Jeg har en vane med at sige undskyld. En vane med at sige undskyld over rigtig meget. Også alt muligt, som jeg ikke behøver undskylde. Jeg undskylder hvis jeg rømmer mig. Jeg undskylder hvis jeg spørger om noget, eller hvis jeg siger noget forkert. Jeg siger undskyld, hvis andre går ind i mig.
Det handler om, at jeg ikke bryder mig om at stille krav. Men det gør jeg. Det drejer sig om jeg ikke vil genere. Men det gør jeg. Det drejer sig om, at jeg ikke vil være til besvær. Men det er jeg.
Det er taget til i sådan en grad, at jeg rent faktisk undskylder over for mig selv når jeg er alene, eller siger undskyld til dem der sidder i ude i ”min” gård, hvis jeg rømmer mig eller siger en dum lyd, selvom de slet ikke kan høre mig. Min mor siger, at jeg undskylder for meget. Og så undskylder jeg for at undskylde.
Faktisk så undskylder jeg næsten over min tilstedeværelse, og det mener jeg faktisk. Ikke fordi jeg ikke vil være her. I live altså. Jeg vil gerne være her. I live. Jeg synes bare livet ofte er virkelig hårdt og svært.

For tiden synes jeg, at jeg har mange personlige nederlag. Jeg synes virkelig at der er mange nedslag, og det skyldes jo nok, at både angst og anoreksi har et godt tag om mig, og det er fucking hårdt at have to stemmer inde i hovedet, som konstant diskutere. Skal, skal ikke?
Det er hårdt at skulle spise, når den ene del af en synes det er pisse uretfærdigt og mega angst provokerende. Den anden del vil gerne have mad, fordi min krop trænger og er sulten, og fordi jeg har lyst og elsker mad. Så jeg gør det. Spiser, men ønsker alligevel lidt jeg ikke gjorde. Elsker mad, og ønsker lidt at jeg ikke gjorde. Og det er frygteligt umattende, konstant at gerne ville og ikke så gerne ville. Skulle argumentere og diskutere, frygte at blive tyk eller komme ud af kontrol.
Så jeg har brug for bekræftelse. Hele tiden. Jeg har brug for min mor fortæller mig, at jeg ikke har spist for meget, at jeg ikke har taget på, at min mave ikke er stor, og at jeg ikke er tyk. At det ikke er grådigt eller frås at spise. Jeg har brug for en siger jeg skal, eller giver mig lov.
Jeg bliver endda træt af mig selv, og min konstante søgen efter bekræftelse på at jeg ikke er et grådigt væsen. Så undskyld for det.
Og i virkeligheden er det jo sygt, for selv hvis jeg havde spist for meget, så gik det jo nok. Og hvis jeg havde taget på, så var det også godt. For jeg har mange lægers ord på, at jeg trænger til lidt flere kilo, og jeg ville have det bedre hvis jeg vejede mere. Så hvorfor har jeg det sådan? Hvorfor siger en del af mig, at ekstra vægt ikke er en mulighed, når jeg samtidig ønsker at få det bedre? Have færre smerter. Have en bedre følelse i kroppen.
Det er en indre, udmattende kamp, som indimellem er noget jeg ikke kan overskue. Og så bliver jeg sur, og bider fra mig. Og det føltes som et giga nederlag, at jeg ikke altid kan være hende der kæmper mod spiseforstyrrelsen. Et nederlag, at jeg nogle dage ikke kan magte det, og mest har lyst til ikke at skulle tage ansvar.

Min angst er blusset op. Det må jeg blankt erkende. Og da jeg for nylig måtte haste ud på en restaurants toilet, grædende, fordi tingene ikke forløb, som jeg troede, så føltes det som endnu et nederlag. Der stod jeg, på et toilet, på min fars 60 års fødselsdag, tudende, fordi maden blev fadserveret og ikke serveret individuelt, som var aftalen. Og så måtte min mor hente mig, og jeg måtte hjem. Udmattet, flov og virkelig ked af det. For så kom de psykiske kampe i mit hoved til, at ødelægge og fylde noget for andre. Og jeg kan bedre klare, at det nøjes med at ødelægge tingene for mig. Så undskyld for det.
Det nager mig, at jeg ikke kan styre mine følelse eller tanker. At andre skal se det, og jeg føler jeg står helt blottet og nøgen, og skal forklare, hvorfor eller hvad der sker. Særligt, når jeg ikke helt selv ved det.
Jeg får hjertebanken, klump i halsen og tårerne vil ud.

Når alt dette er skrevet og sagt, så har jeg et kæmpe ønske om, at få det bedre. At få en tilværelse som jeg virkelig nyder. Mit største ønske er at blive glad. Jeg er klar over, at man ikke kan være glad hele tiden. Det er der ingen der kan. Men man kan være grund glad. Så jeg har drømme.
Og det kunne være fedt at skrive ”if you can dream it, you can do it”. Men det tror jeg sgu er  lidt for optimistisk til mig, og får mig til at føle mig forkert, fordi jeg nok ikke længere helt kan se alting fra den lyse side og bare ”smile til verden”, for jeg er nok i virkeligheden lidt melankolsk anlagt. Men det ville da være mega optur at møde verden på den måde, med positive forventninger og optimisme, men jeg nøjes med at møde den med det jeg har at tilbyde, og med de midler jeg har. For jeg har drømme, jeg tager dem bare med en ”side” af realisme. Det er vidst mere mig.