Udsigten fra en sygehusseng på AVA i Vejle var min i eftermiddags.

Det er pudsigt, hvordan en dag kan tage en drejning, og man befinder sig pludseligt et helt andet sted end man egentlig havde tænkt.
Sådan har min dag været – og det har været en følelsesmæssig rutsjetur.

Min mandag startede, som den plejer, en tur til Odense for at få terapi. Som mange af jer ved, så døjer jeg med opkastninger, hævet lever, ondt i maven og en meget oppustet mave. Dertil er så kommet høj puls og vejrtrækningsproblemer, samt smerter andre steder.
Jeg snakkede med min behandler om det, og hun var meget bekymret. Hun fortalte at det er alle symptomer på, at min krop kan stå af. Hun ville rigtig gerne have mig til læge, da det virkelig er lige på grænsen.
Jeg fik så en akut tid ved min egen læge, som tog et EKG og en blodprøve. EKG’et viste, at mit hjerte slår hurtigt, og det gør det fordi min krop er på overarbejde, pga. mangel på næring (Min krop kan ikke rigtig holde mad og væske i sig). Hun synes det var uforsvarligt og hun var meget bekymret, så hun sendte mig videre til akut modtagelsen i Vejle i håb om, at de kunne hjælpe mig med noget næring.

Flere prøver blev taget på Vejle – og efter nogle timer og lægen havde snakket med den ansvarlige læge på OUH M, fik jeg lov at komme hjem.

Jeg ligger nu dybt frustreret og ret bange. 1 læge og 1 sygeplejerske (min behandler) er dybt bekymret for mit liv og helbred, men Vejle har ikke ekspertisen til at hjælpe mig med næring. Så nu kan jeg gå en uge mere og vente (og formentlig få det værre) på, at jeg skal til sygeplejerske på OUH M – og der vil der formodentlig heller ikke ske noget med det samme.
Der bliver udtrykt dyb bekymring, og det skræmmer mig, at jeg er i sådan et ”vente stadie”.

Jeg føler mig knækket. Jeg er helt nede og det gør ondt.

Igår var jeg på Vejle Sygehus for, at få lavet en gastroskopi undersøgelse og få svar på nogle prøver.
”En gastroskopi undersøgelse, hvad hulen er det?” tænker du måske.
En gastroskopi undersøgelse er også det, som man kalder en kikkertundersøgelse, og da gastro betyder mave, så er det altså en kikkerundersøgelse af maven.

Jeg har før fået lavet en kikkertundersøgelse af maven, men der var jeg i fuld narkose, hvilket jeg – desværre – ikke kunne komme denne gang. Jeg har nemlig en bræk refleks der ikke bare siger spar 2, men spar 16!
Så lægen lovede jeg nok skulle blive ”drugged” tilpas meget, så jeg ikke rigtig kunne huske noget.

Jeg mødte ind på hospitalet, fastende, kl. 13 for at være i god tid. Jeg blev kaldt ind 13.20 og blev ført ind i et lokale, hvor min læge og to sygeplejersker var.
Lægen startede med, at fortælle om mine prøver, og der var ikke tegn på en bakterie i maven, men mine levertal er stadig stigende.
En af sygeplejerskerne fortalte mig så hvad der skulle ske.

• Jeg skulle ligge på en briks, på min venstre side.
• Normalt ville man nu få noget bedøvelses spray i halsen, men det måtte jeg ikke få, fordi jeg skulle kunne spise og drikke med det samme efter.
• Lægen satte sig ved siden af mig og sprøjtede medicinen ind i en åre, men sygeplejersken sørgede for jeg fik en bideskinne i munden. ( Normalt får man ikke den her slags medicin, man ”nøjes” med den lokalbedøvende spray, og jeg skal da lige love for, at det var noget heftigt stads, der virkede med det samme!)
• Herfra bliver tingene en anelse uklare, så jeg har måtte benytte mig af en informations folder, og det jeg kan huske.
• Et sort, ret stor, fleksibel kikkert bliver ført gennem spiserøret og ned til maven, og maven bliver pustet op med luft. Jeg ville beskrive røret som en støvsuger rør, bare lidt mindre i omfanget.
• Så husker jeg et lille blåt rør, som blev ført igennem det sorte.
• Jeg husker at rørene blev bevæget meget, og at det gjorde ondt og var ubehageligt.
• Lægen snakkede kort med min mor og jeg, og gav os en tid, hvor vi vil få svar på prøven – og der ville hun gentage det samme, fordi jeg nok ikke ville kunne huske, hvad hun sagde – hvilket jeg må sige er helt korrekt.
• Så blev jeg hjulpet op i stol og skulle sidde i den til jeg kunne stå på mine ben.

Selve undersøgelsen forløb fint, dog reagerede jeg ikke helt så kraftigt på medicinen, som de havde troet – men jeg synes nu alligevel at jeg var ret mør ovenpå den brandert og der er en hel del huller i hukommelsen.

Formålet med undersøgelsen var, at få suget noget mavevæske op og få nogle vævsprøver fra tolvfingertarmen, for at finde ud af, hvorfor jeg kaster op, har ondt i maven og er så oppustet.

Hun kom med en teori, men det vil jeg helst ikke komme mere ind på, da jeg er helt ved siden af mig selv når jeg tænker på det, så ingen grund til at male fanden på væggen – endnu ihvertfald.

Jeg skal nok opdatere om resultatet – der går dog ca. 3 uger.

Der sker ting og sager i denne uge – og det er faktisk temmelig hårdt.

Igår var jeg på kommunen, for at snakke med min,i øvrigt virkelig søde, sagsbehandler.
Jeg ved ikke om jeg har skrevet om det før, men jeg får økonomisk støtte fra kommunen, da jeg jo ikke kan have et job eller gå i en skole, og på den måde modtage SU. Jeg var til det første møde med min sagsbehandler for ca. 2 måneder siden, hvor jeg skrev under på, at hun måtte få adgang til min journal, så det ligesom kunne blive påvist, at jeg ikke tåler meget. Dette kunne også betyde at jeg kunne gå fra at være det man kalder ”uddannelsesparat” til det man kalder ”aktiveringsparat”, hvilket ville betyde at jeg ville få lidt flere penge.
Igår skulle jeg så til møde med min sagsbehandler (jeg skal se hende 6 gange om året), og hun kunne fortælle mig, at alt der står i min journal understøtter, hvad jeg har fortalt. Derudover sagde hun at jeg ikke skal være bekymret om noget ang. kommunen, da der i papirerne fra min behandler og forskellige læger står, at jeg absolut ikke må blive presset.
Derudover står jeg nu som ”aktiveringsparat” (det betyder ikke at jeg skal ud og aktiveres), og jeg har fået tilbudt at komme på venteliste hos en mentor, der før har arbejdet med anoreksi – og det har jeg takket ja til.

I dag har jeg så været på OUH til en almindelig vægtkontrol, som dog tog lidt af en drejning – faktisk snakkede vi ikke rigtig om vægt.
Som jeg tidligere har fortalt, så er jeg meget oppustet, har meget ondt i maven og kaster op – dette er blevet værre, så det var primært det vi snakkede om.
Vejet blev jeg dog, og jeg vejede ca det samme, som jeg gjorde sidst, hvilket må siges at være lidt af en sejr, da jeg jo har kastet en del op. Derudover fik jeg tjekket rygrad og haleben, og min rygrad er begyndt at blive rød, så puder bag ryggen fra nu af – også når ligger i sofaen.
Sygeplejersken lagde mærke til at jeg hev efter vejret, og konkludere så, at oppustetheden er så voldsom, at det presser på mine lunger.
Derudover fik jeg taget blodtryk og puls. Min puls var ret høj, så sygeplejersken ville gerne have mig ned og få lavet EKG og taget blodprøver. Da de var bestilt skulle en læge også lige kigge på mig – han har lovet at ringe, hvis der er noget på EKGet eller noget anderledes i blodprøverne.

På torsdag skal jeg så på Vejle Sygehus og have lavet en kikkertundersøgelse af min mavesæk, samt få svar på nogle prøver. Jeg glæder mig – men jeg glæder mig ikke.
Jeg glæder mig til, at få en grundigere undersøgelse af, hvad der foregår i min mave – men samtidig er det ikke mega fedt, at skulle have rør og kamera ned i halsen.

Men gøres skal det! Jeg har så utroligt mange smerter og massere ubehag, at jeg bryder grædende sammen. Det er ikke sjovt, det er virkelig ikke sjovt…

Jeg har så inderligt meget på hjertet – så meget, at jeg slet ikke kan rumme det. Så meget, at jeg ikke kan finde ordene. Det hele er et stort rod inden i.

For at få samlet det hele lidt, vil jeg skrive et brev til min spiseforstyrelse – senere hen vil jeg skrive et brev til angsten.
Min spiseforstyrelse hedder Ana.

Kære Ana,
hvor har du ødelagt mange år af mit liv. Mange år, hvor jeg troede du var min bedste ven, men i virkeligheden var du en lille djævel der sad på min skulder, og viskede i mit øre, hvor lidt jeg var værd, hvor dårligt et menneske jeg var, hvor ulækker jeg var og at jeg fortjente intet – jeg var ikke god til noget.
Du tvang mig til at sulte, og du tvang mig til at stille mig op på vægten hver dag.
Kiloene raslede af mig, du var tilfreds – du var stolt af mig.
Og da jeg som 16-årige blev indlagt på enæringsafsnittet, og kiloene stadig røg af, var du endnu mere stolt af mig. Jeg blev udskrevet med en lavere vægt, end jeg blev indlagt med. Jeg var lykkelig – eller det troede jeg – for du roste mig.
Men nu var det ikke godt nok – du viskede igen grimme ord i mit øre og tvang mig til at tabe mig yderligere.
36 kg på vægten og en alvorlig indlæggelse skulle der til, før jeg sagde farvel til dig for altid – eller det troede jeg.

Jeg troede jeg var fri, men dybt inderst inde har jeg nok godt vidst, at der sad rester af dig Ana. Du sneg dig tilbage i mit liv igen, da jeg som 20-årige havde en angstfyldt sommer. Jeg var svag og du udnyttede det. Og desværre bød jeg dig velkommen…
Du sad endnu engang på min skulder, og jeg troede du var min ven. Jeg var overbevist om, at du kunne give mig kontrol i en kaotisk hverdag.
Kiloene raslede af igen. Flere, flere og flere kilo røg af og du gjorde mig til en skygge af mig selv!
Du fik mig til føle mig tom, ødelagt, svag og ensom. Du fik mig til at såre min familie og du gjorde dem bekymrede. DU har gjort mig syger end jeg nogensinde har været eller har forstillet mig at være. DU har fået mig til at bukke under. DU knækkede mig.

Og nu sidder jeg her hjemme, 21 år, tynd og skrøbelig. Ikke i stand til at gå i skole, har ikke overskud til at se ret mange mennesker. Jeg fortryder jeg mødte dig Ana. Mange år har jeg mistet. Jeg fortryder virkelig.

Ana, jeg troede du var min ven. Jeg troede du ville give mig kontrol – i stedet gav du mig bare mere kaos og flere smerter. Så Ana, forlad mig. Du knækkede mig – og nu knækker jeg dig!

Det er ikke altid let – faktisk er det skide svært nogle gange.
I dag har været én af de dage. En af de dage, hvor alting føltes meningsløst og træls, hvor alting er lidt sværere end det burde være – faktisk har der været et par af dem på det sidste.
Jeg ved, at noget af det der påvirker mig meget, er de seneste problemer med min mave, som synes at blive værre. Jeg føler jeg befinder mig i et smertehelvede, og jeg har måtte ligge grædende op ad min mor, fordi jeg indimellem tror jeg skal dø. Opkastninger, feber og mavesmerter er efterhånden mere reglen end undtagelsen – og intet hjælper.

Og i dag var jeg træt af det, mit hoved var træt af det og min krop var i den grad træt af det.

Jeg vågner altid tidligt og spiser morgenmad med min mor, og så tager jeg en lille lur efter og står op ved 9-10 tiden. I dag blev klokken 11.30 før jeg overhovedet magtede et bad. Og det var først da jeg havde snakket med min mor, at hovedet kunne overskue at lave noget frokost og spise det. Så sov jeg igen efter.
Det er så frustrerende i mit hoved, for min krop og mit humør, som er ret depressivt, vil have at jeg bliver under dynen. Gemmer mig væk, så jeg ikke skal konfrontere verden – men samtidig vil anoreksien have mig i konstant bevægelse, ellers siger den jeg ikke må spise.
Det er sygt.
Heldigvis bestemte min mor, at jeg skulle blive liggende på sofaen og at jeg skulle spise – for jeg trænger til hvile.

Så nu vil jeg glæde mig til kl. 17.05, fordi der kommer der OL dressur, og det skal jeg se!