Søndag forløb ikke helt efter planen. Det kan man vidst roligt sige. For planen var at jeg skulle hjælpe med madlavning til en konfirmation, men i stedet endte jeg både på røven, akutmodtagelsen og med at modtage blod og jern om mandagen. Hvad man ikke gør for at slippe for madlavningen var?
Så hvad skete der? Jo, søndag tidlig morgen begynder jeg at kaste op. Jeg kaster op rigtig mange gange, og kan ikke engang holde vand i mig. Eller de kvalmestillende piller jeg forsøger at tage. Jeg har det skidt. Jeg har det rigtig skidt. Min mor mener (sjovt nok) ikke at jeg er i en tilstand til at tage ud og lave mad, og derfor ringer vi til min far, så han er ved telefonen, og min mor tager ud for at lave mad.
På et tidspunkt skal jeg på toilet, og jeg kan godt mærke, at det er helt forkert. Og så sker det. jeg besvimer, og pludselig er jeg på gulvet. Og det gør rocker ondt, men jeg får møffet mig op i sengen, og skrevet at jeg er er besvimet. Endnu engang vil jeg forsøge mig på toilet, og endnu engang besvimer jeg. Min far er endnu ikke kommet hjem fra sommerhus, og derfor må min mor suse fra konfirmationsarbejde og hjem, fordi denne gang kan jeg ikke komme op. Så der lå jeg, og havde slået mig noget så slemt. Min mor kommer hjem og får puttet mig i seng, og jeg er tæt på at dejse om igen. Hun aftaler med min far, at han skal ringe til vagtlægen.
Så afsted til vagtlægen. Og lad mig sige det sådan, når man har slået halebenet, så gør det fandme ondt at sidde ned i en bil.
Vagtlægen synes jeg ser usædvanlig bleg og afkræftet ud, og min blodprocent er meget lav, så jeg ender på akutmodtagelsen. Jeg er dehydreret og har ikke fået mad, og min blodprocent er virkelig, virkelig lav og jeg har ingen jern i kroppen. Derfor bliver det besluttet at jeg skal have en portion blod og den efterfølgende dag en jerntransfusion.
Og hvad kommer alt det her sig af? det kommer sig af min almene dårlige tilstand, at jeg spiser alt for lidt, at jerntabletter ligger så længe i min mavesæk, at jeg ikke optager dem. Derfor kan det være jeg både skal have flere blod – og jern transfusioner i fremtiden.
Min blodprocent er steget lidt, men er stadig meget, meget lav, og effekten af jern kan først ses om 2 uger. Desværre giver ,min mave mig især, ikke de bedste vilkår for at få fuld effekt. Men lidt effekt er kærkommen!
Jeg er hjemme igen, men jeg er skidt. Virkelig dårlig tilpas, uden appetit, og med en krop jeg virkelig kan mærke er dårlig. Øv! Og så med virkelig mange smerter efter mine fald. Så i søndags endte jeg på røven, og har formentlig forstuvet min røv (haleben)…

Glædelig påske derude. Jeg håber i har nydt den. Vejret har da i hvert fald været skønt.

Her har det været en hård periode. Faktisk er den rigtig hård. Siden forsøget, hvor jeg fik transplanteret sunde tarmbakterier med sikkerhed sidste gang, har jeg haft enormt mange smerter og væske i kroppen. Særligt i bugspytkirtlen har det gjort ondt, hvilket vil forekomme når man, som jeg, har kronisk pancreatit. Om det er et tilfælde at det er kommet dagen efter transplantationen eller om det måske har trigget min pancreatit, det ved jeg ikke. Men jeg har aldrig prøvet smerterne så slemme eller i så lang tid.
Jeg har hverken kunne sove fra dem eller abstrahere fra dem, så derfor har jeg fået morfin ved min læge, som da kan tage toppen af smerterne.
Sammen med smerterne, har jeg haft ret meget væske i kroppen siden transplantationen, og det er først på retur nu, og så lang tid plejer jeg altså ikke at have vand i kroppen. Men da jeg sammen med smerterne ikke har haft ret meget appetit, så har jeg heller ikke spist eller drukket meget, og så reagere min krop ved at holde på væske, og mine fødder, ben, arme og bug bliver udspilet. Så jeg har ikke ligefrem givet min krop de bedste vilkår for at smide væsken.
I onsdags i påsken blev det for meget. For meget med smerter og væske, og derfor tog vi til vagtlægen. Jeg vidste nok godt på forhånd, at han ikke kunne gøre meget. Men de ville gerne se mig og trykke mig på maven.
Og han bekræftede mig (og egen læge) i at det var bugspytkirtlen der gjorde ondt. Faktisk så ondt, at det er svært at holde tårerne tilbage når de trykker. Han målte et infektionstal, som var normalt, og derfor fik jeg lov at komme hjem igen. Med beskeden om at fortsætte morfin og ipren over påsken, og holde mig fra panodiler pga. at jeg har leverpåvirkning, få taget den store ”blodprøvepakke” efter påske og så sørger for at få spist og drukket mere. Og rigelig med salt. Det alle andre drømme om at høre.
Men det er fandme svært når appetitten ikke er der, man har en spiseforstyrrelse der larmer og en gastroparese der gør en hurtig mæt, og gør man kaster op.
Det er hårdt. Og det er en hård periode, hvor jeg er bekymret for min krop. Men også træt af det hele. Træt af det hele tiden skal føltes som en kamp, og hvis det ikke er det ene, så er der noget andet. Nogle gange, bare nogle gange, så har jeg lyst til at ligge i fosterstilling og give lidt op. Jeg trænger til en fridag fra sygdom. Er der ikke en anden der kan tage over en dag?
Heldigvis har jeg en tid på AUH her slut april, hvor det skal tages op, og så må vi tage den derfra.
Så jeg hænger i indtil, og krydser fingrer for at den her periode snart ophører, og jeg kan få det lidt mildere.
Når det var en lidt klynkende kvæk fra mig. Kvæk og endnu engang god påske.