Jeg er træt. Helt igennem og ind til benet træt. Og udmattet. Jeg er drænet og tappet af energi.

I tirsdags var jeg til status møde ved lokal psykiatrien i Odense. Et møde mine forældre, min mentor, min sagsbehandler og en social rådgiver deltog i. Et møde der skulle holdes for    at orientere om min helbredssituation. Både den fysiske og den psykiske del. Så alle i min “sag” blev indforstået med min status og hvad der kan forventes af mig. Min situation er ikke god. Det ved jeg. Den er alvorlig. Det ved jeg. Men når de ord bliver sagt fra en andens, ovenikøbet en fagperson, mund, så er det som om ordene får en anden lyd. De rammer hårdere, fordi det er meget nemmere at bilde mig selv ind, at jeg bare overdriver, at der slet ikke er så slemt, når det kommer fra mig selv. Så jeg synes at det ramte, og måske hårdere end jeg havde regnet med? For jeg er alvorligt syg. Det er jeg. Og når en social rådgiver siger, at man må indse at jeg er meget langtidssyg eller måske varigt syg, så gør det altså ondt, og virkeligheden slår til. På den anden side, så er det rart at vide, at det jo ikke er ren indbildning… Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med, hvad der blev sagt, men det skulle i hvertfald sloges fast, at der ikke kan forventes ret meget af mig i forhold til kommunen. Det er egentlig ikke noget der har bekymret mig, fordi både min mentor og sagsbehandler er forstående, dygtige, søde, kompetente RIGTIGE mennesker! Så de er enormt støttende og forstående. Det er godt For jeg kan ikke leve efter en diskurs der dikterer, at jeg har mest værdi, hvis jeg agere efter en form der er målbar. Jeg kan helt simpelt ikke leve op til de ting, som der forventes af en almindelig og velfungerende person – fordi jeg ikke er velfungerende. Jeg er glad for den forståelse og den støtte som kommunen møder mig med, da den giver mig mere ro, og dermed ro til at fokusere på helbredet. Jeg vil egentlig ikke fortælle så meget mere, andet end at mødet gik rigtig fint, men det har bestemt også givet stof til eftertanke. Mødet her var også min afslutning fra lokal psykiatrien i Odense, og jeg er blevet henvist til lokal psykiatrien i Vejle, men mere om det i et andet indlæg.

Så jeg er træt. Udmattet og træt. Træt af helbredet. Træt af sygehus. Træt af behandling. Bare træt.

Jeg står i Føtex og er ved at betale, for en pakke knækbrød og en dåse makrel. Mens jeg scanner tingene, så mærker jeg tårene presse på. Angsten der sniger sig ind, og får mit hjerte til at banke meget hurtigt. Jeg får hurtigt mit kort kørt over dankortterminalen. Med mine – temmelig – rystende hænder, får jeg løftet posen og pakket kortet væk. Jeg kan mærker, hvordan tårerne presser på. Jeg skynder mig ud på kundetoilettet og låser døren. Tårene får frit løb, men jeg prøver virkelig ikke at lave en lyd. Jeg håber ikke der er nogle der venter? Og hvorfor græder jeg? Jeg ved det ikke. Men tirsdag d. 14 august der står jeg på kundetoilettet i Føtex, med en sammenbidt mund, og græder stille.
Jeg tørrer mine øjne, åbner døren og suser igennem Føtex. Og hjem.

Jeg har en af de dage. En af de dage hvor tankerne flyver om ørerne på mig. Kaos. Tankekaos.
Jeg har virkelig rod i hovedet i dag, og det er virkelig frustrerende med så ustruktureret tanker i knolden. Jeg bliver forvirret. Træt. Ked af det.
Faktisk så har der været flere af disse dage, og det dræner mit lille korpus for energi.
Helt ærligt, så virker alting uoverskueligt. Og især mad virker som en uoverkommelig opgave, og min mor er faktisk nødt til at beslutte, hvad jeg skal spise.
Men sådan er det nok, når man i så mange år, har brugt mad til at styre følelser. Når jeg ikke har ville mærke eller føle, så virkede det at sulte. For så mærke man tomhed.
Nogle gange ville jeg ønske, at Ana kun drejede sig om mad, men maden er bare et håndgribeligt værktøj til, at styre følelser. Problemerne er jo langt dybere, men jeg ved bare ikke hvad de er? Hvorfor har jeg det sådan her?
Jeg føler mig splittet. Som om jeg er to mennesker. Eller flere? Jeg føler ingen kontrol, og det er nok min største frygt.
Og derfor tror jeg også Ana prøver at lokke mig i fælden og lige droppe maden. Fordi jeg ikke vil føle. Ikke mærke. Fordi jeg er ked af det, trist og alt mulig andet, som jeg ikke rigtig kan definere.
Men fornuftige Nana ved også, at det ikke er en holdbar løsning. Og maden skal nok komme indenbords.
Men jeg føler mig ulykkelig og malplaceret i mit eget liv. I verden. Jeg føler mig forkert og ikke god nok. Jeg kan jo ikke leve op til at være en almindelig ung. Jeg kan ikke leve op til at være social, og jeg må ofte melde fra. Det skaber fortvielse og en forfærdelig frygt for, at mine nære forlader mig.
Alle disse tanker.
Jeg føler mig i en konstant konflikt med mig selv, og jeg tror nogle gange, at tanker er roden til alt ondt. Eller det er mit tankekaos i hvert fald.
Jeg vil gerne kunne acceptere mig selv, acceptere mine tanker og lade dem flyde væk, som blade i vandet. Jeg vil gerne kende min egen kerne, men ofte føler jeg, at jeg er fremmede for mig selv.

Anoreksi betyder appetitløshed. Vidste du det? Det vidste jeg ikke før for nylig. Appetit og sult er ikke det samme, appetit er et samspil mellem hjernen, psyken og mave – tarm systemet.
Og faktisk så synes jeg det her med anoreksi og appetit er ret interessant.

Der er nok mange der vil beskrive mig som et madøre, og det er jeg også. Jeg elsker mad. Men jeg hader også mad. Det er svært at forklare, men det bedste ord er nok ambivalent.
Efter jeg har været i Anas kløer i så mange år, så har jeg ofte meget svært ved at genkende sult og mæthed. Det tror jeg egentlig bare er kroppen, som tilpasser de forhold den har været udsat for, men det gør det altså rigtig svært når ens madindtag skal normaliseres.
Jeg mærker ekstremt sjælendt sult, men jeg kan føle mig proppet efter to vindruer. Det ligger der naturligvis noget psykisk i. Jeg ved at jeg forbinder mad med noget flovt, syndigt og med grådighed, især fordi jeg nyder god mad, men realiteten er jo også, at det er en nødvendighed for at leve.
Men hvis jeg kan føle mig proppet efter to vindruer, hvordan kan jeg så spise en hel tallerkenfuld mad? Jo, fordi det er nødvendigt. Jeg bliver indimellem nødt til at spise så jeg ikke synes det er rart, fordi alternativet af ikke at spise er meget værre. Men når man har svært ved at mærke kroppens sult og mæthedssignaler, så kan det godt ende med, at man spiser for meget, simpelhen fordi man ikke ved hvornår det føles ”rigtigt”.
Men det der skræmmer mig allermest, det er nok at folk skal se mig som grådig, og det er nok også derfor at jeg prøver at forklare.
Jeg øver mig, det gør jeg, men det er noget der tager tid. Forhåbentlig kan jeg lære at regulere sult og mæthed.

Lige for tiden er det ret varmt i Danmark, det tror jeg godt vi alle kan være enige om, og jeg oplever, at jeg mister appetitten når det er så varmt. Det tror jeg er ret almindeligt og noget mange oplever. Men hvornår skal man entydig lytte til sin appetit, og hvornår skal man yderstyre det? I mit tilfælde bliver jeg nødt til bare at spise selvom lysten bare ikke er der.
Havde jeg haft en sund vægt, så havde det hele jo set meget anderledes ud. så havde jeg haft meget mere frihed. Men det tager jeg bare med, som noget motiverende!