Det her blogindlæg har jeg skrevet mange gange. Og slettet. Og skrevet. Og slettet igen.
Jeg har i den grad været i tvivl om jeg har skulle dele det her, da det er de færreste der kender til det. Faktisk er det kun min mor, en veninde og et par læger.
Jeg har været i tvivl fordi, at det bestemt ikke er noget jeg er stolt af, og det viser en ret mørk side af mig, som jeg addeles ikke bryder mig om. Men efter nøje overvejelse, så har jeg besluttet at det er på tide at dele den her del af min historie, selvom det sætter mig en sårbar situation og et andet lys, som jeg sikkert kommer til at fortryde mange gange. But never the less, så er det en del af min historie, og den fortæller i den grad, hvor farlig et bekendtskab anoreksi kan være.

Anoreksi ernære sig ved at suge livslyst og fornuft ud af dets offer. Ana elsker at ødelægge drømme og stortrives i hemmeligheder. Ana kan overbevise offeret om, at selv de tåbeligste og farligste ting, kan være en glimrende ide. Faktisk kan det være nødvendigt. Og hvis ikke Ana overbeviser offeret, så er tvang metoden. Ana er den ultimative tyv…

Jeg ved egentlig ikke helt, hvordan jeg skal starte det her indlæg. Det er som at rive et nyligt helet sår op. Og så lige gnide lidt sprit ind i det. Det er smertefuldt.
Men lad mig så starte med at sige, at anoreksi er et misbrug. Et misbrug ligesom stoffer og alkohol kan være. Problemet med anoreksi er, at får du muligheden for at udvikle dit misbrug, så lokker Ana dig gerne i den fælde.
Og den mulighed fik jeg. Desværre.

Jeg har været på mange forskellige typer af medicin. Rigtig, rigtig mange. Min krop er ikke rask, og det er bla. Ana som tyvagtigt har stjålet noget af mit helbred. Jeg har (og gør stadig indimellem) døjet meget med bla. væske i kroppen.

Det gjorde jeg fik vanddrivende piller. Derudover fik jeg på daværende tidspunkt også nogle piller der hed constella. Jeg var ordineret 2 vanddrivende og 1 constella på daværende tidspunkt. Så vidt jeg husker.
Det der er med disse to typer piller er, at man automatisk kommer til at veje mindre. Man taber ikke fedt, men man taber væske, og tallet på vægten falder. Og Ana lokkede. Og jeg faldt i. Jeg begyndte at tage flere piller. Og flere. Og flere. Jeg tog rigtig mange. rigtig, rigtig mange. Faktisk tog jeg så mange, at en læge fortalte mig, at jeg kunne dø af det.
I første omgang kom jeg tilbage på banen, og tog den mængde der nu var ordineret, men stille og roligt, så fik anoreksien lullet mig ind i misbruget igen. Og jeg tog mange. Rigtig mange. Igen. Og jeg var ligeglad med, at jeg kunne dø af det. Ana havde overbevist mig om, at tallet på vægten var vigtigere.
Jeg tror det er to år siden nu. Og det stoppede brat – kold tyrker – som man siger, da jeg blev indlagt i Vejle med høje levertal og sonde. Alle piller blev taget fra mig. Og så var det slut. Det lyder som et mirakel, og det var det måske også. Altså at jeg blev indlagt og de tog det hele, for ellers så ved jeg ikke hvad der var sket med mig. Det lyder som en løgn når jeg siger det var nemt at gå fra måske 10 piller om dagen til ingen, men det var det faktisk.
Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, så græder jeg. Men jeg synes virkelig det er en vigtig fortælling. Vigtigt at vise, hvor langt ud man kan blive presset af Ana.
Jeg er så evigt flov over det her.
Det er en mørk side, som desværre også ødelagde en vis portion tillid i et stykke tid – klart nok.
Jeg er altid blevet anset som stille, ordentlig og fornuftig, men jeg kunne godt lokkes. Og åh, jeg skammer mig stadig sådan. Undskyld.