Så nærmer vi os udgangen af 2018. Det kan høres og mærkes. Krudt der så småt bliver fyret af og en stemning af forventning. Ja, og naturligvis stress i alle dagligvarebutikker.

For mig har 2018 været er turbulent og hårdt år. Det synes jeg egentlig også 2017 var. Og 2016. Men 2018 har toppet de andre år. Jeg har aldrig været så syg som jeg har været her i 2018, og jeg har aldrig været så udfordret på min psyke som i 2018. I septemper blev jeg indlagt med ekstremt høje levertal pga. Underernæring. Der var bekymringer om min lever kunne klare det, eller om den ville stå af. Jeg blev derfor indlagt med sonde, og fik lavet et utal af undersøgelser. Min psyke blev udfordret, og det har været enormt hårdt at have en sonde. Men hvor er jeg taknemlig for den sonde, for den reddede mit liv.

Der skulle så ikke gå meget mere end 24 timer fra jeg fik taget sonden ud, til jeg endnu engang skulle se indersiden af et sygehus. Efter en kop kaffe med min far, går vi igennem Fredericia gågade. Her snubler jeg over en gabende flise. Jeg skriger og vil ikke bevæge mig, men på en eller anden måde, så får mine forældre baksede mig hjem. Her ligger jeg nogle timer og har, ja undskyld, fucking ondt. Jeg kan ikke stå eller støtte og jeg tuder i et væk. Mine forældre beslutter at min far skal køre mig på skadestuen, men jeg kan ikke komme ud i bilen på grund af stærke smerter. En ambulance henter mig og jeg får et skud morfin. Eller to. Et røngten viser at jeg har brækket lårbenet helt oppe ved hoften, og dagen efter bliver jeg opereret og får sat en 36 cm metal stang ind i lårbenet, samt tre skruer.

Hold nu op en rutsjebanetur. Der er naturligvis sket andre ting, men de to ting har ligesom været det overskyggende. Jeg kæmper stadig med at få udredt min mave, som er er enormt problem for mig. Min bugspytkirtel kan ikke længere producere de enzymer der skal til, for at nedbryde mad. Genoptræning går godt, men er hårdt, og jeg synes det er hårdt for min psyke ikke bare at kunne gå en tur selv endnu, og være så afhængig af andre.

Det har også været et år hvor jeg virkelig har fundet ud af, hvor stærk og støttende min familie er. Og hvor elsker og heldig jeg er. Min søster skal virkelig fremhæves, for hun har været den bedste!

Det er også et år, hvor jeg har overskred en grænse, og endnu engang satte mig ind i et fly, selvom jeg havde svoret, at det skulle jeg aldrig igen.

I dag er det årets sidste dag, og det skal jeg fejre med min mor. Vi har en lækker menu planlagt og den glæder jeg mig gevaldigt til. Jeg kan på mange måder bedre lide nytår end jul, fordi det for mit vedkommende er en stille og rolig aften, helt uden forventninger. Ja, undtagen til maden. Tanken om er nytår og en frisk start, den er rar og motiverende.

Normalt tror jeg ikke på nytårsfortsæt, men i år har jeg et. LAD FOR GUDS SKYLD VÆRE MED AT FALDE I ÅR!

Rigtig godt nytår. Og pas nu på jer selv!

Julen er en tid, som er fyldt med hygge, gaver og samvær. Men julen kan altså være en sej omgang at komme igennem, og for mig synes jeg godt, at det kan være en kamp at komme igennem juledagene.

jeg elsker jul, tro mig. Men de seneste år, så er det nok nærmere tanken om jul jeg elsker. Efter jeg har været syg i mange år, så er overskuddet til julehygge blevet markant mindre og julen kan føles jeg uoverkommelig. Forventningerne om at man er glad og social er ret pressende, og det stjæler en del af glæden. Jeg har da heldigvis en meget forstående familie, som klart acceptere når jeg melder fra. Det er jeg så glad for! Især fordi jeg jo har en følelsesmæssig aktie i deres accept. Men selvom de er forstående og accepterende, så nager det mig at vælge fra, og fylder mig med dårlig samvittighed. Jeg ved, at når jeg melder fra julens mange sammenkomster, så er det ikke for sjov. Det er ikke fordi jeg ikke gider eller vil. Jeg ved det er fordi jeg ikke kan, og fordi det er bedst for mig sådan. Men det gør mig da ked af det. Ked af det skal være sådan?

Jeg tror i bund og grund, at jeg savner at elsker julen som tidligere. Jeg savner dengang at sygdom ikke overskyggede. Jeg savner dengang overskuddet var til det hele. Jeg savner glæden, og ikke bare tanken om den. Jeg tror det fylder ekstra meget her i december, fordi der er forventninger om at være i godt humør, hygge og være ekstra social.

Jeg reflekterer meget over dette år, 2018, for tiden. Jeg synes det har været et ufattelig hårdt år, hvor jeg virkelig har lært, hvilke skader anoreksien gør.

Jeg har haft en spiseforstyrrelse i flere år nu. Faktisk så mange år, at jeg ikke helt har styr hvor mange år, men noget der ligner 8 år. Den spiseforstyrrelse jeg havde i begyndelsen, den er ikke den samme som den er nu. Og den jeg kæmper med nu, er ikke magen til den der hærgede sidste år. Spiseforstyrrelsen udvikler sig, ligesom jeg selv gør.

Og i år har jeg virkelig lært, hvor meget skade Ana gør. Jeg tror ikke alvoren har sat sig så meget i mig før, som i år. Jeg har nok viftet problemerne lidt væk. Lidt ligesom når man tænker; “ det sker kun for naboen” og ikke lader sig bekymre. Realitets tjek. Jeg er så naboen.

Ana har godt nok ødelagt meget for mig. Hun har ødelagt min lever og min bugspytkirtel. Hun har smadret mit fordøjelsessystem. Hun har næsten taget mit liv. Hun har sørget for daglige smerter. Både de fysiske og psykiske. Hun har gjort mine knogler svage, i sådan grad, at jeg har fået et usædvandeligt brud, for en på min alder. Hun giver mig angst og åndedrætsbesvær. Og jeg kunne egentlig blive ved. Ana er en led dæmon.

Ana har ødelagt meget. Noget af det ugenopretteligt, og det er en kæmpe sorg. Alligevel er jeg glad for, at alvoren er gået op for mig. Sådan rigtigt. Jeg håber og krydser fingre for, at jeg fortsat kan kæmpe videre, for Ana skal ikke styre mit liv.