Universet defineres som alt eksisterende. Stjerner, galakser, energier. Alt. Herunder naturligvis også planeter. Det er farligt i det ydre rum. Risiko for kollisioner, høje og lave temperature, uvished.
Jeg bor i universet, på Planet Nana. Eller det gjorde jeg. Her varetog jeg alt liv og glæde. Indtil Planet Anoreksi kom med alt trækkraft og sugede sig fast. Overtog Planet Nana. Invaderede og kontrollerede. Jeg ved ikke om det var tyngdekraften det gjorde det muligt, for alt i mit ophav burde have gjort mig stærk nok til, at kunne kæmpe i mod. Men ak nej. Planet Anoreksi lignede Planet Nana til forveksling, og det gjorde mig nok lidt bitter, at folk ikke kunne se forskellen. Forstod de ikke jeg var invaderet?
Min Planet Nana som engang var lyst og varmet op af solen, fuld af liv og blomstrede smukt, var pludselig mørk og grå i takt med mit selvhad, min egen afstraffelse og kompensation.
Hvad jeg nok ikke vidste var, at Planet Anoreksi slet ikke var en planet. Men et sort hul. Det kunne andre om mig nok godt se, men det kunne jeg ikke selv.
Hvis man ved hvad et sort hul er, så ved man at  tyngdekræften er så stort at intet undslipper. End ikke lys. Jeg var blevet suget ned i Anoreksiens sorte hul, uden lys.
Det har føltes håbløst, at skulle kæmpe sig igennem mørket, især når det er umuligt at undslippe. I det sorte hul mødte jeg anoreksiens endnu mere dæmoniske ansigt, i form af følge sygdomme, som har gjort, at jeg endnu er i det her sorte hul. Som angiveligt er umuligt at undslippe. Det er en evig kamp i mørke. Men jeg vil gøre det umulige. Jeg vil op ad det her sorte hul. Kæmpe mig ud i lyset til Planet Nana igen. For det var ikke den vej ad mælkevejen jeg havde valgt.
Jeg vil op. Op i ilt. Ud af den onde kraft, og blomstre igen.
Planet Nana skal igen have liv, og med et betydelig mindre sort hul!

Små glimt. Små glimt af kaos. Jeg husker min mor der giver mig juice. Min mor  der giver mig en bluse på og siger at de kommer nu. To ambulance mænd og en bårer. Mange mennesker. Ilt. Mig der føler jeg skal kaste op og mig der ikke kan få luft, og hyperventilere. Noget om et røngten. Noget om et kateter. Mig der klager over ikke at kunne få luft. Mere kaos. folk der snakker, men jeg kan ikke høre hvad de siger. Et kateter. Smerter. En portør der kører mig på intensiv. En læge der ligger A-gas og drop. En sygeplejerske der giver mig et varmetæppe på. Noget sød saftevand.

Og så begynder det eller at gå rigtig op for mig, at jeg ligger på intensiv med syreforgiftning. Igen. De første mange timer, der husker jeg kun små glimt, i modsætning til sidste gang, hvor jeg intet husker. Og det betyder jeg, at jeg heldigvis ikke var helt lige så langt væk, men langt nok væk til at komme på intensiv, og det betyder jeg husker små ting, hvilket faktisk er virkelig ubehageligt. Som et puslespil jeg ikke helt kan sætte sammen, men jeg husker en helt masse ubehagelige ting, som ikke at kunne få luft, kaos, kulderystelse og smerter. Det kunne jeg egentlig godt være foruden.
Men en tur på intensiv, med tre venflon, en A-gas og et kateter. Iltmåler, hjertekardiogram og jeg skal give dig. Godt fanget i en seng. Et døgn hvor jeg er blevet pumpet med væsker. Insulin, sukker, salte, kalium og hvad der ellers skal til. Et blodsukker på 41,  en PH på over 7, keton på over 4 og laktat oppe på over 6, samt en underafkølet krop. Det er skræmmende og det er hårdt både fysisk og psykisk.
Dagen efter røg jeg sidst på eftermiddagen heldigvis ned på en almindelig afdeling, selvom det hele dagen var lidt usikkert om jeg kom der ned, da mit laktat (mælkesyre) ikke rigtig ville falde, og mit bicarbonat også var skævt, og fordi jeg har svært ved at drikke og spise ordenligt. Men jeg kom heldigvis derned, godt fyldt med væske i kroppen, som en billig, pumpet skinke. Og hjem dagen efter. stadig fyldt med væske, øm og med blåmærker. Det går heldigvis over, men det fucker med mit hoved og er voldsomt ubehageligt. Men jeg må give min krop ro og den kærlighed jeg kan, for det er en hård omgang for den, og selvfølgelig får man væske i kroppen når man bliver pumpet med rigtig mange liter væske over et lille døgn. En sygeplejerske anslog at jeg nok havde en 4-5 kg væske i kroppen dagen efter, og det er minimum 10% øgning af min kropsvægt på et døgn. AV!
Men hvorfor sker det så nemt for mig, at ende i syreforgiftning og få ketoner? Det er egentlig ret simpelt. Det gør det fordi jeg får for lidt næring. Jeg er for småtspisende lige nu, for lav i vægt og mit kreatinin niveau er MEGET lavt, hvilket betyder jeg nærmest ingen muskelmasse har, og derfor får man let ketoner og kan ikke forbrænde dem. jeg lever i en skrøbelig krop og tilstand lige nu, og det gør det bare endnu mere klart for mig, at jeg skal have det bedre og jeg skal have mere næring, selvom det er svært. Jeg skal have hjælp. For jeg kan ikke leve i sådan en usikkerhed, og det kan min mor, som jeg heldigvis (!) bor med heller ikke. Det er uholdbart og kroppen kan ikke tåle det. Og jeg vil heller ikke byde mig selv eller mine pårørende det her helvede. Det er ikke et liv og det er ikke værdigt.
Det med at være underernæret er virkelig ikke for sjov. Det dræner og kræver. Og der er ikke noget skønt eller kønt i at være tynd og syg. Se bare selv…