Det er ikke fordi jeg lever noget særligt ekstra ordinært liv, med spænding og action – Nej, faktisk er det nok lidt i den kedelige ende. Alligevel tænkte jeg at lave dette indlæg , hvor man følger min dag – i dette tilfælde i mandags (igår), var en god idé. Det giver ligesom jer et indblik i hvad jeg laver på en dag, spiser, hvem jeg er – og ikke mindst, hvordan min behandling foregår (Da min primære behandling jo egentlig er meget der hjemme).

Det er dog ikke helt tilfældigt, at jeg valgte mandag, da det er den dag, hvor jeg fast går til terapi i Odense.

Min morgen startede kl. 7.00, grundet vi skulle køre hjemme fra kl 8.20 og jeg kan ikke fordrage at stresse.
Min mor og jeg spiser (stort set) altid morgenmad sammen, og denne morgen var ingen undtagelse. Jeg spiste müsli og drak en hjemmelavet matcha shake – dertil fik jeg piller: Furix, setralin og kaliorid (derudover vitaminpille, magnesium og fiskeolie), og selvfølgelig insulin! Efter maden blev der smurt madpakke, taget tøj på, børstet tænder og så ud ad døren – og så mod Odense.

Det er så her jeg går i terapi om mandagen. Jeg havde en rigtig dejlig samtale, der lettede, og jeg var færdig kl. 10.15.

Da min mor og jeg har årskort til Givskud zoo (Ja, grin i bare!), så fik vi en gratis tur i Odense zoo med, så det valgte vi at udnytte. Vi valgte så den dag, hvor samtlige børnefamilier også havde valgt, så der var godt fyldt!

Kl. 11.30 meldte sulten sig allerede. Vi havde smurt sandwiches om morgenen, men supplerede med drikkevarer og en omgang pommes til deling! Jeg fik halvdelen af min sandwich (den var med omelet og grønt – hvilket er glimrende fyld!), en egekilde drik og så fik jeg ellers onduleret godt med pommes. Jeg fik selvfølgelig insulin til og piller: Furix, kaliorid, zolt og tadol. Det var rigtig hyggeligt, at sidde med en madpakke – dem har jeg det ellers svært med.
Kl. 12.40 var jeg klar til at forlade zoo, da det simpelthen blev for mange mennesker for mig, og angsten pressede lidt på.

Da vi endelig landet på sikker grund igen (Jylland 😉 ), tog min mor og jeg direkte ned i byen. Der skulle lige hentes medicin på apoteket og der skulle handles ind.
Jeg fandt tilfældigvis ud af min søster var i byen, og efterlod min mor med varerne, for at mødes med hende. Vi tøffede lidt rundt og hun bød på et stykke summerbird chokolade. Jeg skulle lokkes lidt ad hende, og det er jeg glad for, for det er vigtigt at jeg kan være spontan – og det er jeg også blevet meget bedre til!

Da jeg kom hjem fra byen stod den på smoothie og god læsning, mens jeg lå på min yogamåtte med fødderne på min fitnessbold, så de kunne komme over hjertehøjde. Jeg er stadig påvirket af væske i fødder og ben, og gør alt jeg kan for, at få det væk.
Strømperne jeg har på, på billedet er også støttestrømper (De bedste jeg har haft – TAK Nina), og det gør jeg også stort brug af, især hvis jeg skal sidde stille. Jeg er lidt en 80-årige dame…

Efter min læsning, så gik jeg en tur med min mor. Som i kan se, så fik jeg gået nogle skridt den dag, det var også meningen, da det også hjælper på hævet fødder – Men som den skarpe nok bemærker, så er mit skridt gennemsnit ret meget lavere. Det er vigtigt for mig, at lytte til min krop (hvilket er svært at lære, når man er vant til at straffe den!), så nogle dage, så har jeg bare brug for at lave intet.
Så lige nu er det lidt en ond cirkel, da gåture hjælper rigtig meget på mine fødder, men samtidig er min krop ikke klar til det helt store.

Efter et bad og lidt mere afslapning, så stod den på madlavning – noget jeg er god til og finde meget terapeutisk (Noget jeg har arvet efter min mor). Min mor lavede den dag ene halvedel og jeg lavede så den anden.
Det er vigtigt min mor tager lidt styringen angående mad for tiden, så jeg slipper noget kontrol. Derudover kan jeg indmellem havde enormt svært ved at beslutte, hvad jeg skal spise, så indimellem er min mor nødt til at bestemme hvad jeg skal spise (Dette er ofte i forbindelse med mellemmåltider).
Det sker også, at hun bliver nødt til at smøre mad til mig, fordi jeg bare ikke kan overskue det i hovedet.
Det virker måske barnligt og fjollet for dig, men det er sådan situationen er – og så er det skide rart med en mor, der gør det og kæmper med mig!

Furix, kaliorid, zolt, 2x magnesia + insulin selvfølgelig.

Aftensdmaden blev gazpacho og spansk inspireret salat, dertil et lille glas sangria – for man må jo ikke glemme selvforkælelsen 😉
Selvforkælelse er faktisk et vigtigt at øve sig på som anoretiker, for det er noget man er rigtig dårlig til. Jeg føler ofte, at hvis jeg gør noget godt for mig selv, så fortjener jeg det ikke – men det er også blevet bedre og det går fremad.

Kl. 19.00 så slutter min dag egentlig. Jeg orker ikke andet end, at ligge på sofaen og glo dumt tv.
Jeg fik 2 små boller til natmad og tog min nat insulin. Jeg faldte i søvn kl. 21 (ja, jeg siger jo jeg er en 80-årige dame), men måtte op om natten og tage to piller: Hexalid og Emperal (Ja, med alle de piller, så burde jeg være selvlysende).
Jeg faldte til ro igen og så sov jeg.

I må meget gerne fortælle hvad i synes om sådan et slags indlæg 🙂

Det er svært at forandre, ændre rutiner og bryde grænser. Det er faktisk temmelig angst provokerende og nervepirrende.
Men for at overvinde anoreksien, så er det en nødvendighed.

På De sidste har jeg brudt en masse grænser og rykket mig en del.

Den anden dag forslog jeg min mor, at tage i badeland. For det første fordi det er vigtigt for mig, at holde fast i noget velvære og fordi det er godt for min krop – men også fordi det er temmelig grænseoverskridende for mig.
Før i tiden ville jeg aldrig drømme om, at forslå svømmehallen, og jeg ville under ingen omstændigheder have spist noget inden svømmehallen. Derudover ville det også havde handlet mere om motionen end nydelsen.
Denne gang havde jeg spist morgenmad inden og jeg nød at være i vandet – og lige netop her kan jeg mærke jeg brød en grænse og jeg har rykket mig. Jeg tillod mig selv, at nyde det!

En anden grænse der er blevet brudt, uden jeg egentlig tænkte videre over det da det skete, blev brudt på ferien i Alsace.
Min mor og jeg tog op og bade hver dag om eftermiddagen, og når vi kom tilbage til vores mobilehome, lagde jeg mig på en solseng, i badetøj, og spiste en snack. Det virkede hverken forkert eller forbudt, men bare ganske naturligt og behageligt.
Før i tiden ville jeg ALDRIG havde spist i badetøj.

Noget helt andet der har rykket sig, det er det her med at være restriktiv, inden jeg skal spise noget meget kalorieholdigt eller ud og spise.
I dag skulle jeg fejre min fødselsdag med min min far, hans kæreste og min søster – og jeg havde valgt en italiensk restaurant i Kolding (Rafaels – pizza bagt i stenovn – ANBEFALES!). Jeg vidste i forvejen, at jeg ville havde en pizza.
Og selvom jeg vidste jeg ville få mange kalorier, så spiste jeg ikke mindre til morgenmad af den grund – og desuden bestilte jeg også en kalorieholdig drik til min vildt(!) gode pizza.

Det er vigtigt for mig at holde fast i de her ting, huske på de små succeser og blive ved med at bryde grænse! For så rykker jeg mig!

Jeg har de sidste dage været syg – det var allerede under opsejling på min fødselsdag og slog rigtig igennem om fredagen. Jeg måtte i løbet af få timer kaste op 8 gange – faktisk ville vand ikke blive i maven. Min mor måtte agere sygeplejerske og jeg fik først rigtig noget at spise, sent om aftenen (hvor jeg så havde et kæmpe hul i maven), hvilket var ret skidt.

Men hvordan på virker sådan en omgang maveonde end skrøbelig krop?
Jo, man er en del langsommere om, at blive rask. Jeg er stadig sløj.
Jeg synes det gør mere ondt, at være syg ved den her vægt – end ved en alm. vægt.
Jeg føler mig svagere – faktisk så røg jeg en tur på gulvet og slog mig, fordi jeg blev svimmel, og så måtte min mor altså komme og samle op.

Hvor skal jeg starte? Tja lad os bare starte med sidste ”check-up” på OUH. Det var i tirsdags, hvor jeg havde en sygeplejerske tid. Her bliver man vejet og snakker om, hvordan det går.
Min vægt var ca. det samme som sidst, hvilket er rigtig godt, taget i betragtning af, at jeg har været på ferie, hvor jeg har været MEGET mere aktiv. Derudover er vægten denne gang med en del mindre væske i fødderne, så det er faktisk rigtig godt!

Så snakkede vi om det her med væsken i fødderne, læggen, maven og lidt i ansigtet indimellem. Det er normalt, pga. protein mangel, så kroppen suger bare til sig – det går over, men det er da træls lige nu. Så pt. har jeg en mave der skal spises væk – hvilket er lidt sjovt. Jo mere jeg spiser, jo fladere bliver den.
Men væsken er bedre, og jeg fik ros for alt jeg gør – Støttestrømper, vanddrivende og gåture!
For væske i benene kan altså give blodpropper, og det er jeg ærlig talt ikke ret interesseret i 😉
Men generelt ros for min positive udvikling!

Det der med fødselsdage… Uhh som anoretiker og som ængstelig, så er det faktisk ret svært. Jeg havde fødselsdag 6. juli og var i givskud med min søster og mor.

Det var hyggeligt, og vi spiste burger og is. Vi så på dyr og tog det rimelig roligt. Jeg havde det desværre ikke så godt.

Efter Givskud tog vi til Vejle. Her tøffede vi rundt, indtil (selvom jeg var noget anbivalent)  vi gik mod restauranten Taverna Hellas (som kan anbefales). Jeg blev desværre syg efter og sov da jeg kom hjem. Sådan er det når ens krop er skrøbelig.

Dagen efter var der inviteret et par gæster til boller og kage (som blev pyntet efter alle kunstens regler). Jeg har selv fravalgt at holde noget stort, så det lev kun få gæster, som gik efter 2 timers tid. Det passede mig godt, og dagen skulle jo helst passe mine behov. Dem jeg havde inviteret vidste også godt, at jeg ikke bryder mig om, at være i centrum og ved også godt, at jeg skal havde lov til at være lidt i fred.

Personligt synes jeg sådanne dage er svære, men jeg skal jo også lære det igen!

Til dem der følger mig på Instagram og Facebook, kan vidst godt regne ud, at jeg har været på ferie. Jeg har, sammen med min mor, været i Alsace, i en lille by – på en stille campingplads, i et mobilehome.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det for bare en lille måned siden var usikkert om jeg overhovedet kom afsted. Faktisk vil jeg sige, at for bare en måned siden var jeg usikker på, om jeg overhovedet overlevede den her omgang…
Jeg føler ikke jeg har levet – jeg har bare eksisteret. Følt mig tom.
Men jeg har kæmpet, og jeg er bare så stolt!

Så hvad har jeg oplevet i denne uge?

Spiste en speciel anregtning i Mulhouse. Rösti ”sandwich” m. laks, salat og hjemmelavet iste.

Opført mig ret åndssvagt…

Været meget tæt på en isbjørn!

Fået klassisk alsacisk frokost m. vin – på vinruten 🙂

Nostalgi i Cigoland

Været på Michelin til frokost 🙂

Generel levet, nydt og haft det godt.

Jeg har været meget mere aktiv og gået opad bakker, jeg har også svømmet (ting jeg ikke troede jeg kunne holde til). Jeg har ikke haft et eneste angstanfald eller en spiseforstyrret tanke. Jeg har holdt ferie fra sygdom og jeg er PISSE stolt!
Nu handler det om at holde fast i følelsen og kæmpe videre!