved at få en blodprop? Jeg har jo mange helbredsproblemer. Måske står hjertet af?
Jeg føler jeg bliver kvalt og jeg hiver efter vejret. Hyrperventilerer. Mine øjne bliver våde. Skal jeg dø nu? Er det nu? Jeg er så bange at det gør ondt. Jeg føler ikke mine ben kan bære mig eller at jeg kan kontrollere noget. Det er frygteligt. Jeg har lyst til at stikke af fra min krop, men den er som et fængsel. Jeg skal både tisse og kaste op. Mit blik suser rundt og kan ikke finde ro. Jeg tager mig til hovedet. Hvad sker der?
Jeg går væk fra menneskemængden, sætter mig ned. Vejrtræningen normalisere sig, smerterne forsvinder, svimmelheden er væk og jeg har det bedre. Udmattet, men bedre. Det var et panikanfald.

Jeg har angst. Både panik angst og generaliseret angst. Overstående scenarie har jeg prøvet flere. Faktisk mange gange. Jeg bliver medicineret for min angst, og heldigvis har det taget de fleste panikanfald. Derudover så lærer man ofte også nogle metoder til at håndtere angsten på.
Min generaliseret angst er stadig slem, og specielt sociale sammenhæng er svære for mig.
Jeg har også sygdomsangst, hvilket jeg tror er meget naturligt.
Angst er både en ven og en fjende. Angst stopper en for at gøre dumme ting, som at gå foran en bil eller prikke til en sovende bjørn, men kan, som i mit tilfælde, være en fjende og en hindring fordi den bliver for stor og alt overskyggende, og ofte ender det med, at man undgår ting som kan fremkalde angst. Man udvikler altså en angst for angsten. Skørt ikke?
Angst, og især et panikanfald er ekstremt hårdt for kroppen, og jeg er i hvert fald udmattet efter. Jeg er nogle gange endt på skadestuen, og en af gangene viste en blodprøve, at jeg havde helt vildt højt mælkesyrer tal. Høje mælkesyrer tal får man hvis man har trænet enormt hårdt, så det fortæller lidt om, hvor hårdt og energikrævende det er.
Hver gang jeg får et panikanfald, så er jeg overbevist om jeg skal dø. Også selvom jeg har prøvet det mange gange før, men det er som om min hjerne ikke vil acceptere det.
For tænk nu hvis.
Men overstående scenarie har jeg prøvet mange gange, og jeg håber det kan give lidt forståelse for, hvordan det kan føles.