Et smil, eller flere, de smitter i sandhed. Det erfarede jeg i dag! En lille solstrålehistorie på en ellers ret grå fredag.

ofte når jeg går tur møder jeg en mand. Han er vel ca. 60 og nok ikke fra de bedste socialevilkår. Han mangler nogle tænder og ser lidt slidt ud. Jeg er af den overbevisning, at man skal være venlig overfor alle. Behandle andre, som man selv vil behandles. Det handler om karma, og at jeg ikke vil komme tilbage som en bænkebider i mit næste liv, og sådan noget. Derfor har jeg altid smilt og hilst på ham. Egentlig har han aldrig rigtig hilst tilbage eller noget, men det har jeg egentlig ikke tænkt videre over.
I dag, da jeg var på vej hjem fra byen, er der en der henvender sig til mig. Det er manden. Han siger, at han har noget han skal sige til mig. Jeg, da jeg bare er som jeg er, bliver lidt forvirret og nervøs… men han vil blot fortælle mig, at jeg altid er så sød og rar til at smile og hilse på ham. Og det er han så glad for. Han sagde også en helt masse andet, men han er ikke så god til dansk, så jeg forstod ikke helt andet, end at han virkelig var oprigtig glad for, at jeg var venlig og smilende overfor ham. Vores rendezvous’s endte med en lang kram.

så husk. Smil smitter og gør andre glade 🙂 god fredag!

Jeg vil begynde på en slags serie her på bloggen, som kommer til at hedde “WTF oplevelser på sygehuset”. Det kommer i bund og grund til at handle om skøre, sære, sjove og underlige oplevelser på sygehuset. Det har jeg valgt at gøre, for at lave nogle lidt mere opløftende blogindlæg, og fordi jeg har oplevet en del sære ting i forbindelse med sygehus.

Så i dag vil jeg præsentere første indlæg i serien: nogle tager det tung, andre laver asiatiske tarteletter?

Septemper 2018 væltede jeg i gågaden, og med mit held, skulle det vise sig at være et hoftebrud. Det resulterede i en indlæggelse på Kolding ortopædkirurgisk afdeling og en operation, med nogle skruer og søm i bedste håndværker stil.

Når man har fået den slags operation, så er man egentlig ret uduelig og immobil. Man kan intet, og skal have hjælp til ALT. For man er bundet til sengen. Eller det er man jo naturligvis ikke, for det ville være spild af snor, da man alligvel ikke kan flytte sig. Så da jeg første gang fik lov at komme over i en kørestol, og min mor fik kørekort til at trille mig en tur, besluttede vi os for en længere udflugt! Nemlig helt ned i forhallen og spise frokost på sygehuscafeen. Vi valgte begge at få en omgang tarteletter, for det er der lidt forkælelse over, og hvor meget kan man egentlig ødelægge en tartelet? Uden at have nogle forventninger til maden, udover en købe tartelet med hønsekødsfyld i, blev vi dog alligvel noget overrasket. Hvis du sidder nu og tænker, hvordan kan man egentlig fusionere en tartelet? Og kan man overhovedet det? Så er svaret, ja! Foran os blev placeret tre tarteletter med en tyknet klar suppe, noget barbecue kylling og koriander. Jeg siger ikke det smagte dårligt, men specielt, det var det altså. Ejernes asiatiske islæt, havde i hvert fald præget deres tartelet i en noget anden retning, end den klassiske danske. Det gode af det hele var, at jeg da fik andet krydderi end salt og peber under den indlæggelse…