I torsdags var jeg til vejning på OUH. Det foregår således, at jeg i undertøj bliver vejet af en sygeplejerske. Personligt synes jeg det er enormt ydmygende, at stå der i alt sin pragt, og så skulle stille sig op på en vægt. Jeg føler mig blottet og flov, og som om mit privatliv er indvaderet – hvilket det jo sådan set også er.
Jeg ved allerede inden jeg skal vejes, at uanset hvilken vej vægten er gået, så bliver jeg ked af det. Så det er ikke ligefrem en fornøjelse.
Vægt er for de fleste, og for mig, personligt og privat – eller det er det så ikke for mit vedkommende i øjeblikket.
Men hvorfor betyder vægten så meget? Jeg ved det ikke.
Jeg er for længst stoppet med at veje mig her hjemme, for tidligere vejede jeg mig flere gange dagligt, og tallet afgjorde hele dagen. Det har været svært at stoppe, men det giver helt sikkert en hvis frihed.
Men hvorfor fanden betyder det så, så meget hvad der står på vægten på OUH? Hvorfor betyder vægt egentlig så meget i det hele taget?
Vægt er jo i virkeligheden en illusion. Den er ikke virkelig. Vægt er ikke fysisk konstant.
den er afhængig af tyngdekraften, og på månen ville vi alle veje noget helt andet.
Så vægt er ikke virkeligt.
Men hvorfor betyder den så meget?
Jeg har nogle rigtige svære dage. Dage fyldt med angst, dumme tanker og anoreksiens høje skrig. Jeg får ikke rigtig sovet om natten, fordi jeg får angstanfald og min krop er plaget af uro. Om dagen larmer anoreksien. Hun skriger, bander og råber, og hver mundfuld gør ondt. Tankerne kører rundt som en karrusel jeg ikke kan komme af, og drejer sig især om, hvor afskylig et mennesker jeg synes jeg er. Det knuser mig. Og mangel på søvnkontoen – som har stået i minus siden jeg var… 13? – det gør det ikke bedre. Men jeg prøver virkelig, det gør jeg. Jeg prøver virkelig at kæmpe videre og holde mig beskæftiget.
Komme på bedre tanker. Fokusere på noget godt. Og hvilken bedre måde, end at lave en liste over ting der gør mig glad? Og det kan være helt banale ting, men det er ligegyldigt. Bidrager det til et humørløft, så kommer det på min liste!
Så her er min liste.
10 TING DER LØFTER MIT HUMØR:
Min morgengåtur, mens det er mørk, stille og byen roligt vågner.
Min mors bananbrød, som smager mega godt. Især ristet og med smør på.
Eftermiddage på sofaen med puder og dyne, så man rigtig kan putte sig.
Bøger. Punktum.
At jeg ikke har set en eneste måge de sidste par dage.
Min fars ”godmorgen” sms’er.
Når min mor kommer hjem fra arbejde.
At vi altid har isterninger i fryseren. Et glas iskoldt ”et-eller-andet” med sugerør.
Min morgenlur. Ja sådan en tager jeg. Sådan må det jo være, når kroppen ikke vil sove på andre tidspunkter af døgnet.
Hyggetøj. Nattøj. Blødt tøj. Løst tøj. Faktisk alt tøj der er super komfortabelt, og ikke strammer nogle steder.
Så blev det endnu engang tid til, at sætte sig ved tasterne. Jeg har været så udmattet ovenpå jule og nytårs ræset, og så er januar altså også en hård måned, som en med anoreksi. Hele Danmark er gået på kollektiv slankekur, Fitness World er proppet og supermarkederne bugner med tilbud på hytteost, tun og kål. Det er altså det rene guf for min anoreksi, og det har fyldt mit hoved en hel del.
En anden ting der har fyldt mine tanker, det er det her med begrænsningens kunst. Altså at give slip, gå glip af noget, og måske så være mere tilstede?
Jeg er definitivt utilfreds med mig selv. Jeg kan aldrig gøre tingene godt nok. Jeg tror alle har det sådan, at de mener de kan gøre tingene bedre, men min anoreksi gør mig nok endnu mere udsat for disse tanker.
Jeg gør aldrig tingene godt nok, og alting kan gøres bedre. Punktum.
Jeg er ikke færdig med min HF i en alder af 22 år, jeg er ikke flyttet hjemmefra, jeg kunne godt spise flere grøntsager, jeg kunne godt bruge mere tid på ditten og datten. Jeg er 22 år og jeg har brug for hjælp til at spise og hjælp til at kunne slappe af. Jeg er 22 år og jeg synes en julefrokost med min familie er totalt uoverskueligt, og kunne måske godt forsøge at være mere social. Jeg vil gerne være en der er i super god form, jeg vil gerne være typen der lige har overskud til at bage en kage og jeg gad godt, at gide at tage i byen.
Jeg vil gerne det hele.
Jeg tror vi alle gerne vil det hele. Vi vil helst ikke gå glip af noget. Vi vil have det hele. Vi kan ikke nøjes, og bare være tilfredse med det vi har mellem hænderne. Vi vil både drikke kaffe med Ditte, op og træne, se vores yndlings serie, ud og spise med Henrik og i Biffen med Katrine, selvfølgelig afsluttet med, at vi gerne vil nå en time på sofaen inden sengen kalder. Alt dette mens vi skal følge med på vores telefon. Vi vil gerne være den bedste, vi vil gerne være typen der træner 4 gange i ugen, besøger familien og vi vil gerne anses som hårdtarbejdende.
Vi har fået en buffet på størrelse med Fyn af muligheder, og vi vil smage det hele. Vi vil ikke gå glip af noget. For tænk nu, hvis der var noget bedre?
Vi vil gerne det hele, være det hele og nå det hele. Og det vil jeg også. Men med nogle andre briller på, så er det jo ikke realistisk. Så måske skal vi give slip, for at være tilstede og nyde det vi har? Måske behøves vi ikke det hele.
Jeg tror jeg skal slippe tanken om, at være hende med den flotte uddannelse, hende den sødeste, hende den pæneste eller den sjoveste, og i stedet måske ”bare” være til stede i min vej ud af anoreksien, og flytte fokus fra alt muligt andet? Måske er det alle forventningerne og tankerne, som der i virkeligheden er min største stopklods?
Faktum er, at der altid vil være nogle der er sødere, pænere og sjovere, så hvorfor ikke slippe den tanke, og være mig? Være tilstede i det, og nyde de øjeblikke jeg har.
Slippe forventningen om, at jeg skal være ”perfekt”, for det forventer jeg jo heller ingen andre er.
Min anoreksi sætter nogle helt ekstreme krav, og dem tror jeg jeg skal slippe. Det vil være sundt. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.
Jeg tror også, at sygdom og min hverdag, har formet mig anderledes end andre jævnaldrene. jeg har nok nogle andre erfaring, men mangler dem andre jævnaldrene har.
Jeg tror jeg ligger vægt på nogle andre ting, og ser værdi i andet. Jeg kan godt mærke, at f.eks. uddannelseræset ikke betyder ligeså meget, det er ikke så vigtigt for mig, længere, at kunne prale af en flot uddannelse – ikke at jeg underkender dette – men jeg kan mærke, at jeg synes det er vigtigere, for mig, at være grundglad. Og det er jeg ikke. Endnu. Men det ser jeg også som en stor ambition, og ikke bare som en selvfølge.
Jeg siger ikke, at jeg er klogere, bedre eller hviler mere i mig selv end andre jævnaldrende. Nej, faktisk tror jeg, at jeg er den jeg kender, der hviler mindst i sig selv.
Den jeg kender, som er jævnaldrene, der hviler mest i sig selv, det er min dejlige veninde Nina. Hun har en ro, som er værd at beundre og er misundelsesværdig. Hun har en evne til at skabe ro om sig, hun hviler i sig selv og hun er til stede. Når jeg er sammen med hende, så er hun meget nærværende og lyttende, hvilket er noget man faktisk ikke ser så ofte. De fleste mennesker hører bare, men hun lytter. Hun er velovervejet og skøn. Hun er en kæmpe inspiration. Jeg tror, uden at have snakket om emnet med hende, at hun er god til at give slip på ting, nøjes og nyde det hun har.
Og det kan vi alle lære noget af!
