Endnu en indlæggelse venter lige om hjørnet, og det er ærlig talt bare super nederen. Dels fordi at blive indlagt bare altid er træls og kedeligt, men også fordi det lige nøjagtigt er d. 1 december, hvor jeg jo overtager min lejlighed.

Når, men egentlig er det jo også godt nok, for jeg VIL altså have styr på den mave, som bliver ved med at være et kæmpe problem, så det er jo også rart, at der bliver sat lidt skub i tingene. Jeg skal indlægges fra d. 1- 3 december, så det er jo heller ikke fordi det er en længere omgang.
Jeg skal have foretaget to undersøgelser, som under normale omstændigheder ikke ville kræve en indlæggelse. Men den ene undersøgelse er endnu en gastroskopi, og dem som har læst med ved at den ikke kunne gennemføres sidst, da min mave var for fyldt, trods faste. Derfor skal fasten være lidt mere omstændig, og da jeg både er diabetiker og fik det ualmindelig skidt sidst jeg fastede, så kræver det at jeg kan et få drop. Den anden undersøgelse skal jeg også faste til, og det er faktisk den undersøgelse jeg er mest spændt på. Jeg aner ikke rigtig hvad der skal ske, kun at den foregår på lunge kirugisk afdeling.

Så endnu en indlæggelse, som jeg frygtede ville komme til at overskygge glæden i at overtage lejlighed. Men ved i hvad? Jeg får lov at få nøglen allerede i morgen, og så er det faktisk slet ikke så skidt!

Her hjemme der går tiden med at pakke ned. Pakke ned i kasser og sortere. Sortere og smide ud. Det er faktisk et større arbejde sådan at skulle flytte hjemmefra. Men det skal ordnes, for lige om lidt, så står jeg med nøglerne til min lejlighed.

” Shine bright”, ” Don’t be ashamed to shine” og ” Lad ikke nogle stå i vejen for at du kan stråle”.  Alle gode sætninger. Alle har ret til at skinne igennem, vise hvad de kan og være stolte af det. Stråle.
Ingen tvivl om det.
Men der er et men. Et stort men, for det modsatte er også okay. Det er også okay ikke at være tilpas i det spotlight, som du skal stå så stærkt i. Det er okay ”not to shine”. Det er også okay, hvis man føler sig lidt forblændet af andres lidt for skinnende lys, og det er okay at tage et skridt tilbage fra det og smide solbrillerne på.
Begge dele er der ikke noget galt med. Hverken at skrue op for lyset, stråle og skinne, og heller ikke at havde behov for at skærme sig og stå mindre stærkt, gerne lidt i baggrunden.
Man har også lov til at have et behov for, at fjerne sig fra bekendtskaber som får én til at føle sig forkert, fordi man ikke er ”oppe” nok, skinner eller stråler nok, ligesom man kan have brug for at fjerne sig fra relationer der hiver en nedad. For det er altså ikke forkert, ikke at have behov for ”lyset”. Ligesom det heller ikke er forkert at have behov for det. Begge dele er okay. Det er bare den ene del der blive fremhævet og heppet på.
Men så må vi minde os selv om, at det er helt i orden ikke at stå skarpt i lyset. At omgive os med nogle der ikke får os til at føle, at vi er for triste, for grå eller som hiver os hårdt den ene eller anden vej.

Den seneste tid har jeg ikke følt, at jeg har været den hovedperson i mit eget liv, som jeg burde være. Jeg føler ikke engang jeg har været et sjovt sidekick. Nej, jeg har været birollen. Men det tror jeg faktisk, at jeg har haft behov for. Behov for at stå lidt ved siden af. Og det skal jeg minde mig selv om er i orden. Så måske skal jeg strege ordet ”burde” ud, og mere fokusere på ordet ”behov”.
Ofte kan jeg også blive ramt af en urimelighedsfølelse. Jeg kan virkelig have det svært med hvor stærkt andre kan stå. Jeg kan nogle gange synes andre er lidt for meget. Og er det så fordi jeg er for lidt? Nej.
Det er nok bare fordi, at det minder mig om alt det jeg længes efter. Alt det jeg har svært ved og måske ikke kan. Og det er også okay at have det sådan.
For jeg er jo blot et menneske. Ligesom dig.