Mange (især unge piger) tror at det, at være tynd er smukt. Mange bruger ordet ”tynd” i en positiv forstand – og det skræmmer mig! For mig er tynd et negativt ord, ligesom tyk.
Mange deler folk op i tyk og tynd, hvilket i mit hoved er helt forkert – verden er bare ikke så simpel.
Kan vi ikke bruge ord som slank, i form, kurvet eller sund? Så der ligesom er noget ind i mellem tyk og tynd? For nogle er tykke og nogle er tynde, men andre er også sunde – og hverken tyk eller tynd er sundt!
Jeg er tynd. Min krop er usund.
Det er meget grænseoverskridende, men her er nogle billeder af en anoretisk, usund og TYND krop:
Først billeder fra ben og fødder:
Jeg får blåmærker ud af… ja det blå. Jeg får sår pga. knogler der stikker ud. Mine fødder bliver ofte enten røde, lilla, blå eller gule (gule pga. lever)
Mine arme og skuldre:
Tydelige blodårer og kraveben. Jeg kan nemt nå rundt om mine arme.
Min ryg:
Dette er min ryg. Man kan godt forstå hvorfor hårde stole gør ondt..
Dette er ikke smukt og det er IKKE værd at stræbe efter.
Til gengæld er der også gode nyheder. Igår var jeg på OUH til lægetjek – og lægen kunne fortælle mig, at mine levertal er faldet fra 2200 til 1400 (de skal være under 45). Derudover er mine nyretal begyndt at rette sig. Så maden virker – Og det gør mig bare mere motiveret!
Som nogle måske ved, så blev jeg i februar indlagt på Kolding sygehus. Historien har jeg tænkt mig at bringe idag, da jeg tror det kunne være godt at uddybe, hvad der egentlig skete.
Det hele startede med, at jeg fik ondt i ryggen, samtidig med jeg havde haft feber i en lille uge – så jeg tog til læge. Han gav mig noget smertestillende, der skulle være lidt stærkere end almindelig panodil, og så tog han nogle blodprøver – som jeg så skulle ringe og høre om dagen efter.
Jeg ringede ind dagen efter (fredag) og han fortalte mig, at mine levertal var meget høje og mine infektionstal var meget høje – og han ville gerne havde mig indlagt.
Stædig som jeg er svarer jeg nej tak, og vi aftaler, at vi ser det an weekenden over, og at jeg skal komme ind mandag.
Ryggen bliver værre weekenden over – den er faktisk så slem, at jeg kun kan ligge ned og selv der, græder jeg af smerte. Jeg har det underligt, har fået højere feber og er faktisk lidt bange.
mandag morgen kommer jeg ind til lægen, får nogle endnu stærkere smertestillende (uden det stof der er i panodil, da det er dårligt for leveren) og han tager igen blodprøver.
Pillerne hjælper lidt, da jeg også bliver sløv af dem – men jeg har stadig meget stærke smerter.
Kl. 17 om eftermiddagen ringer lægen selv og siger, at vi skal tage på akut afdelingen i Kolding, for tallene er steget yderligere – og han er bekymret.
(Delikat aftensmad på akut afdelingen… Selv lægerne gider ikke spise det og siger det er virkelig ringe!)
Jeg ankommer så på akut afdelingen, og bliver modtaget af en sød sygeplejerske. Hun anskaffer min lynhurtigt en seng og der kommer en læge ret hurtigt. Jeg skal have lavet et røntgenbillede af min brystkasse og min ryg – og der kommer derfor en portør og kører mig op til røntgen.
Lægen kan intet se på billedet, men kan se mine tal stiger, og vil derfor gerne have jeg bliver natten over, og at jeg kan få lavet en ultralyds scanning af maven om morgenen.
Jeg vil selvfølgelig ikke blive og får lov at tage hjem, hvis jeg møder fastende (fra kl. 00) ind kl. 8 næste dag – så vi kører hjem kl. lort om natten… (undskyld mor!)
Jeg møder så på akut afdelingen igen, og efter nogle timer (Suk – uden mad og drikke) bliver jeg kørt til ultralyd.
På scanningen kan man se, at jeg har en stor lever og væske i bugen – og så blev der lige taget lidt flere blodprøver, som jeg så skulle vente svar på.
Kl. er ca. 12, og efter gårsdagens mildest talt forfærdelige aftensmad (Så dårligt det ikke kunne spises…), smuttede min mor ned i kiosken og købte lidt til mig.
Da jeg skal til at forlade spisestuen, møder jeg lægen jeg skal snakke med, så han går med ind til min seng.
Han fortæller mig jeg har kyssesyge, og at det har ”sat” sig i ryggen. Han siger jeg må komme hjem nu, men jeg skal komme tilbage om 3 dage – og så holde mig i ro.
Da vi ca. kl 21 ligger derhjemme på sofaen, kigger jeg på min telefon. Jeg kan se der er lagt en besked og der er opkald fra ukendt nummer. Hele aften havde vi været plaget af opkald fra ukendt nummer, men ingen af os orkede at snakke med en potentiel telefonsælger. Jeg vælger at lytte til beskeden, og bliver helt panisk. Min mor kigger lidt forvirret på mig, og jeg fortæller at det er en læge fra medicinsk afdeling B på Kolding Sygehus, som vil havde at vi kommer på afdelingen med det samme, da jeg har en stafylokok infektion i mit blod – og de vil gerne starte behandling med det samme.
Min mor ringer til afdelingen og hører dem ad – og rigtig nok, så skal vi komme med det samme. Min mor forklarer at jeg har angst og en slem spiseforstyrrelse, og derfor ikke kan være indlagt selv – så min mor bliver tilbudt en stol at sove i.
Vi ankommer på afdelingen mellem kl. 22-23 om aftenen, og jeg får med det samme lagt et drop med antibiotika – og så skal jeg snakke med en læge næste morgen.
I løbet af natten får jeg 2 x 100 ml antibiotika, og næste morgen bliver min mor og jeg hentet af en læge, som fører os ind på hans kontor.
Jeg regner egentlig med jeg kan komme hjem nu, for jeg har jo fået behandling?
Lægen fortæller, at jeg har en stafylokok infektion i blodet (Kyssesyge har jeg haft) – og de vil gerne undersøge om den har sat sig i knoglerne eller på hjerteklappen. Jeg er grådlabil – og synes især det med hjertet lyder forfærdeligt. Jeg spørger selvfølgelig til undersøgelserne,og undersøgelsen af knoglerne skal forgå i en CT- scanner i vejle, hvor jeg skal være fastende. Undersøgelsen af hjertet skal forgå sådan, at der først laves en ultralydsscanning af hjertet, kan man se noget, skal der ikke undersøges noget yderligere – og kan man ikke se noget, så skal jeg i narkose og havde et kamera ned til hjertet. Jeg får at vide, at jeg muligvis skal være indlagt på afdelingen i 4 uger(!!), og jeg sal modtage 4 x 100 ml antibiotika om dagen.
derudover skal der tages temperatur 2 x i døgnet + puls og blodtryk 2 x i døgnet + 3 x 2 piller ( smertestillende og beroligende) + blodprøver hver morgen ( en morgen fik jeg taget 16 glas, da de prøvede at finde ud af min lever. Jeg kan ikke rigtig huske det, da jeg halv sov og blev lidt svimmel). Man skal huske at spritte af hele tiden, og får at få noget at drikke eller mad, skal man ringe efter en, i forvejen travl, sygeplejerske, da man intet må røre – det er nemlig en infektions afdeling ( Man føler sig virkelig til besvær, og jeg havde så ondt af de søde sygeplejersker)
Mine fødder og ankler hævede også op her.
Min mor har heldigvis fået en seng, og får lov at være indlagt med mig.
Under hele perioden jeg er indlagt, får jeg kun besøg af min far, søster og 2 gange af min farmor og farfar. Folk spørger ellers – men jeg har bare ikke lyst.
Antibiotika direkte ind i årene er noget heftigt noget – og det gør smadder ondt – og droppet skal skiftes jævnligt af en anæstesisygeplejerske, da jeg har nogle årer der ”triller”, og derfor kan en alm. sygeplejerske ikke gøre det. I den tid jeg var på afdelingen blev jeg stukket 15 gange – så mine arme, håndled og hænder var godt smadret – også fordi antibiotikaen var så hård. Da jeg blev udskrevet var mine arme helt blå og hævet (og jeg mener HELT blå), og en sød sygeplejerske drillede mig med, at jeg var en avatar – eller smølf.
Jeg har desværre ingen billeder af det, men her er billeder af min hævede arm og hånd efter bare to dage :
( billederne retfærdiggør faktisk ikke helt hvor blå og hævede de allerede var her)
UNDERSØGELSER: CT-scanning i vejle: Tidlig morgen skulle jeg fastende til vejle. Fik lagt drop, da jeg skulle have kontrast væske. Jeg skulle ligge i scanneren i en lille time (Hvilket gjorde hammer ondt i min ryg). Da jeg var færdig, kørte min mor mig tilbage til Kolding, hvor jeg var sulten som en ulv!! Og mega tørstig. Heldigvis havde den søde køkkendame lagt mad til side, til både min mor og jeg. Undersøgelsen viste, at der ikke sad noget i knoglerne, men at jeg havde en lille lungebetændelse…
Ultralyd af hjertet: Ultralyden af hjertet viste ikke noget, men det betød så, at jeg skulle i fuld narkose og have kamera ned til mit hjerte.
Undersøgelse af hjertet: Fastende fra kl. 00 skulle jeg være til denne undersøgelse. Jeg havde egentlig fået at vide, at jeg ville komme til om formiddagen, men klokken blev altså 13. Sådan er det. Men jeg var altså grædefærdig fordi, at jeg var dehydreret og havde hovedpine.
Men jeg blev kørt afsted, og pisse bange (fik en tryg-bamse, hehe) blev jeg lagt i narkose. Blev lagt til opvågning 20 min senere, fik noget at drikke og havde det okay – var dog lidt groggy.
Undersøgelsen viste intet. HELDIGVIS!
Konklusionen på, hvorfor jeg havde stafylokokker i blodet blev, at der nok var kommet noget ind, når jeg har taget insulin. Alle mennesker har stafylokokker på huden, og da jeg stikker hul i huden flere gange dagligt, er jeg lidt ekstra udsat. Dette betød også jeg kunne nøjes med en indlæggelse på 2 uger.
Leveren havde de ingen forklaring på, og derfor fik jeg taget en leverbiopsi i vejle.
Jeg blev udskrevet efter 13 dage, og lægen forklarede, at man havde glemt at tage min lave kropsvægt i betragtning, da de doserede antibiotika, og derfor var mine infektionstal nu lave (?). Levertallene var stadig høje, og om 2 dage skulle jeg møde ind på dagshospitalet og få taget blodprøver – og få svar. Infektionstallene så stadig ok ud og levertallene var høje – Så nu var jeg udskrevet – med henvisning til Vejle.
Under indlæggelsen havde jeg manglet appetit, og knap spist (ikke hensigtsmæssigt når man har sukkersyge og anoreksi), var jeg bange og ked af det. Sådan en stafylokok infektion er ikke sådan at spøge med!
Jeg har haft en dejlig lørdag, i selskab med min skønne mor. Jeg har været nede i byen, fået ordnet nogle ærinder og fået noget af min fødselsdags gave! jeg har lavet brombær ketchup, været på volden og plyndre hyldeblomster, og spist en dejlig frokost.
Men alligevel er jeg i lidt træls situation. Jeg har, som jeg tidligere har skrevet, vand i fødder, ansigt og mave – og desværre blev det så generende igår, at jeg måtte kaste op to gange, da jeg bare havde det så skidt. Vandet kommer til dels af protein mangel, men det kommer også når man er i starten af vægtøgnings fasen – derfor er ødemer også gode på en måde.
Men det er ikke særlig hensigtsmæssigt at kaste op, når man skal tage på… Det er faktisk slet ikke godt, at have det skidt. Øv.
Da jeg i 2013 startede på HF, på Fredericia Gymnasiet, blev vi bedt om at skrive noget om os selv. På dette tidspunkt var jeg 18 år og havde sejret over den grimme anoreksi. Jeg valgte derfor, at skrive en slags erindring (?) eller essay (?) – nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde genren.
Jo, jeg tror faktisk jeg vil kalde det en slags erindring. Den første del handler om mine tanker og følelser jeg havde, da jeg sommeren 2012 måtte indlægges på Kolding Børneafdeling. Den dårlige samvittighed jeg havde og den store skyldfølelse.
Jeg fik utrolig meget ros for min aflevering, og derfor har jeg tænkt mig, at jeg i dag vil dele den med jer. Så her er den:
Vendepunktet
Hun ligger der. Hun ligger der som et krøllet stykke papir. Skrøbelig, tynd og ødelagt. Hun er syg. Det er tydeligt at se. Indsunkne kinder, store poser under øjnene og tyndt, pjusket hår. Hun er et skravl. Hun ligger der, og hun tror, hun skal dø. Lægen siger, hendes lever er hævet, fordi hun har sultet sig selv. Hun er ikke bange, og hun er heller ikke trist. Hun er rasende, vred, men kun på sig selv. Hun har selv gjort det. Det er faktisk hendes egen skyld.
Hun er som et papir, hun selv har krøllet sammen og kastet væk.
Hun ligger og stirrer ud af vinduet. Det er sommer, og hun ville ønske, hun kunne være derude.
Derude og nyde solen, ferien og livet. Men hun kan ikke gå, hun har ingen energi Det er hendes egen skyld. Hun har selv gjort det. Det er hende der valgte ikke at spise. Det er hende der valgte at lukke alt ude, og det er hende selv der valgte livet fra. Hun ligger der, helt stille – og tænker.
En verden uden hende. Tænk, at den findes?
Hun kan se sin familie for sig. Deres sørgmodige øjne der kigger på hende.
Hvad gik der galt?
Hvorfor gik det så vidt? Men hun ved, det er hendes egen skyld.
Der er kun en der kan ændre det. Hende selv. Hun vil ikke give op, hun vil kæmpe.
Så hun tager papiret, glatter folderne ud og vender det om.
Jeg hedder Nana, jeg er 18 år. Jeg bruger str. 37 i sko, og så bruger jeg alt for mange penge. Jeg elsker musik, jeg elsker solskin, og jeg elsker at leve. Jeg har den bedste, mest støttende og fantastiske familie i hele verden – og jeg elsker dem mere end noget andet.
Jeg er ikke særlig god til matematik, men til gengæld er jeg god til så meget andet, så det gør ikke så meget. Da jeg var ni fik jeg sukkersyge, da jeg var femten blev jeg opereret for cyster og da jeg var seksten blev jeg indlagt med en spiseforstyrrelse. Men det er okay, for det er en del af min identitet.
Sommeren 2012 valgte jeg kampen mod spiseforstyrrelsen, da jeg blev indlagt med hævet lever og ødemer i kroppen. Jeg valgte at kæmpe, og jeg valgte at tage tingene med et smil.
Mit yndlings citat er ”When life gives you a 100 reasons to cry, show life you’ve got a 1000 reasons to smile”.
Jeg er papiret og jeg vendte det.
Som i kan læse så er historien lidt den samme, som den er nu. Jeg er dog blevet klogere. Jeg ved at anoreksi IKKE er noget man vælger. Det er sygdom – og man vælger ikke selv, at være syg.
Jeg kan også glædeligt fortælle, at jeg igår var på OUH til vægtkontrol, og jeg nu vejer over 40 kg! Jeg er ovenud lykkelig, men der ligger stadig en kamp foran mig ( og minimum 10 kg vægtøgning endnu), for anoreksi er så meget mere end vægt. Men jeg er stadig lykkelig, da min ferie nu er reddet – da vi havde en aftale med læge og behandler om, at det først var forsvarligt ved min. 40 kg, så det var en kæmpe sejr!
Så jeg er endnu engang et krøllet papir, men jeg skal dælme nok glatte det ud!
Da jeg har hævet lever og enormt høje levertal, fik jeg for ca. 4 uger siden lavet en leverbiopsi. Det skulle vise sig, at være noget af omgang, og mildest talt var det en frygtelig oplevelse. Det foregik sådan, at jeg skulle møde op og have fastet i 4 timer (altså nul mad og nul vand – skide fedt, når man både er anoretiker og diabetiker), men da jeg skulle til ret tidligt, kunne jeg ikke nå, at stå så tidligt op, at jeg kunne få morgenmad – derfor havde jeg altså ikke fået mad siden aftenen før.
Biopsien foregik således, at en læge, via en ultralydsscanner, fandt det rigtige sted, hvor biopsien skulle tages fra. Her tegnede han så en lille prik. Han lagde så en lokal bedøvelse, herefter skar han et lille hul og herefter brugte han en nål med fjeder, som blev ”skudt” ind i leveren og tog et lille stykke lever med ud. Jeg var så heldig, at få lov to gange…
Derefter blev jeg kørt op til overvågning, hvor jeg skulle holde mig i fuldstændig ro, og faste videre de næste 4 timer. Jeg skulle havde målt blodtryk hvert 15 min og sige til, hvis jeg fik det skidt.
Ca 30 min efter biopsien blev taget, fik jeg det virkelig skidt! Jeg fik voldsomme smerter, mit blodtryk faldt og jeg lå og vred mig. Sygeplejersken kom, og to min efter stod der både læge og anæstesisygeplejerske. Jeg fik lagt drop og så fik jeg det heldigvis bedre.
Igår fik jeg så resultatet på biopsien. Jeg har – gudskelov – ikke nogen autoimmun sygdom i leveren, hvilket er den gode nyhed!
Desværre betyder det så, at det er anoreksien der viser sit grimme og onde ansigt. Min lever er super stresset – og det er derfor den er stor og hævet. Min bug, altså mave, mine fødder og mit ansigt er blevet væskefyldt, dette skyldes protein mangel. Jeg spiser ellers massere af æg, bælgfrugter, nødder, kød og fisk, og mit behov for proteiner, når jeg er alm. vægtig, ville være så rigeligt dækket! Men da min muskelmasse er, ja nærmest ikke eksisterende, så skal der en del til for, at bygge den op igen. (protein mangel + kombineret med, at når man er i vægtøgningens startfase bliver man også væskefyldt, føler jeg mig som en rigtig vandballon)
Det er for mig ekstremt grænseoverskridende, at vise disse billeder af mine fødder – men det er for at give et billede af, hvor meget anoreksi egentlig gør. Det er virkelig ikke ”bare” at være tynd og ikke ville spise. Og især vil jeg gerne give dig et billede af, hvor svært det er med kombinationen af diabetes og anoreksi.
Det påvirker ens krop, psyke og generelle velbefindende helt vildt – som f.eks. disse billeder: Her har ses min ekstrem mængde væske i fødder og ankler (Billederne retfærdigøre ikke engang, hvor slemt der egentlig er). Væsken her betyder så, at jeg har fået gnavesår af, mine ellers løse og behagelige, badetøfler – og her går det også ind og påvirker min sukkersyge, da fodsår bestemt ikke er godt, og slet ikke for en diabetiker der har, en svært reguleret diabetes, da der kan gå koldbrand i.
Jeg har også vand i bugen (maven) og ansigtet. Dette påvirker min psyke helt vildt, da man som anoretiker går meget op i, hvad andre tænker om én og om ens mave er stor. Dette skal spises væk, hvilket føles virkelig ambivalent for mig. Min mave er jo hævet og jeg føler mig stor. Men maven bliver ikke flad før, at jeg er normalvægtig – så spise er løsningen.
Men for at jeg kan holde ud at være til, for det gør smadder ondt og det er meget ubehageligt, har jeg fået stærke vanddrivende piller – problemet her er så, at disse piller sænker blodtrykket og mit blodtryk er lavt, så jeg bliver altså lidt svimmel.
Den, virkelig søde(!), læge jeg snakkede med på Vejle Sygehus igår, har givet mig den bedste snak om spiseforstyrrelsen – også selvom den gav mig en reminder om hvor farligt det er, og jeg var faktisk ret ked af det efter.
En ting hun sagde satte sig fast, og det er måske også noget, som giver et ret godt billede af, hvad der sker med min lever. Forestil dig de små underenæret børn i Afrika, de har også udspilede maver, deres lever er under stress. Deres lever bliver ældre end den reelt er, og til sidst dør mange af dem, af lever svigt.
Min lever er også stresset og ældre, og kan også på længere sigt tage skade. Og kuren er vægtøgning!
Ensempler på andre ting der påvirker mig dagligt pga. anoreksi er glemsomhed – jeg husker seriøst som en guldfisk for tiden, og dette skyldes, at hjernen har brug for fedt. Derfor skriver jeg stort set ALT ned.
Noget andet og ret banalt er, at sidde ned på en stol. Det gør forfærdelig ondt, og ofte bliver jeg nødt til, at sidde på en pude også, ellers kan jeg risikere at få sår.
som jeg tidligere har skrevet, så er kombinationen af anoreksi og diabetes en svær cocktail – og blodsukrene er svære at styre, da der sker så mange ting i ens krop, når man også har anoreksi. Dette ligger som en tung sky over mig, da jeg ved, at en dårlig reguleret diabetes på længere sigt er meget alvorligt.
Men da jeg var på diabetes ambulatoriet på OUH i mandags, blev skyen lidt lettere. Lægen og overlægen der fortalte mig, at jeg gør det rigtige, men at det er alt det andet i min krop der går ind og forstyrrer – så lige nu skal jeg primært fokusere på at få mere styr på anoreksien og blive sundere (og rundere). Det er en byrde løftet fra min skulder, at jeg lige nu primært skal fokusere på én sygdom – for det er sgu lidt af et cirkus, sådan at jonglere alle de bolde!
