Søndag den 6 marts, sidst på eftermiddagen, tog min mor og jeg til Århus får at spise lidt lækker mad og sove på hotel, fordi det var hendes fødselsdag og jeg skulle være på AUH kl. 8.15 næste morgen til CT og pusteprøver. Så det gav bare god mening, at tage afsted dagen før, for at hygge os lidt og slippe for morgentrafik klokken kvart i hundelort.

Forinden CT og pusteprøve, havde jeg været igennem endnu en smartpill (den lille ubåd der skal sluges, og som med en optager, kan give grafer, optagelser, temperatur og Ph af vejen igennem mit vidunderlige tarmsystem), som denne gang havde drillet mig en hel del, da den mistede forbindelse hele tiden. Og i lang tid ad gangen.
Anyways, så mødte jeg fastende og virkelig skidt tilpas op på AUH. Faktisk så skidt at jeg måtte i kørestol, og min mor måtte agere chauffør ned til CT-scanningen og tilbage til afdelingen, hvor pusteprøven skulle foregå. Pusteprøven måtte jeg opgive, fordi jeg simpelthen var alt for skidt, så den blev udskudt en uge.
ugen efter kørte min søster mig, så kunne hun også bidrage med underholdning til de to timer, som en pusteprøve tager. Endnu engang måtte jeg fragtes i kørestol, ikke just min favorit ting, men nogle gange skal man bare acceptere, at tingenge er som de er.
I mens jeg begyndte på min pusteprøve, kunne min dygtige læge vise mig billeder fra CT-scanning og fortælle hvad smartpillen havde vist.
Smartpillen havde været i min mavesæk i 81,36 timer (!) og det havde hun aldrig set før. Det højest de har set, er 60 timer. I en sund mave, ligger smartpillen 1-4 timer. Og grunden til at båndoptageren havde mistet signalet til pillen, var fordi den havde ligget så længe i maven, at den simpelthen var løbet tør for strøm.
På CT-scanningen havde de så set en plet på min blindtarm. En kapsel formet plet. Og straks gik bekymringen på, om smartpillen havde sat sig fast i blindtarmen, og derfor gik en mindre detektivundersøgelse i gang. Angiveligt havde ham der læste CT-scanningen syntes det var meget spændende. Og der blev undersøgt, konfereret og gået tilbage i journalen.
Det viste sig IKKE at være pillen. Heldigvis. Men en åreforkalkning, som skyldes en gammel blindtarmbetændelse. Blindtarmsbetændelse som jeg ikke har vist jeg har haft. Bevares, jeg har haft mange, mange, MEGET stærke mavesmerter, så de er nok flydt sammen med alle de andre smerter, og man har ikke kunne adskille det ene fra det andet. Naturligt nok.
Men det var så mysteriet om pletten på scanningen. Og historien om mig, der har slået en rekord. 81,36 timer i mavesækken, så der er ingen tvivl om at jeg har gastroparese længere. Og det er bestemt ikke mærkeligt, at jeg har kvalme, ondt, opkast og hurtig mæthedsfornemmelse.

Og hvad er der så ellers sket. Der er sket det uundgåelige. Jeg testede positiv og blev nedlagt af corona. Egentlig er jeg ret imponeret over jeg først har fået det så sent. Jeg var overbevist om, at jeg ville være en af de første, men niks. Var det så slemt? Ja. Jeg var godt klar over, at jeg ville blive hårdt ramt, men jeg havde da håbet, at med omnikron (ole kron) og 3 stik, at jeg kunne nøjes med at være lidt små dvask. Samtidig frygtede jeg, at det ville blive virkelig slemt. Altså forfærdeligt. Og jeg landede vel midt i? Jeg har haft høj feber, host snot, opkast, smerter og usædvanlig træthed. Sidstnævnte er jeg stadig, men helt galt blev det da heldigvis aldrig.
Men så er det da prøvet, og så behøver jeg ikke det igen!

Ofte kan jeg føle mig enormt modløs over min egen situation. Håbløs og pisse træls. Og den er i bund og grund, på mange måder, noget værre møg. Og når man er 26 år, og egentlig burde have hele verden for ens fødder, så kan man godt blive ret bitter når ens verdenssituation absolut ikke ser sådan ud. Og jeg ville absolut lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke var trist – faktisk sønderknust – over det.
Men det kan bare hele ikke nytte noget, at gå og være vred, modløs og trist hele tiden, for tro det eller lad være, men det bliver jeg hverken raskere eller lykkeligere af.
Så da jeg den anden dag stod og stirrede over et blåt og bølgende Lillebælt, så var det faktisk ret svær at være sur. Og jeg kom til at tænke, og drømme mig lidt væk i minder.
Jeg åbnede for billedbogen, og dermed blev det endnu sværere at være sur.
Jeg kom til at tænke på min farfar og farmors båd. Spætten hed den. En lille båd, med en lille kahyt med sådan nogle bænke, som både fungerede som sovepladser, men som man også kunne åbne og opbevarer ting i. Min farmor havde altid kiks, juice og anden proviant der i.
Den båd har jeg sejlet mange ture i. Rigtig mange familie ture, hvor vi har sejlet over til kulturøen i Middelfart og spist is. Jeg har overnattet i den som lille, sammen med min søster, hvor vi er blevet snotforkælet af min farmor og farfar. Vi har siddet, som familie, med sol lige i skærmen og spist boller, drukket gul sodavand og kaffe. Der er blevet fisket på den båd, der er blevet flået fisk, der er blevet grint og man fik altid lov at styre båden, hvis man ville. Og det ville man, for det var da lidt sejt! Jeg har virkelig, virkelig mange gode minder og oplevelser fra og på den båd. Og det var først der, da jeg stod og kiggede over Lillebælt, at det gik op for mig, at jeg savner den båd. Og hvor privilegeret og heldig jeg er, at havde fået så mange dejlige oplevelser på den båd. Med min familie.
Og der stod jeg så og blev lidt varm.
Men er det ikke lidt underligt, at man sommetider skal have tingene lidt på afstand, før man egentlig opdager hvor heldig man er? Hvor vidunderlige oplevelser man er blevet givet. Men måske er det også en del af glæden. At man kan kigge lidt tilbage, og så glædes over noget der var, og huske på, at der nok skal komme mere af den slags. Mere at kigge tilbage på og glædes over. Nogle gange skal det bare lidt på afstand.