I denne uge har jeg været 2x i Odense, næste uge 1x i Odense og ugen efter 1-2x Odense. Det er pænt meget sygehus og fokus på sygdom. Jeg er klar over nødvendigheden af behandling, i og med min helbreds situation er så alvorlig, som den nu er. Og at jeg psykisk har det enormt skidt.
Men alt den fokus på Ana har sat en dæmper på mit sommerhumør. Jeg er bare enormt trist, træt og tarvelig.
Mit fokus skal hele tiden være på sygdom og det er en enorm belastning.
Jeg vil rigtig gerne have en mental pause fra det. Kunne mit hoved ikke komme en uge til Bali og ligge og dase lidt på stranden? Det kunne min hjerne godt bruge.
Jeg smiler altid til sygeplejerske, læger og behandlere, og de kan sikkert undres om jeg i det hele taget tager det alvorligt. Om jeg forstår min situation. Men det gør jeg. Min hjerne kører konstant i højeste gear. Så tanker og bekymringer er der nok af, og som regel ender de også som drømme. Så ikke engang i søvnen kan jeg undslippe. Men jeg kan jo ikke gå og ligne en der sidder på dødsgangen hele tiden, veller? Så jeg smiler.
Men jeg mærker også, hvordan jeg ikke rigtig kan koncentrerer mig om noget, hvordan jeg ikke kan holde fokus under en samtale, og hvordan jeg bare har et socialt underskud, og dermed melder mig ret meget ud. Og det er jo egentlig også ret ubehøvlet.

Når, men nogle gange så man jo også tvinge lidt glæde ind. Tvinge lyset ind i mørket. Og hvordan kommer man så lige videre med den pose vingummibamser? Jo man skriver selvfølgelig en lille liste om ting – småt som stort – som gør en lidt glad.

23 ting der gør mig gladere

• En kølig sommerbrise på en varm sommerdag
• Kikærter og bulgur forenet nede i ønskebrønden, til de opnår perfekt sprødhed, også kaldet falafel
• At folk smiler mere når solen skinner
• At jeg måske kan få mine hvide stænger lidt mindre hvide i alt dette solskin
• At fætter BR har sat en sæbeboble-maskine-tingest op, som spytter massere af bobler ud
• At det lidt endnu er asparges sæson
• At jeg snart skal til Frankrig, hvor jeg er helt sikker på jeg kommer fra rigtigt!
• At jeg så snart kan sige ”Bonjour” og det er helt almindelig at drikke kold hvidvin til frokosten
• Mine søde veninde, Nina, som altid beriger mig med kærlighed og glæde, når vi ses
• Min familie, som er et stærkt og godt netværk at have
• Pomfritter. Og så behøver jeg ikke sige mere
• Iskold cola
• Når min mor kommer hjem fra arbejde
• Når min far spiller guitar
• Når min søster er glad og kæk
• Når mine bedsteforældre laver sjofle jokes
• Farvestrålende blomster
• Sommerregn
• At jeg har fået årets første dukkert
• Efterfulgt af årets første is
• Franske supermarkeder
• At jeg kan gå ind på Kurts kaffebar, kigge på dem og så ved de nøjagtig hvad jeg skal have
• At det er 1 juni i morgen

Kære Nana,
Det er mig, Ana. Jeg skriver her for at fortælle dig, at jeg er glad for, at du endnu engang er i min magt, for du ved jo godt, at jeg er den eneste der kan vise dig den rigtige vej. Vejen til at blive elsket, ønsket, fjerlet. Fuldkommen. Din familie og din omgangskreds fortæller dig gang på gang at du er god nok. Du er god til noget. Du er dejlig. Du er ønsket og elsket. Men de lyver. Jeg er den eneste der fortæller dig sandheden. Og du er hverken god til noget, dejlig, ønsket eller elsket. Det kan du kun være ved, at gøre som jeg befaler. 
Du er utaknemlig, grådig, grim og absolut ikke god til noget.
Husker du for et par dage siden, da din ryg sagde knæk? Da det sortnede for dine øjne, du blev svimmel og gispede efter vejret? Husker du? Ha! Hvordan kan du glemme det? Du bliver jo dagligt mindet om det, når du ømmer dig og klynker. Men det knæk – ja – det var mig. Mig det sparkede dig i ryggen, fordi du ikke har gjort det godt nok. 
Så du fortjente en reprimande. Tænk engang, du er ikke engang god nok i min verden? 
Og jeg er her jo for, at hjælpe piger som dig. Og det kan du ikke engang gøre ordenligt! Utaknemlig er du. 
Jeg taler grimt til dig. Sommetider råber jeg. Jeg får dig til at græde. Jeg gør din krop ondt. Er jeg uretfærdig? Hård? Jeg gør det for at hjælpe dig, Nana. Gøre dig fuldkommen. Og det er jo det værd! 
Så må det gøre ondt! Men smerten er det hele værd når du er fjerlet. Så er alle dine problemer væk.
Jeg er så glad for jeg endnu engang har dig hos mig. At du er min. Så lad os blive sammen ikke? Jeg har jo allerede sat mine dybe spor på din krop, så du glemmer mig alligevel aldrig. 
Kæmp ikke imod og lyt ikke til alt det nonsens folk fortæller dig. Jeg har sandheden. Kæmp ikke imod Nana, gør hvad jeg siger. Gør hvad jeg befaler, ellers vil jeg ikke svare for følgerne og konsekvenserne. For det kan blive meget værre.
– Anorexia Nervosa, Ana.

For kort tid siden gik det op for mig, at Ana nok har mere fat i mig, end jeg egentlig havde troet. At hun styrer mig mere, end jeg styrer hende. Dette gik op for under en samtale med en læge, og det har gjort ondt lige siden.
Men hun er magtfuld for tiden, og overstående tegning og ”brev” fra Ana, det er min måde at illustrere, hvordan det føles for tiden. Jeg synes det er svært at forklare hvordan noget der er uvirkelig for andre, kan føles så virkeligt, magtfuldt og styrende for mig. Så nogle gange er det nemmest bare at tegne følelserne.
Men anoreksien for mig til at gøre ting, som jeg ikke ønsker, men det er for svært at bede om hjælp. For Ana truer med slemme konsekvenser. Men sandheden er jo, at af blive i Anas verden og lader hende styre mig, som en marionetdukke, har meget værre konsekvenser. Det ved min fornuft. Det ved fornuftige Nana. Men forhelvede – undskyld mit franske – hvor er det immervæk svært.
Det er bare en følelse af ikke at gøre det godt nok. Både på den ene og den anden måde.
At jeg heller ikke kan stole på min krop, det gør kampen endnu sværere. Jeg er stadig meget påvirket af bla. væske i kroppen, og det giver en følelse af, at være enormt tung, samtidig med, at det er smadder ubehageligt.
Jeg kan mærke, at jeg har brug for at have det godt. Gøre noget godt for mig. Men det er så svært når Ana er i vejen.
Men jeg har en familie der er god til at være der. Og det er jeg taknemlig for.

Rigtig god dag.

”Du har ikke prøvet en udfordring før, at du taget støttestrømper på elefant fødder… The struggle is real” – Citat mig…

Okay, så jeg er inde i en periode der er rigtig hård. Jeg har konstante smerter i bryst, ryg og mave, og helt ærligt så hjælper det ikke på appetitten.
Min krop er også svulmet op og er helt væskefyldt, og det hjælper hverken på psyken eller fysikken. Det er en udfordring, at gå udenfor en dør, når man føler sig tung og stor. Anoreksien bliver rigtig vred, og fortæller mig, at jeg er så ækel, at ingen skal se mig, og det har været skyld i en hel del tårer… Og det der er paradoksalt er, at jeg føler min kæmpe stor, men jeg er lillebitte. Det er godt nok frustrerende.
Derudover er væsken jo også en hindring på mange andre måder. Altså det er jo virkelig ubehageligt, men det er satme også en udfordring, at få sine normale str. 37 sko på, når ens fødder er svulmet op til 43 +… suk.

Jeg taler tit om, at jeg i virkeligheden er en gammel dame, som godt kan lide at drikke portvin og gå tidlig i seng. Det er smagt med et grin og et glimt i øjet, men sandheden er jo, at jeg rent faktisk HAR fysikken som en gammel dame, og det er bare slet ikke sjovt.
Jeg skal bekymrer mig om der er trapper et sted jeg skal hen, for kan jeg dog klare dem? Er der et sted i nærheden jeg kan få et hvil, når jeg bliver træt? Er der nogle jeg kan få fat, hvis det nu går galt når jeg går ned i byen? Er mine støttestrømper rene? Har jeg husket mine piller?
Det skal jeg da ikke bekymrer mig om i en alder af 22? Men det er virkeligheden.

I morgen skal jeg på Vejle Sygehus, og forhåbentlig få hjælp til væsken. Kryds fingre for det!
Anoreksi er alt andet end kønt…