Det er længe siden jeg har skrevet. Dels fordi jeg ikke har haft noget at skrive, og dels fordi jeg har haft for meget på hjertet – sært, ikke?

Jeg har stadig lidt svært ved at finde ud af, hvad dette indlæg egentlig er om. Men jeg synes jeg skyldte at fortælle lidt om, hvordan det går for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jeg har haft en fantastisk (!) ferie i Alsace, samt en fabelagtig tur til Legoland (Ja grin du bare, men det var så hyggeligt), som desværre endte lidt uheldigt – men det skal ikke ødelægge at turen i Legoland, var både sjov og hyggelig.

Derudover har jeg det svært. Både med hovedet og med fysikken.
Jeg synes det er svært at være på min alder, og være så begrænset i forhold til fysiske aktiviteter, samt almindelig dagligdagsting. Jeg er som en 90-årig, og det er ikke en joke eller en overdrivelse, men et faktum. Jeg har dårlige knogler, jeg bliver hurtig træt og jeg har ondt. Meget ondt. Men blandingen af at ville kunne det samme, som andre 22-årige og vide at det kan jeg fysisk ikke, det er ret svært for mig at forstå og begribe, før jeg står i situationen.
Når jeg sætter mig på hug for at finde noget på nederste hylde, og fysisk ikke kan komme op igen, fordi jeg simpelthen ikke har kræfter, og så bliver nødt til at kalde på hjælp, så slår det mig. I hovedet. Hårdt. Det er ikke normalt det her. Det er ikke for sjov. Det ER alvorligt – det er det altså.
Jeg kan ikke gå med skyggeklapper, for det er et problem hver dag.
Og det er hårdt.

Min mave er stadig et problem, og jeg kaster stadig op, og jeg har dermed tabt mig lidt – og det har absolut ikke været min intention.

Alle de fysiske problemer påvirker selvfølgelig psyken. Anoreksien har råbt højt, og lysten til et spise stop har været stort. Lysten til at føle mig tom og let, MEN det går ikke. Jeg har en teknik jeg bruger når tingene bliver ekstra svære – nemlig at gøre det modsatte af, hvad anoreksien siger jeg skal. Siger den jeg skal gå en tur, så skal jeg ikke gå en tur. Siger den jeg ikke må spise noget, så spiser jeg det. Gør det modsatte! Og det virker nogle gange, da jeg stadig for den fornemmelse af kontrol – bare på en mere hensigtsmæssig måde for mig.
Men det er svært at få konstant skældud. Konstant få kastet grimme kommentarer i hovedet. Forestil dig, at der står en og skriger dig i hovedet, og en der hvisker grimme kommentarer i dit ører konstant. Sådan føles det.. – lidt.
Jeg vil ikke tro på anoreksiens grimme ord, men jeg er svag, og jeg tror på dem. Jeg er et let offer. Men efter jeg har fået min mentor, så er jeg blevet bevidst om, at jeg ikke er mine tanker. Man er ikke sine tanker. Så når jeg tænker jeg er tyk, foragtelig og ikke fortjener mad – så er det løgn. Det er tanker. Jeg er ikke tankerne! Og jeg fortjener mad. Jeg fortjener mad ligesom alle andre gør.
Men nøj hvor er det svært at tro på, og hvor er det svært at ændre.

Jeg må acceptere at tingene tager tid. Sådan er det. Men jeg kan undre mig, og gør det ofte. Jeg ser mig selv som et rimelig fornuftigt og intelligent menneske, jeg ved en del og jeg ved godt hvad det er uhensigtsmæssigt, men hvorfor gør jeg det her mod mig selv? Hvorfor?
Nok et spørgsmål uden svar.

Lidt søndags ævl herfra.

Hej derude. Så er jeg atter hjemme, efter en helt igennem fantastisk tur til Alsace. Jeg har både været på michelin, holtd fødselsdag, ligget i klorvand og halvopløst, fået en fodbold i hovedet og stået med hovedet ned i en fransk køledisk. Vi har haft det varmt, dejligt, lidt for varmt og helt igennem rart.
Jeg har en fornemmelse af (tiltrods for rigelige mængder smør og lidt bobbelvin) at jeg er et sundere mennesker på ferie i Alsace. Der er ro, der er mad og jeg får lyst til at passe på mig selv. Mit blodsukker bliver stabilt, nærmest ligeså snart jeg sætter mig ind i vores lille sorte bil, og min psyke ændre sig. Jeg har det godt. Hvorfor bor jeg her ikke?

Når, men en dag eller to efter vi kom hjem, lagde jeg mig så syg. Suprise. Smerter i ryggen, der stråler sig om til maven, og spænder som et bælte. Ingen appetit, opkastninger og energiforladt. Jeg har fået så meget medicin, at jeg kunne have slået en pony ihjel (høhø), og jeg har ligget i mit lille rus og bare været ligeglad?
Ikke nogle fed følelse. Det er blevet bedre, men jeg sidder stadig her fredag, med lille appetit, kvalme og smerter.
MEN(!) til trods for det, har jeg haft en rigtig god dag. Jeg har holdt lidt fødselsdags for lidt familie – helt stille og roligt – lige efter mit hoved. Dejligt.

Fersken-frangipane tærte, fint pyntet med macarons, lys og glimmer 🙂

I dag har jeg også været med min mentor, og det gav da anledning til lidt filosofisketanker – han er skide god til at give mig ”redskaber” jeg kan bruge, når jeg står over for problemer.
Jeg skal tænke på mig selv som en sjæl med krop, og ikke en krop med sjæl. Sjælen er mit ”jeg” og kroppen er noget jeg har fået. Noget jeg skal passe på. Noget der skal have næring og omsorg. Det giver, i mit hoved, rigtig god mening, og gør det nemmere at distancere sig for den kropsfikserede ungdom, og sætte pris på den krop jeg nu er givet.
Jeg kommer ofte også til at tænke på folk der mangler lemmer, har udviklingsvanskligheder, eller bøvler med andre alvorlige problemer, og det kan få mig til at føle mig utaknemlig. Hvorfor har og sætter jeg ikke pris på den krop jeg nu er givet? og hvorfor har og behandler jeg den sådan? Ikke underligt den svarer igen.

Min tankevirksomhed prøver jeg også at lære mig selv at styre. Jeg er meget drevet af tanker, især negative tanker, og det påvirker min adfærd i en negativ drejning. Jeg er ikke tanker, men jeg kan heller ikke fjerne dem – men jeg kan lære at acceptere dem, og styre dem.
Jeg øver mig, jeg prøver og jeg vil gerne – og det må jo være vejen frem. Lidt lyd herfra.