Jeg vil starte med, at håbe at dig der læser med, har haft en god juleaften. Fyldt med hygge, nærvær, for meget konfekt og gavepapir over det hele. Og alt hvad der eller hører med. Du nyder sikkert juledagene og skal måske til julefrokost. Eller har været. Dejligt.

Jeg havde en dejlig juleaften. Hyggelig, med mennesker jeg elsker, krydret med lidt kaos. Sådan er det når man er 8 voksne og 3 glade børn, i en alt for lille stue.

Men jeg skal indrømme at juledagene har været hårde. Det startede fredag, hvor jeg var meget svimmel. Jeg måtte låne min fars sofa, da håndværkerne her hjemme havde lukket for vandet, og jeg var ikke lige parat til at være ude hele dagen. Så jeg sov egentlig ret meget af dagen og var faktisk ret overbevist om, at jeg nok skulle få det bedre til dagen efter. Men nej.
Jeg vågnede meget tidligt d. 23 og ville ud i vores køkken, fordi jeg ville have noget vand. Og så sortnede det.
Og bang, så lå jeg på vores spisestuegulv. Min mor hørte tumulten (og mig der tudede), kom løbende og hjalp mig op. Jeg var besvimet. Jeg husker ikke så meget, men jeg havde det virkelig dårligt, og min mor fik kaldt efter en ambulance, som kørte mig på akutmodtagelsen i Kolding. Da jeg ankom fik jeg kastet voldsomt op og var svært svimmel. Det var simpelthen så ækelt. De fik undersøgt mit hjerte (det er rutine, når man er kollapset) og de fik taget lidt blodprøver. Et par timer efter kunne jeg blive udskrevet. Det var heldigvis ikke mere dramatisk end, at jeg nok er lidt afkræftet af ikke at få nok mad og drikke, så blandet med lidt lavt blodtryk.
Så vi fik ordnet det sidste julehandel derefter, mig iklædt i sygehustøj og sygehustæppe om mig, da jeg var kommet afsted uden jakke osv. Min mor syntes jeg lignede en hjemløs. Og der var da også et par stirrende blikke fra de andre julehandlende. Forståeligt nok. Jeg havde nok også gloet hvis der kom et lille forpjusket væsen, helt skummemælsk farvet, i “hvidt-så-man-næsten-får-ondt-i-øjnene” farvet tøj, trissende forbi med en indkøbsvogn. Mindre svimmel var jeg d. 24, men her den 25 og 26 har jeg igen været svimmel, og så ret smerteplaget. Det er virkelig hårdt. Og bare slet ikke sjovt. Jeg føler mig virkelig mærket af sygdom, til trods for nok at være det sidste menneske i Danmark der ingen hoste har haft. Men det er jo en anden slags sygdom. Føj. Jeg håber inderligt på nogle lidt bedre dage snart, for lige om hjørnet har jeg en nytårstur til Harzen med min mor. Og det glæder jeg mig SÅ meget til.
det bliver roligt, afslappet og uforpligtende.

Til slut vil jeg ønske dig – dig som læser med – en glædelig jul.

Nyder du december og juletiden? Det håber jeg. Her hjemme har der ikke været meget julepynt, for vi bor stadig i flytterod, og skadesservice har først lige været og hente de sidste kasser. Så julepynt er der ikke meget af, tilgengæld så har vi set mange julefilm, så julehumøret mangler ikke. Og så kommer der nok juletræ op i dag.

Det er et lidt svært indlæg at skrive, fordi jeg føler mig lidt som en fiasko. sagen er den, at jeg endnu ikke har mærket effekt af min operation. Faktisk, tør jeg sige det, så har jeg fået det værre. Jeg ved ikke, men jeg tror ikke, at det har noget med operationen at gøre. Men jeg har haft flere smerter og voldsommere opkastninger, og det betyder da i hvert fald, at operationen endnu ingen effekt har. Og så føler jeg selv en stor skuffelse, men jeg føler mig også som en fiasko. Som om jeg ikke kan leve op til målet. Selvom den fornuftige side af mig jo godt ved, at det ikke er noget jeg selv er herre over. Men følelsen sidder stadig i mig, og det gør det svært at sige højt, fordi jeg så inderligt gerne vil sige, at det virker. Jeg føler det er mig der skuffer andre, når de håbefuldt spørger om det virker. At det er noget jeg gør, at jeg skuffer andre. Og mig selv. Det er en hård følelse at være i, fordi jeg er så fyldt med skyld og skam, foruden alt det fysiske, som absolut ikke er let at være i. Jeg mærker tydeligt, hvordan mine kræfter bliver mindre år for år, og det gør jeg særligt her op til jul. Nok fordi man er ekstra opmærksom på, hvad man plejer at gøre, og så bliver jeg mere bevidst om, at jeg bare ikke kan som jeg plejer. Det kunne jeg heller ikke sidste år, eller sidste år igen, fordi kræfterne bare bliver mindre. Jeg synes det er svært, at det faktisk gør fysisk ondt at pakke gaver ind. At jeg skal “tage mig sammen” til at gøre ting, som jeg normalt glæder mig til. Og så stikker det lidt ekstra dybt i julen, fordi man har forventningensglæde, som man så ikke kan leve op til.

Jeg får lyst til at give op nogle gange. Jeg bliver træt af, at det hele skal være en kamp.

Men jeg har en mor der holder mig i ørene, og kæmper når jeg ikke kan. Og hun acceptere ikke, når jeg får lyst til at give op. Det er godt. Så når jeg føler at al håb er ude, så kan jeg finde håb hos hende. Og tro. Og det skal nok blive bedre. Det skal det bare. Basta. Så mit største ønske er nok, at få lindring. Det ville være en glimrende julegaver, omend lidt svær at pakke ind. Men hvis du har lidt ekstra god karma i kanen, så send gerne lidt min vej.

Rigtig glædelig jul til dig der læser med og dem du elsker!